Luksus på Il Sereno
Spanske Patricia Urquiola er en af verdens førende designere, og hun står bag flere designhoteller – blandt andet det fantastiske hotel Il Sereno ved Comosøen. Hotellet har kun 30 suiter, alle med gulv til loft vinduer og store balkoner med en uovertruffen udsigt ud over søen. Det er cool og stilfuldt indrettet i et skønt miks af italienske mosaikker, valnøddetræ, kobber og det fineste marmor fra Travertina. Lobbyen er indrettet som små stuer og ligger i forlængelse af en lille bar samt en mindre botanisk have, der er specielt designet til hotellet. Der er ikke en detalje på hotellet, som ikke er værd at lægge mærke til, og Urquiolas skarpe æstetik ses tydeligt overalt på hotellet. Il Sereno er både hipt, elegant og hyggeligt og er perfekt, hvis du vil give dig selv en weekend i afslappet luksus.
Værelsernes absolutte højdepunkt er (foruden den store balkon) det imponerende badeværelse med et fritstående badekar, hvor du kan ligge og nyde udsigten ud over søen, imens du sipper til et koldt glas vin.
Til hotellet hører to små riva-både, som kan lejes på timebasis, og en stor båd, som kan bookes med en kaptajn.
Både morgenmad, frokost og aftensmad foregår i den smukt indrettede restaurant Berton Al Lago, der har borde stående langs vinduet med udsigt over søen samt et smukt, højt langbord med urter plantet hele vejen ned i midten. Når vejret er godt, kan du også sidde på terrassen og nyde maden al fresco.
Den indbydende infinitypool er opvarmet, og er du der ikke i de varme måneder, er der noget helt specielt ved at hoppe i varmt vand, mens du mærker kulden i ansigtet.
Costume var inviteret af Il Sereno.