Så let kan du gøre en forskel for miljøet

Costumes klummeskribent slår i denne uge et slag for bæredygtighed – vi behøver nemlig ikke at gå til ekstremer for at gøre en forskel

Bæredygtig mode
© Vogue // Sara Maria Dyrberg

Da jeg var 15 år var jeg afsted på min første udlandsrejse som model. Det var et halvt år med konstant arbejde, så jeg havde stort set kronisk hårspray-neglelak hovedpine. Efterfølgende holdt jeg et par måneders pause i Schweiz, for at rense ud og få modellivet lidt på afstand. Det var her, jeg besluttede mig for at holde op med at bruge shampoo. For miljøets skyld. Jeg havde en idé om, at mit hår ville blive selvrensende. Det blev det ikke. Jeg er heldigvis blevet gode venner med shampoo igen.

Da min søn var lille, havde jeg en periode, hvor jeg var imod engangsbleer til babyer – vildt nok, set i bakspejlet. Jeg syntes, de lugtede farligt af kemi og tanken om direkte kontakt 24/7 med min babys vidunderlige baller gjorde mig lidt ked af det. For ikke at tale om, hvor meget bleer forurener naturen. Lang historie kort, som en neurotisk hippie kørte jeg småbørnsfamilie med vaskbare bleer i en uge, og så var jeg også kureret. Idéen var god, men i praksis var det et mareridt.

Vaskemaskinen kørte da også i døgndrift, og prøver man at gøre det store regnestykke op: Smide x antal engangsbleer i skraldespanden vs. bruge el og sæbe, for ikke at nævne utallige liter vand i vask, så ved jeg ikke længere, hvad der er værst.

Det kan virke uoverskueligt både at skulle være god ved miljøet, spise sundt og økologisk, tænke på dyrevelfærd og bæredygtighed. For hvad der er sundt og ikke sviner skifter konstant – sikkert alt efter hvilke PR-medarbejdere og betalte forskningsrapporter der rammer nettet bedst.

Heldigvis er der efterhånden så mange muligheder og kæmpe udvalg alle vegne. Stort set alt findes i en økologisk udgave. Og se bare, hvad der skete med buræggene, fordi vi alle købte øko længe nok.

Der er mange gode secondhand-butikker, hvor man kan finde rigtig godt tøj. I det hele taget kan man nedsætte sit forbrug ved at gå udenom den hurtige, billige løsning i uholdbar kvalitet, som alligevel kun er på mode nu og her.

Gå i stedet efter bedre kvalitet og et mere tidsløst design. Det kan sælges igen på Trendsales. Der findes også flere butikker, der kun forhandler bæredygtige mærker, tjek min yndlings her. Man kan også vaske tøjet mere bevidst, det vil sige, spar på sæben, og vask ved lavere temperatur.

Al kosmetik findes i økologiske og naturlige udgaver, uden parfume, uden at være testet på dyr og uden hormonforstyrrende stoffer. Og man kan finde masser, der er lækre og godt kan stå fremme på badeværelseshylden. Forleden besøgte jeg en butik, hvor man tog det bæredygtige til næste niveu – man havde helt undgået emballage. Det er et tempel for øko-purister, prøv det her.

Desværre popper der nye skrækhistorier op hele tiden, som de giftige clementiner alle børn guffer i kassevis til jul, eller de ellers så sunde norske laks, som viser sig at være verdens allergiftigste spise. Gys. Hvis du gik glip af DRs dokumentar om laksene, kan du se den her.

Hvis man virkelig vil stemme for en renere og mere holdbar verden til sine børnebørn findes en spændende app. Konceptet er, at du stemmer på miljøet via dit indkøb. Tjek den ud her. Man behøver altså ikke gå til ekstremer ved at holde helt op med at vaske hår eller blive fribløder, for at gøre en forskel.

Ugens klumme er skrevet af model og grundlægger af Nui Cph, Sara Maria Dyrberg – læs mere om Sara her.