Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

26-årige Clémence Poésy er feminin, men giver sin pigede stil balance med skødesløst hår og grå nuancer © Bulls

We'll always have Paris

Shop som de 3 franske stilikoner Carine Roitfeld, Lou Doillon og Clémence Poésy, og lad deres stil føre dig rundt i Paris' mest fashionable butikker

Chik og eksklusiv

Den chikke og eksklusive: Chefredaktøren for fransk Vogue, Carine Roitfeld, mikser elegance med skarpe snit.

Klassikere med et twist Det er ikke usædvanligt at få oplevelsen af bare at måtte eje en ting, når du træder ind i Balenciaga. Nicolas Ghesquières design for det franske modehus kan få dig til at synes, at det rimeligt at betale 8.000-15.000 kroner for en sort kjole. For så har du jo en kjole for livet.
Balenciaga, 10 Avenue George V, 8. arr., M° Alma-Marceau, Balenciaga.com

Nye musthaves Der hænger ikke et eneste stykke ordinært tøj i Maria Luisa - alt er håndplukket af venezuelanske Maria Luisa (som tit kommer ned fra sit kontor ovenpå), så det passer til butikkens ekstravagante univers. Her er silketoppe med hesteprint fra Eley Kishimoto, sandaler med pelspomponer fra Manolo Blahnik og en eskimojakke fra Louise Goldin.
Maria Luisa, Rue Rouget de L'Isle, 1. arr., M° Tuileries, Marialuisa.fr

Designmekka Proenza Schouler, Lanvin, Balmain, Behnaz Sarafpour, Snow from St. Barts, Yves Saint Laurent... Der er ikke meget gademarked over Montaigne Market. Du kan dog gøre et kup i det lille rum bagerst i butikken med sidste sæsons varer sat ned med op til 80 procent. Som en Givenchy-kjole til 1.750 kroner eller et par Brian Atwood-stiletter til 1.195 kroner.
Montaigne Market, 57 Avenue Montaigne, 8. arrondissement, M° Franklin D. Roosevelt

Få stilen billigere Nej, Vanessa Bruno er måske ikke så billig, men Carine er jo en dyr dame. Butikken i Rue Saint-Sulpice er Vanessa Brunos første ud af tre i Paris og har hele kollektionen samt accessories og underlinjen Athé.
Vanessa Bruno, Rue Saint-Sulpice, 6. arr., M° Odéon, Vanessabruno.com

Accessory-himmel I den ene skuffe et par blå Chloépumps til 4.250 kroner, og i den anden skuffe et par Rue du Mail-støvletter med rokokohæl til 5.100 kroner. I Kabukis stueetage er der et væld af skoskatte. Og på første sal finder du tøj fra de helt dyre mærker som Prada, Balmain, Balenciaga og Alexander McQueen til de billigere underlinjer som Miu Miu, Rick Owens Lilies og See by Chloé.
Kabuki, 25 Rue Etienne Marcel, 1. arr., M° Étienne Marcel

Restaurant: Kaspia er Carine Roitfelds foretrukne restaurant på grund af den dæmpede belysning, der blidt omslutter gæsterne i den elegante spisesal med rokokostole og træpaneler.
Restaurant Kaspia, 17 Place de la Madeleine, 8. arr., tlf. +33 1 4265 3332, M° Madeleine, Caviarkaspia.com

Natklub: Tæt ved Louvre ligger den stemningsfulde Cha Cha Club, hvor du indtager din drink i tunge læderlænestole ved små runde borde.
Cha Cha Club, 47 Rue Berger, 1. arr., tlf. +33 1 4013 1212, M° Louvre Rivoli, Chachaclub.fr

Hotel: Designeren Azzedine Alaïa har været med til at skabe minihotellet 3 Rooms med tre luksuslejligheder ved siden af sin egen lejlighed og butik. En overnatning fås fra 3.360 kr.
3 Rooms, 5 Rue de Moussy, 4. arr., tlf. +33 1 4478 9200, M° Hôtel de Ville

Rå og funky

Den rå og funky: Skuespillerinden og modellen Lou Doillon er til cool streetwear og sjove vintagefund.

Det sidste nye Der er ingen vej uden om Colette. Det er her, du finder de nyeste mode-, kunst-, og fotobøger, gadgets som en USB-stikfordeler i skikkelse af Darth Vader og dufte som Karl Lagerfelds unisex-Kapsule-parfumer på små benzindunke til 270 kroner. Foruden altså designere som Prada, Marc Jacobs og YSL- og de mere funky som House of Holland, Giles og Peter Pilotto.
Colette, 213 Rue Saint-Honoré, 1. arr., M° Tuileries, Colette.fr

Grafisk og råt Tanktoppe i strik, vaffelbluser med silkebetrukne knapper, filtede jakker, tynde silkekjoler og T-shirts med grafiske print. Surface to Air laver enkle basics med et twist. Snittene er lige op og ned, og den dominerende farve er sort - lige med undtagelse af udvalget af jeans, der findes i både skarp blå, lilla og rød til 930 kroner. Surface to Air har også weekendtasker, som belgiske Raf Simons har designet for Eastpak.
Surface to Air, 68 Rue Charlot, 3. arr., M° République, Surface2air.com

Mørk romantik Ultrastramme læderbukser og skjorter med kalvekrøs. Givenchys chefdesigner, Riccardo Tisci, står bag en af vinterens bedste kollektioner. Store buketter af hvide roser afgiver en sød duft i den grafisk indrettede butik, der har kunder som Madonna og skuespillerinderne Natalie Portman og Christina Ricci.
Givenchy, 3 Avenue George V, 8. arr., M° Alma-Marceau, Givenchy.com

Striber og kys Sonia Rykiel har netop fejret sit 40-års jubilæum og er Frankrigs strikdronning. Moderbutikken er fyldt med stribede strikbluser, cardigans, tørklæder og humoristiske toppe med æble- og læbetryk. På første sal finder du den billigere linje, Sonia by Sonia Rykiel, og et hjørne med designerens lingerikollektion.
Sonia Rykiel, 175 Boulevard Saint-Germain, 6. arr., M° St-Germain-de-prés, Soniarykiel.com

Få stilen billigere Bag Ragtimes anonyme facade gemmer sig velbevarede haute couture-kjoler fra Christian Dior, Balmain, Yves Saint Laurent og André Courrèges fra 1950'erne og 1960'erne. Kjolerne fås fra 3.750 til 11.200 kroner, men du kan også finde smukke kjoler uden mærke i nakken til cirka 750 kroner.
Ragtime, 23 Rue de L'Échaudé, 6. arr. M° Mabillon

Restaurant: Rockstjernen Lenny Kravitz er stamgæst på japanske Kai - og var her da også den aften, Costume lagde vejen forbi. Her kan du få grillet laks til 240 kroner og de smukkeste kager fra celebrity-konditoren Pierre Hermé til 105 kroner.
Kai, 18 Rue du Louvre, 1. arr., tlf. +33 1 4015 0199, M° Louvre Rivoli

Bar: Harry's New York Bar har siden åbningen i 1911 haft celebre gæster som Coco Chanel, Ernest Hemingway, Rita Hayworth og Humphrey Bogart. Baren opfandt cocktailen bloody Mary og serverer legendariske hotdogs.
Harry's New York Bar, 5 Rue Daunou, 2. arr., +33 1 4261 7114, M° Opéra, Harrysbar.fr

Hotel: Den franske graffitikunstner André, der står bag de hippe natklubber Le Baron og Le Paris Paris, åbnede for to år siden Hôtel Amour. Hvert værelse er udsmykket af kunstnere som Sophie Calle og Pierre Le Tan, og et dobbeltværelse fås fra 1.050 kroner.
Hôtel Amour, 8 Rue Navarin, 9. arr., tlf. +33 1 4878 3180, M° Saint-Georges

Feminin og romantisk

Den feminine og romantiske: Skuespillerinden Clémence Poésy har en yndig stil med søde kjoler og bløde skjorter.

Underspillet luksus Når du træder ind hos Bonaparte 17@ Mona, mødes du af den diskret luksuriøse accessory-afdeling med ballerinaer fra Lanvin, kilehæle fra Pierre Hardy og flettasker fra Bottega Veneta. Den underspillede stil går igen i butikkens tøj med draperede kjoler fra Derek Lam og Lanvin og broderie anglaise-kjoler fra Stella McCartney.
Bonaparte 17@Mona, 17 Rue Bonaparte, 6. arr., M° St-germain-de-prés

Unikt lingeri En påfugl spreder sine halefjer i lingerisalonen med høje stuklofter og sildebensparket, og med god luft mellem bøjlerne på stativerne ligner undertøjet små kunstværker. Stjerner som Nicole Kidman, Kylie Minogue og Monica Bellucci er fans af Carine Gilsons lingeri med delikate blonder i farvekombinationer som grå og hvid og rød og pink.
Carine Gilson, 18 Rue de Grenelle, 7. arr., M° Saint-Sulpice www.carinegilson.com

Pudderdrømme Paul & Joe har fire butikker i Paris, og den nyeste ligger på den eksklusive shoppegade Avenue Montaigne. Her finder du pailletkjoler med blomster, brokadejakker og cocktailkjoler med sølvbroderier. Butikken har også underlinjen Paul & Joe Sister og den nye linje Pierre Cardin pour Paul & Joe med kjoler og kapper skabt af franske Pierre Cardin.
Paul & Joe, 2 Avenue Montaigne, 8. arr., M° Alma-Marceau, Paulandjoe.com

Feminint paradis Blomster, pudderfarver og bindesløjfer. Abou d'Abi Bazar er et must, hvis du er til feminine silkekjoler, små strikcardigans og søde flæsetoppe. Her finder du især mange franske mærker som Virginie Castaway, Antik Batik, Stella Forest, Etoile Isabel Marant, og Essentiel.
Abou d'Abi Bazar, 10 Rue des Francs Bourgeois, 3. arr., M° Saint-Paul, Aboudabibazar.com

Få stilen billigere Drømmer du om at finde hele Majes kollektionen i én butik, er Paris det rigtige sted. Her ligger nemlig 10 Maje-butikker, hvor butikken i Rue Saint-Sulpice er størst. Find silketoppe med betrukne knapper, flæser og sløjfe i halsen til 1.400 kroner, striktrøjer med korte ærmer til 1.000 kroner og ruskindsstøvler til 2.125 kroner. Du finder også perlebesatte cocktailkjoler, der er 15 procent billigere end herhjemme.
Maje, 24 Rue Saint-Sulpice, 6. arr., M° Odéon, Maje-paris.fr

Restaurant: Hos Lapérouse kan du spise i baren, restauranten eller i en privat salon. Køkkenet er en blanding af traditionelt og moderne franske køkken med foie gras, grillet tun og æbletærte. To retter til frokost med et glas vin fås for 190 kroner.
Restaurant Lapérouse, 51 Quai des Grands Augustins, 6. arr., tlf. +33 1 4326 9939, M° Saint-Michel, Laperouse.fr

Tesalon: Den hyggelige tesalon Tch'a er det perfekte sted for en pause fra shopping i det nærliggende St-Germain-de-Prés-kvarter. Kortet byder på både grøn, hvid, rød og sort te fra 50 kroner for en kande, og Tch'a laver lækre vegetarretter som tofu med grøntsager til 75 kroner.
Tch'a, 6 Rue du Pont de Lodi, 6. arr. tlf. +33 1 4329 6131, M° Odéon

Hotel: Overnat på Caron de Beaumarchais, og vågn op som en prinsesse - de 19 værelser er indrettet i 1800-tals stil. Et dobbeltværelse fås fra 970 kroner.
Hotel Caron de Beaumarchais, 12 Rue Vieille du Temple, 4. ar., tlf. +33 1 4272 3412, M° Saint-Paul, Carondebeaumarchais.com