Sådan skal du bruge de nye Facebook-knapper

Har du heller ikke helt regnet ud, hvordan de nye Facebook-knapper skal bruges, så bliv meget klogere her

Facebook har lanceret nye knapper, hvilket endelig gør det muligt at udvise en lidt mere nuanceret reaktion end bare at synes godt om, som ikke altid er lige passende – især ikke hvis du gerne vil støtte en ven, men ikke nødvendigvis synes godt om, at deres hus er brændt ned.

Derfor har Facebook nu givet dig seks nye muligheder for at udtrykke dine følelser, og de er ikke alle lige positive. Eksempelvis kan du nu trykke ked og vred til alle billeder og statusopdateringer.

Dog kan det være lidt forvirrende med de mange nye funktioner, og derfor har vi forsøgt at lave en guide over de nye knappers betydning og især i hvilke situationer, de skal benyttes.

Forhåbentligt vil denne guide afholde dig fra at ende i alt for mange misforståelser på Facebook.

Vild med:

Vild med-knappen er perfekt til de 117 babybilleder, der hver dag dukker op i dit Facebook-feed, forlovelsesringe og små søde kæledyr.

Vil du være på den sikre side, så brug altid vild med-knappen til den slags billeder, da synes godt om pludseligt kan virke lidt tørt.

Husk desuden ikke at gøre forskel på dine veninders babybilleder, da det kunne starte en emojikrise i jeres venindekreds.

Haha:

Denne knap skal bruges, ligesom du ville bruge ordet LOL (hvis der altså er nogen, der stadig bruger det ord?).

Tryk derfor haha til sjove billeder og videoer – men hold dig for god til at bruge den på din eksærestes triste statusopdateringer.

Haha-knappen skal nemlig ikke bruges hævnfuldt, men kan dog fungere fint i et forsøg på at udtrykke en kultiveret form for sarkasme.

Wow:

Nu kan du endelig udtrykke den ultimative respekt for dine venindes nye flotte frisure eller misundelsesværdige feriebilleder af lækre palmestrande.

Knappen kan også bruges, når det afsløres, at Costume har fået ny forside og format – her vil vild med-knappen også fungere fint.

Ked:

Ked-knappen gør det muligt at reagere på en passende, men støttende måde, når dine venner deler triste nyheder i deres statusopdateringer.

Men du skal nok afholde dig fra at bruge den, når folk poster glade nyheder, som du af en eller anden grund ikke finder glædelige.

Vred:

Facebook har besluttet ikke at lave en kan ikke lide-knap, men har istedet lanceret vred-knappen, som kan bruges, når temperamentet koger over, så når du er rigtigt sur, vil denne knap være behjælpelig.

Husk at tælle til ti, inden du trykker på denne potente knap, for den kan nok godt starte nogle heftige diskussioner, hvis du begynder at trykke vred på venindernes statusopdateringer.

Forhåbentligt blev du lidt klogere på junglen af nye like-knapper, og hvis du er i tvivl, kan du jo også bare holde dig til den gamle, harmløse synes godt om-knap.

GÅ IKKE GLIP AF NOGET!