Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Skal du ud og spise på Vesterbro i aften? Vi guider her til de bedste restauranter på Vesterbro. © Delphine

Restauranter: Her er de bedste spisesteder på Vesterbro

Vesterbro byder på et væld af lækre restauranter og caféer, hvor du nyde en lækker frokost eller middag. Vi guider her til de bedste spisesteder på Vesterbro.

De bedste restauranter på Vesterbro

Skal du ud og spise på Vesterbro i aften, men mangler inspiration til, hvor du skal gå hen? Vi har samlet de lækreste og bedste restauranter på Vesterbro – både nyere skud på stammen og gamle kendinge – og du vil med garanti kunne finde et spisested, der falder i din smag. På listen har vi nemlig inkluderet mad fra flere forskellige verdenskøkkener – lige fra det thailandske til det italienske. På listen vil du også kunne finde gode restauranter på Vesterbro til både vegetarer og veganere.

Delphine: Cofocos middelhavsrestaurant på Vesterbro

Grillet fladbrød, vandmelon- og fetasalat, lammespyd og tun-crodo. Det er blandt retterne, som du finder på restauranten Delphine på Vesterbro, der er et sammensurium af alt det bedste fra det græske og italienske køkken med et særligt fokus på friske råvarer som fisk, skaldyr og lækre grøntsager. Restauranten er lokaliseret i de smukkeste lokaler på Vesterbro, og det er ikke kun ganen, der får en 'treat' ved en middag på Delphine: Alene restaurantens interiør, der inkluderer farverige gulvfliser og smukt udstillet kunsthåndværk, er et besøg værd.

Adresse: Vesterbrogade 40, 1620 København V
Læs mere her.

Falang: Thai-restaurant med deleretter

At træde ind i Falang på Vesterbro er en ren farvefest: I det pinkmalede hus finder du nemlig en thai-restaurant med farverige drinks, guirlander hængende ned fra loftet og skrig-orange vægge. Falang beskriver sig selv om et 'asiateria' – en sammentrækning mellem et osteria og taqueria, men med et asiatisk islæt – og det beskriver meget godt, hvad du finder på menukortet: På restauranten kan du nemlig få serveret klassiske, lækre deleretter fra Thailand som eksempelvis grøn karry, fiskekager og fried chicken, ligesom du kan finde en 100 procent vegansk menu. Restauranten byder derudover på et særdeles velassorteret drinkskort samt lækre naturvine.

Adresse: Istedgade 48, 1650 København V
Læs mere her.

Les Trois Cochons: Et lille Paris på Vesterbro

Har du endnu ikke haft fornøjelsen af at lægge vejen forbi restauranten Les Trois Cochons på Vesterbro til en frokost eller middag, kan det kun anbefales, at du gør det snarest muligt. Den lille perle henleder nemlig tankerne på en lille, parisisk bistro, og både interiøret og menukortet er derefter: På den hyggelige restaurant kan du nemlig få klassiske franske retter som østers, tatar og steak frites. Spisestedet har dog også en anbefalelsesværdig vegetarisk menu med smagfulde grøntsager i fokus – herunder en svampetoast, der kan få mundvandet til at drive. Restauranten byder også på en særdeles smagfuld morgenmad, der blandt andet inkluderer sprøde croissanter, avocado på rugbrød og eggs benedict.

Adresse: Værnedamsvej 10, 1619 København V
Læs mere her.

District Tonkin: Vietnamesisk restaurant på Vesterbro

District Tonkin er det sikre valg, hvis du craver vietnamesisk mad: Kæden, der blandt andet har en restaurant på Vesterbro, byder nemlig på klassiske retter fra det sydøstasiatiske land. På menukortet finder du alt fra forårsruller og wontons til bánh mì og nudelsalater, og der er selvsagt noget for både vegetarer og kødelskere på restauranten, hvis lokaler minder om et stemningsfuldt vietnamesisk gadekøkken.

Adresse: Vesterbrogade 56, 1620 København V
Læs mere her.

Osteria 16: Italiensk perle i København

Osteria16 er en elsket favorit blandt de bedste restauranter på Vesterbro. Her finder du italiensk mad til rimelige priser, som er skabt ud fra årstiden. Restaurantens menukort skifter dagligt, men består altid af otte små deleretter, som er lækre, men enkle, og som er lavet med udgangspunkt i friske råvarer fra Italien.

Adresse: Haderslevgade 16, 1671 København V
Læs mere her.

Kødbyens Fiskebar: Michelinanbefalet seafood

Midt i det summende Kødbyen på Vesterbro finder du Kødbyens Fiskebar: En industrielt udseende restaurant med simple varme og kolde retter med alt godt fra havet. Østers er en af restaurantens specialiteter, men de byder også på blandt andet fish'n'chips, hummer og blåmuslinger. Der er her tale om enkel, lækker mad af gode råvarer – noget, der har sikret restauranten på Vesterbro en plads i Michelinguiden.

Adresse: Flæsketorvet 100, 1711 København V
Læs mere her.

Iki Sushi: Japanske specialiteter på Vesterbro

Ura maki, nigiri, rispapirruller, crispy ebi og dim sum. Løber din mund også i vand ved tanken om den menu? Så skal du slå et smut forbi restauranten Iki Sushi på Vesterbro, hvor de – som navnet antyder – serverer sushi og andre lækre japanske specialiteter. Er sulten ekstra stor, kan du hver dag fra klokken 17 til 21.30 spise ad libitum, hvor restaurantens tjenere og kokke gerne hjælper med at sammensætte en sublim smagsoplevelse. Restauranten på Vesterbro laver også takeaway, hvis du har lyst til at nyde måltidet hjemme.

Adresse: Vesterbrogade 113, 1620 København V
Læs mere her.

Sanchez: Mexicansk feel good-mad på Vesterbro

Midt på Vesterbro, beliggende på Istedgade, finder du den mexicanske restaurant Sanchez. Menuen er skabt ud fra en traditionel mexicansk 'cantina', og restauranten beskriver sig selv som en variation over mexicanske specialiteter, men med en håndsrækning til nordisk kultur – og det ser man blandt andet på menukortet, der byder på smagfulde småretter som totopos, tacos og østers samt en større menu med fire retter, som er sammensat efter sæsonen.

Adresse: Istedgade 60, 1650 København V
Læs mere her.

Fleisch: Kødbyens slagter og restaurant

Hos Fleisch i Kødbyen på Vesterbro finder du ikke bare en overdådig slagterbutik, men også en restaurant, der byder på alt, hvad kød-hjertet kan begære. Til frokost er der klassisk dansk smørrebrød på menuen, og om aftenen byder restauranten på Vesterbro på blandt andet tatar, tuncarpaccio, poussin og rib-eye. Kød-temaet går også igen i baren, hvor du kan skåle i bacon-infused drinks.

Adresse: Slagterboderne 7, 1716 København V
Læs mere her.

Mamemi: Pizzarestaurant på Vesterbro

Tynde, sprøde pizzaer, som de bages i Rom. Får det din mave til at knurre? Så skal du kigge forbi pizzastedet Mamemi på Vesterbro. Restaurantens pizzadej er skabt ud af en årelang pizzatradition, og toppingen består af lækre råvarer inden for sæson. Til din pizza kan du desuden nyde et glas økologisk, italiensk vin, som er nøje udvalgt af folkene bag.

Adresse: Mysundegade 28, 1668 København V
Læs mere her.

Tommi's Burger Joint: Klassisk burger-diner i Kødbyen

Det er farligt at kaste sig ud i en vurdering af, hvilken af de mange burgerrestauranter på Vesterbro der er den bedste – for holdningerne hertil er mange. Men vi vil alligevel vove at påstå, at hvis du kun skal besøge én eneste burgerrestaurant på Vesterbro i hele dit liv, så skal det være klassikeren Tommi's Burger Joint. I restaurantens lokaler i Kødbyen får du en autentisk amerikansk diner-oplevelse, og på menukortet finder du – ud over lækre milkshakes og sprøde pommes frites – fire klassiske burgere, som vil være sikre vindere, uanset om du har tømmermænd eller blot trænger til lidt comfort food.

Adresse: Høkerboderne 21-23, 1712 København V
Læs mere her.