Tove Ditlevsen: Arbejderklassens geniale narkoman

Jeg har da sunget med på Anne Linnets 80’er-hit Barndommens Gade – i hvert fald omkvædet. Og jeg grinte rigtig meget af Nikolaj Lie Kaas i den knytnæveslående, æggepustende film Blinkende Lygter, hvor hans karakter forelsker sig i en laset, gammel digtsamling. Forfatteren er Ove Ditlevsen, ’T’-et er revet væk, og det er måske det eneste forhold, jeg har haft til Tove Ditlevsen indtil for nyligt.

Måske er det en fejl i min boglige opdragelse. Og måske vidste jeg det også godt selv, da jeg for ikke længe siden stod i en boghandel og så forsiden til Ditlevsens bog Gift. Der var et fancy, blomsterbesat dødningehoved udenpå, og jeg dømte bogen på omslaget og købte den. Jeg læste den samme aften.

Jeg havde nogle fordomme om denne her forfatter, at det var lidt lidende, lidt støvet, lidt klagende, lidt gammelt, lidt red-barnet-agtigt. Og det også fint i sig selv, men det lokkede mig ikke, må jeg erkende.

Den aften holdt jeg krampagtigt Gift foran mit ansigt og læste alle ordene. Min kære gud. Hvorfor havde jeg ikke læst den noget før?

Gift handler om Tove Ditlevsens fire ægteskaber, hvordan hun bliver narkoman og alkoholiker, og hvordan hun som ung kvinde forsøger at passe ind, men i virkeligheden ikke vil alligevel. Hun skrev den efter sin fjerde skilsmisse og var rykket ud i et sommerhus, fordi eksmanden muntrede sig i huset med sine elskerinder.

Jeg ved ikke helt, hvorfor det er noget af det bedste, jeg nogensinde har læst. Hvorfor jeg egentlig kunne relatere så godt til bogen. Jeg har aldrig været gift, jeg har ikke engang haft så mange kærester som Tove Ditlevsen. Og med hensyn til alkohol vil jeg sige, at jeg kun har et forbrug, ikke et misbrug.

Men ærligheden væltede mig helt omkuld. Hun skriver om sit rimelig fucked up liv så lige på og hårdt og uden klynkeri, at jeg følte det helt ind i knoglerne. Hun forsøger at finde et sted at passe ind blandt venner og ligesindede, hun forsøger at få et hold om kærligheden, om fremtiden, om sin passion, om sine nederlag og svagheder.

Og selvom de temaer står i en snart 40 år gammel bog, passer de ind i vores hverdag i dag. De vil passe ind i vores hverdag de næste 40 år. Hvem var kvinden bag den her bog? Og hvad var det, der drev hende ud i både misbrug og de mange ægteskaber?

Mænd

Det er langt fra en romantisk Hollywood-kærlighed. Det er faktisk ret langt fra al romantik. Da Tove Ditlevsen var 23 år gammel, giftede hun sig med den 30 år ældre Viggo Møller. Og nej, kærlighed har ingen alder, og ingen skal dømmes for at forelske sig på tværs af generationerne. Men der er altså ikke mange forelskede beskrivelser af sin mand i Gift. Et lille eksempel:

“Jeg stirrer på hans dobbelthage, der vælter ud over knækflippens kant og altid vibrerer svagt. Jeg stirrer på hans små, spinkle hænder, der bevæger sig i korte, nervøse ryk, og på hans kraftige grå hår, der ligner en paryk, fordi det rødmossede, rynkefri ansigt burde tilhøre en skaldet. Når vi endelig siger noget til hinanden er det små, ligegyldige ting, hvad han vil have til middag, eller hvordan vi skal klare sprækken i mørklægningsgardinet.”

Viggo Møller var redaktør på tidsskriftet Vild Hvede, hvor hun fik publiceret sit første digt, og han hjalp hende med at få digtsamlingen Pigesind udgivet.

Året efter blev de gift. Hvis vi skal være helt ærlige, var han nok mere et smart springbræt væk fra den fattige Vesterbro-verden, hun kom fra, ind i den litterære verden, hvor hun altid ønskede sig hen. Hvor hun ikke skulle bekymre sig om regningerne, men kunne sidde derhjemme i parrets tungt dekorerede lejlighed. Og skrive.

Gennem sin nye mand og hans arbejde mødte hun desuden andre forfattere og lavede Unge Kunstneres Klub. Hun blev en del af et fællesskab, hvor hun hørte til, og hvor hun ikke skulle skjule sine tanker eller spille dum som i barndommens knap så litterære miljø.

Selvfølgelig blev Tove Ditlevsen og Viggo Møller ikke gamle sammen. Der gik to år. Så giftede hun sig med den mere jævnaldrende Ebbe Munk, og de blev forældre til en lille pige. Livet var generelt set godt inde i Tove Ditlevsens verden.

Udenfor var krigen i fuld gang, og grib dagen-mentaliteten ses i lidt utroskab hist og her, men det var nogenlunde accepteret på begge sider. Ét sidespring ændrede dog alt for Tove Ditlevsen.

Til en fest havde hun sex med en fuldstændig tilfældig fyr, lægen Carl Ryberg, men blev gravid. Abort var ulovligt, men lægen kunne praktisk nok selv udføre en illegal en af slagsen. Det gik som planlagt, men Tove Ditlevsen blev aldrig som før.

Foto: Gyldendals Billedbibliotek

Under indgrebet fik hun en sprøjte til at slappe af med det smertestillende stof, pethidin. Navnet var som et fuglefløjt for Tove Ditlevsen, men det var samtidig årsagen til, at hendes liv brød fuldstændig sammen.

Hun blev hurtigt afhængig, gik fra manden gennem tre år, Ebbe, giftede sig med den psykisk ustabile Carl Ryberg, der havde ubegrænset adgang til stoffet, og som gjorde hende til en narkoman uden meget selvbestemmelse.

De flyttede ind i en stor villa, fik et barn, og Tove Ditlevsen adopterede også sin nye mands datter fra et tidligere ægteskab. Hvem der i virkeligheden så efter de børn, er et godt spørgsmål, og svaret er måske barnepigen. Tove Ditlevsen lå fanget i en rus på sit værelse, Carl Ryberg gjorde alt, hvad han kunne, for at holde hende der for at holde på hende i livet.

“.. der var også et sælsomt glimt af triumf i hans øjne, mens han stak sprøjten ind i en af de vener, der var åbne endnu,” skriver hun i Gift efter en pinlig episode, hvor Carl møder op og henter hende hjem, da hun for en gangs skyld er ude med nogle kollegaer og ikke er helt dopet.

Stoffet, der før fik hende til at slappe af, lammede hende efterhånden. Hun skrev næsten ingenting. Og hendes mand lokkede og lokkede og lokkede med nålene. De var gift i fem år, hvor Tove Ditlevsen var narkoman langt størstedelen af tiden. Først da hun var ved at dø, blev hun på sin vis vækket til live og til fornuft. Efter en afvænning blev de skilt.

Det er dog ikke afslutningen på Tove Ditlevsens ægteskabsrække. I Gift møder hun til sidst sin helt store kærlighed, den senere chefredaktør på Ekstra Bladet, Victor Andreasen.

Bogen slutter for sin vis lykkeligt, men det gjorde ægteskabet ikke, selvom hun havde nogle af sine bedste år i det. Parret flyttede til Birkerød og fik en søn, men utroskab og mistillid ødelagde illusionen om en lykkelig kernefamilie.

I stedet begyndte Tove Ditlevsen at spise flere piller, drikke mere alkohol, og i 1971 gik de fra hinanden efter 20 år sammen. I hendes sidste fem år er der ingen kendte, store kærlighedsaffærer.

Kærlighed

Tre børn med tre forskellige mænd, fire håbløse ægteskaber, jagten på det trygge, borgerlige familieliv og klaustrofobien ved selv samme. Det kan virke en smule trist. Det kan ses som et kærlighedsløst liv, men sådan var det ikke.

Skriften var kærlighed. Skriften overvandt alle forhindringer igen og igen, og det er styrken i Tove Ditlevsens bøger. Hun skrev ud fra sit eget liv, baserede bøger, noveller og digte på hendes oplevelser som pige, kvinde, hustru, misbruger, forfatter.

Når man læser Gift fra 1971, er det brutalt ærligt og komplet usentimentalt. Det er ikke en klagesang, der gives ikke skyld til nogen, det beskrives, som det var. Og det er hårdt, men ægte. For Tove Ditlevsen var først og fremmest forfatter, og det var det, hun levede for. Ikke for familien, ikke parforholdet. Hun havde misbrug, depressioner, indlæggelser, afvænninger – og tit var det her, at hun faktisk fik fred til det, hun ville.

At komme ind i et tomt rum, ingen forstyrrelser, kun ord på papir. Og dét er Tove Ditlevsens sande kærlighed. Som hun skriver i Gift: “… for mig er livet kun en nydelse, når jeg skriver.”

Dæmoner

Dæmonerne i Tove Ditlevsens liv kom – som så ofte – hjemmefra. Hun voksede op med sine forældre og sin storebror i en toværelses lejlighed på Hedebygade på Vesterbro i 1920’erne og 1930’erne. Verden stod mellem to verdenskrige, fattigdommen var mærkbar, især på Vesterbro, hvor hendes far blev fyret under krisen.

Hun havde ikke noget specielt varmt eller kærligt forhold til nogen af sine forældre, og de forventede ikke noget særligt af deres datter. Udover at hun selvfølgelig skulle giftes – det lå lige for, at det skulle være med en i samme samfundslag.

Hjemmets svigt og manglende omsorg gav hende den angst og usikkerhed, der fulgte hende resten af livet – både på papiret og inde i hovedet. Da hun var 17 år, flyttede hun hjemmefra, men barndommen på Vesterbro slap hun aldrig i sin identitet eller i sine værker.

Følelsen af utilstrækkelighed fulgte med, og livet igennem havde Tove Ditlevsen problemer med depressioner og misbrug af alkohol og piller. Som hun skriver i De Voksne: “Livet smager af aske men er til at udholde”.

På den ene side ville hun gerne have det glinsende, gode familieliv, på den anden side kunne hun slet ikke være inde i idyllen. Hun ville ødelægge det, og det gjorde hun. Hun levede for at skrive, og alt det udenom havde hun til tider svært ved at forholde sig til.

Flere gange blev hun indlagt på psykiatriske hospitaler, og hendes bedste bøger er skrevet på en lukket afdeling – hendes fristed i verden kaldte hun det. Hun vidste, at hun ikke ville leve længe, og skrev under en af sine indlæggelser sin egen nekrolog. Og selvom emnet i sig selv er ret alvorligt, er nekrologen faktisk ret humoristisk:

“Dødsfaldet er et stort tab for dansk litteratur, og man kan i dag undre sig over, at denne geniale kvinde aldrig fik tildelt akademiets pris eller blev medlem af den høje forsamling,” skriver hun og kommer med en rap henvisning til sin sidste ægtemand, Ekstra Bladets chefredaktør, Victor Andreasen:

“Vi spurgte også hendes sidste, nulevende mand, den gamle redaktør, hvad han følte i anledning af dødsfaldet. Først lød der ligesom en gurglen i telefonen, så kom det med grødet stemme: Bevægelsen har overmandet mig i den grad, at jeg har svært ved at finde ord for den. Jeg vil blot i al korthed sige, at dette skæbneslag har slået mig fuldstændig ud, og at Ekstra Bladet aldrig mere vil blive, hvad det før har været.”

Galgenhumor. Men hvad der ikke var megen sjov i var Ditlevsens faktiske forsøg på at undslippe livet. To år før sin død i 1976 planlagde hun et selvmord i sjællandske Rude Skov. Planen var at gå ind i skoven og dø, men hun turde ikke. Angst for naturen lagde hun sig i udkanten af skoven proppet med piller, men blev fundet af en hundelufter og overlevede.

I en klumme i Politiken senere på året skrev hun om øjeblikket: “Den uendelige lykke ved aldrig mere at skulle se noget menneske i verden.”

Selvmordsforsøget brugte hun i sin sidste, store bog Vilhelms Værelse. Her tager hovedpersonen – aka Ditlevsens alter ego – til sidst sit eget liv af en pilleoverdosis. Det vakte stor vrede i offentligheden, fordi mange mente, at hun som offentlig person og forbillede ikke kunne begå selvmord.

Men Tove Ditlevsen hørte aldrig efter andres mening. I marts 1976 gik hun ind i sin venindes lejlighed, hun tog sine piller, hun tog sit eget liv. Ved begravelsen i Kristkirken på Vesterbro mødte næsten 1.000 personer op og fulgte forfatteren til graven.

Arbejde

Tove Ditlevsen vandt nogle priser, mens hun var i live, men sikkert ikke nok efter sin egen mening. I de seneste år har hun fået et comeback, hun nok ville værdsætte. Blandt andet blev hun i 2014 optaget i Dansk Litteratur Kanon, så alle folkeskoleelever fremover får en Ditlevsen-bog i hænderne.

Men hvorfor? Hvorfor er hendes bøger blevet genoptrykt her 40 år efter hendes død? Hvorfor laver teatergrupper stadig stykker om hende, hvorfor inspirerer hun den nye, danske forfattergeneration, hvorfor er der i de seneste år udråbt Tove-feber? Hvad var det, hun kunne?

Noget af hendes gennemslagskraft skal faktisk findes udenom bøgerne. Fra 1956 til sin død arbejdede Tove Ditlevsen også som brevkasseredaktør på Familie Journalen.

En del af hendes utrolig hårdføre og ærlige svar kan læses i opsamlingsbogen Jeg vil være enke, og jeg vil være digter fra sidste år. Her skrev kvinder ind om deres problemer i hverdagen med druk, utroskab og endda lidt S/M. Svaret til en kvinde, der har en affære med sin venindes mand, slutter således:

“Mere snedige og kyniske mennesker kan klare sådan noget, uden at andre nogensinde opdager det, men De kan ikke.”

Eller svaret til en kvinde, der ikke helt er med på sin mand sexønsker:

“Siden det er umuligt for Dem at udholde livet sammen med Deres mand længere, kan jeg ikke råde Dem til andet end at søge skilsmisse.”

Foto: Gyldendals Billedbibliotek

Der er ikke så meget at diskutere. For Tove Ditlevsen sagde tingene, som de var. Lige fra sin debut som 22-årig med digtsamlingen Pigesind til sine over 30 romaner, digtsamlinger, novellesamlinger, essays, erindringsbøger og børnebøger.

Det er svært ikke at genkende nogle af de temaer, Tove Ditlevsen skrev om. Det er den virkelige verden, det er helt universelt. Angst, kærlighed, splittelse, opvækst. Det er store emner, men serveret i et billede, vi alle kender.

Fokus var hele vejen igennem på børn og unge, ægteskaber og generationer. Der bliver vasket op, der bliver født børn, der bliver kysset i krogene. Tove Ditlevsen skrev om helt almindelige liv og hverdage hos helt almindelige piger og kvinder (og det blev især hyldet af kvindebevægelsen i 1970'erne, men det var slet ikke Tove Ditlevsens opfattelse af sig selv. For hende var feministerne 'som bulldogs').

Det var ikke ligefrem normen på Tove Ditlevsens tid at skrive om børns følelser og da slet ikke om tabuer som seksualitet eller seksuelle overgreb. Det var heller ikke normalt at skrive sig selv så direkte ind i historierne, men hun tog ikke hensyn til nogen, når hun skrev. Skriften var hævet over alt andet i hendes liv, og hun udleverede andre, hun udleverede i højere grad sig selv.

Da erindringsbøgerne som for eksempel Gift udkom, var dens ærlighed lidt for meget for samtiden. Ikke mange mænd turde overhovedet tale med hende efter det. Hun skrev personernes sande navne, og det var ikke rigtig set før. G

ift udløste på den måde lidt af en skandale, fordi især familien til mand nummer to, Ebbe Munk, og mand nummer tre, lægen Carl Ryberg (ham med stofferne), protesterede mod bogen. Det blev en lang debat i pressen. Ligesom Victor Andreasen, den sidste mand, i 1993 udgav en bog med breve fra Tove Ditlevsen for at vise et mere nuanceret billede af sig selv.

I marts 2016 er det 40-året for hendes død, men hendes moderne tekster bliver stadig brugt til at give svar, til at stille spørgsmål. Ved det simple og det samtidig uoverskuelige i livet og døden og kærligheden.

Helt personligt må jeg sige, at der i dag er meget fyld, varm luft, hurtige nyheder, sensationsliderlighed og katte-videoer, og det kan være skønt nok. Men det er altid rart at blive præsenteret for det ægte, det helt ægte. Og det er både Tove Ditlevsen og Gift om noget.