
Så let kommer du gratis rundt i hele landet
Du kan blandt andet komme til Bornholm og Samsø – gratis – i hele juli.
Af — 16. juli 2020Nu hvor mange af os holder sommerferie herhjemme, er en af de helt populære sommerferiedestinationer blevet Bornholm. Men andre danske øer som for eksempel Samsø er også på ferieprogrammet hos mange.
Hvis du er en af dem, der benytter anledningen til at udforske det danske sommerland, kan du med fordel tage på ø-hop i de danske farvande. Som en del af regeringens sommerpakke er det nemlig i hele juli muligt for gående og cyklister at rejse gratis med 53 forskellige færgeruter i Danmark.
Hvis din ferie ikke ligger i juli, kan du stadig rejse rundt i landet til nedsat pris i august og september, hvor regeringens sommerpakke tilbyder billigere færgebilletter.
Før du cykler hen til dit nærmeste færgeleje, skal du dog lige tjekke, hvilke forhold der gør sig gældende for den færge, du planlægger at gå ombord på. Det er nemlig op til det enkelte færgeselskab, om de tilbyder gratis ture, og hvilke transportmidler der i så fald er inkluderet.
På Transport- og Boligministeriets hjemmeside kan du tjekke hvilke afgange, der er inkluderet i de gratis færgeruter.
PS: Mens du er i gang med at planlægge din tur rundt i det danske land, kan du tage et kig på tips til danske byer, der er et besøg værd.