Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Lala Berlin er både et mærke, der blandt andet laver mønstrede tørklæde - og så denne butik i Berlin. © costume.dk

...Then we'll take Berlin

Tag på en efterårsweekend i Berlin, og oplev de billige spisesteder, seje natklubber, udstillinger og ikke mindst fabelagtige shoppemuligheder - i både designer- og secondhandbutikker

THE CORNER og APARTMENT

THE CORNER

Når du kommer ind ad døren på hjørnet, bliver du mødt af et kæmpelokale, der kunne være Net-a-porter.com som virkelig butik. Til venstre er stativerne proppet med det smukkeste tøj fra designere som Stella McCartney og Balmain, og på reposen kan du savle over den skoreol, du ville ønske, du havde derhjemme, med sko fra Balenciaga, Chloé og Christian Louboutin. Når du er blevet træt af at prøve det ene lækre stykke tøj efter det andet, kan du slukke tørsten i butikkens dertilindrettede bar. Priserne er i den høje ende, så kig forbi først på ferien.

Franzoesische Strasse 40, Thecornerberlin.de

APARTMENT

Hvis du ikke vidste, at der ligger en butik her, ville du aldrig nogensinde opdage den. I etagen under galleriet, som ofte bare står tomt, finder du den mørke butik Apartment med sorte gulve og vægge. I den ene ende er der herretøj, og i den modsatte ende er bøjlerne fyldt med råt dametøj, sko og smykker fra mærker som amerikanske Rick Owens, engelske Les Chiffoniers, italiensk-polske Valentina Vox, bulgarske Vladimir Karaleev, Fabrics Interseason, Nude og solbriller fra Linda Farrow. Priserne ligger desværre i den dyre ende.

Memhardstrasse 8, Apartmentberlin.de

LALA BERLIN og WALD

LALA BERLIN

Den iranske kvinde Leyla bosatte sig i Berlin i 2004, og bare to år senere åbnede hun den hyggelige butik Lala Berlin, som også er navnet på hendes mærke. Butikken er meget indbydende og lys, så tøjet med de mange farver og mønstre springer straks i øjnene. I starten bestod mærket kun af de velkendte tørklæder i cashmere og bomuld, men nu er det vokset og består af en stor tøjlinje. I butikken kan du også få sko fra danske Dico og amerikanske Opening Ceromony samt -smykker fra Spanien.

Mulackstrasse 7, Lalaberlin.com

WALD

Wald er en lille butik i hjertet af Hagerschemarkt, og Ulrike, der både ejer og arbejder i butikken, slog dørene op for to år siden. Stilen er hverdagscool, og du finder en god blanding af tøj, sko og tasker fra Surface to Air, Fifth Avenue Shoe Repair, Whyred, Current/Eliott, Rick Owens for Eastpak, Just Female og Modström. Alene prøverummet, som er større end selve butikken, er et besøg værd med sine store birketræer indeni.

Alte Shoenhauser Strasse 32 C, Wald-berlin.de

HUMANA og QUARTIER 206

HUMANA

Sæt godt med tid af, for butikken rummer intet mindre end fire etagers genbrug med dametøj, herretøj, børnetøj, møbler og bøger. Tøjet hænger i kategori- og farveorden, så af en secondhand-butik at være er den overskuelig. Noget er fra mærker, du kender, som Escada, men størstedelen er fra ukendte designere.

Frankfurter Tor 3, Humana-second-hand.de

QUARTIER 206

I Mitte ligger Quartier 206, der kan prale af designere som Dolce & Gabbana, Lanvin, Balmain, Chlóe, Oscar de la Renta, Prada, Marni - og man kunne blive ved. I underetagen finder du en indbydende skønhedsafdeling med stort udvalg af hudpleje, makeup og parfumer fra næsten hemmelige mærker som Amatokin, Baxter of California og Dinner by Bob. Tjek også butikkens yngre og billigere afdeling med designere som Isabel Marant og Alexander Wang. Bliver du træt midt i shoppingen, så nyd en kold drink på tagterrassen.

Friedrichstrasse 71, Quartier206.com

AMERICAN APPAREL

AMERICAN APPAREL

Den amerikanske highstreet-kæde er klart et besøg værd, for her kan du få alt det, du mangler, til din basisgarderobe. Udvalget er enormt, og til tonerne af rock og med hjælpsom betjening fra det hippe personale finder du alt fra tanktoppe, oversized T-shirts og bukser i stort set alle farver til tasker, tørklæder og undertøj. Priserne går fra 40 kroner til 700 kroner, og størstedelen er i den billige ende.

Münzstrasse 19,Americanapparel.net

På kunsttour

På kunsttour

På det smukke Neue Nationalgalerie, designet af Mies van der Rohe, kan du se en stor samling kendte værker fra det 20. århundrede af blandt andre Munch og Picasso. Når du bagefter har været et smut forbi Bauhaus-Archiv Museum für Gestaltung og set klassikere inden for design, kunst og arkitektur, kan du besøge Helmut Newton-museet. Her er der konstant nye udstillinger med den tysk-australske fotograf og hans stærke kvinder.

Neue Nationalgalerie, Potsdamer Strasse 50, Neue-nationalgalerie.de

Bauhaus-Archiv Museum, Klingelhöferstrasse 14, Bauhaus.de

Helmut Newton, Jebenstrasse 2, Helmutnewton.com

Her kan du spise og få drinks

HER KAN DU SPISE OG FÅ DRINKS:

Det bedste ved Berlin er næsten byens usandsynligt lave priser på mad og drikke, når du er ude at spise. I det hyggelige Prenzlauer Berg på Kastanienallee og Oderberger Strasse kan du vælge og vrage mellem (næsten) en milliard cafeer og restauranter, så der skulle være noget for alle. Alle cafeerne har udendørs servering, og med de små butikker i området er der -masser af liv i gaden.

Frokost:

Er du til vietnamesisk mad, kan du besøge denne lille biks, hvor to mennesker kan blive mætte og slukke tørsten i store flaskeøl for bare 130 kroner i alt. Nyd forårsrullerne i rispapir og den grønne karry med kokos, basilikum og chili under Asia Stübschens røde parasoller og store kastanjetræer.

Asia Stübchen, Kastanienallee 89

Middag:

Midt i Hackescher Markt, gemt væk i en baggård, finder du Pan Asia. På de lune aftener kan du sidde på restaurantens udendørs terrasse, men ellers ved et af de mange langborde i den travle restaurant. Menukortet byder på et bredt udvalg af japansk-inspireret mad som sushi, nudelsalater og supper, men pas på, du ikke bestiller for meget. Otte ekstra store stykker makirulle med for eksempel laks, tun, sesam og avocado til 60 kroner er nok til at mætte.

Pan Asia, Rosenthaler Strasse 38, +49 3027 9088 11, Panasia.de

Her kan du gå ud:

Skal du ud at have drinks, er der et hav af muligheder i Berlin. Drinksene er billige, så de unge berlinere går gerne ud. Både Oranienstrasse og Simon-Dach Strasse i det tidligere Østberlin er gode valg. Her er proppet med mennesker, barer og stemningsfulde cafeer. Vil du danse til den lyse morgen, har Berlin klubben, der vandt prisen som verdens fedeste klub i det britiske musikmagasin DJ mag, nemlig Berghain/Panorama Bar. Udefra ligner den en gammel nedlagt fabrik. Stilen er rå med kæmperum og metaltrapper over det hele. Der er forskellige dj’s i hvert rum, så vil du danse med de andre turister, er det muligt, og vil du danse med homoseksuelle mænd i læder-g-streng, er det også muligt. De lukker aldrig, så du kan endda danse næste dag med. Det koster 100 kroner at komme ind.

Berghain/Panorama Bar, Am Wriezener Bahnhof, Berghain.de

Her kan du sove

HER KAN DU SOVE:

Budgetvenligt:

Bliv vugget i søvn på flodbåden Eastern Comfort Hostelboat, der gemmer sig bag de sidste stående rester af Berlin-muren. Er du til moderne hoteller med store værelser, er det ikke noget for dig, men vil du prøve noget anderledes, kan det varmt anbefales. Om eftermiddagen er baren åben, og du kan nyde solnedgangen og en kold øl på dækket. Priserne strækker sig fra 90 kroner for et telt på øverste dæk til 590 kroner for en 1. klasse-kahyt. Priserne er uden morgenmad. Båden ligger desuden et stenkast fra Watergate, en af byens bedste natklubber.

Eastern Comfort Hostelboat, Mühlenstrasse 73-77, + 49 3066 7638 06, Eastern-comfort.com

Luksuriøst:

Midt i det pulserende miljø i Mitte ligger det toptjekkede designhotel Lux 11 med lyse og minimalistisk rummelige minilejligheder. Du kan vælge mellem flere størrelser, men alle værelserne indeholder tekøkken, vaskemaskine og tørretumbler. I underetagen ligger en asiatisk restaurant og chill-out-bar. Skal du forkæles, kan du besøge hotellets Aveda-spa. En overnatning fås fra 1.230 kr. ekskl. morgenmad.

Lux 11, Rosa-Luxemburg-Strasse 9,+49 3093 6280 0, Lux-eleven.com