
Tove Ditlevsen: Arbejderklassens geniale narkoman
Tænker du støvede sider i skolebiblioteket, når du tænker på Tove Ditlevsen? Join the club. Det samme gjorde Costumes journalist, indtil hun for første gang læste en Ditlevsen-bog – og blev hooked
AfJeg har da sunget med på Anne Linnets 80’er-hit Barndommens Gade – i hvert fald omkvædet. Og jeg grinte rigtig meget af Nikolaj Lie Kaas i den knytnæveslående, æggepustende film Blinkende Lygter, hvor hans karakter forelsker sig i en laset, gammel digtsamling. Forfatteren er Ove Ditlevsen, ’T’-et er revet væk, og det er måske det eneste forhold, jeg har haft til Tove Ditlevsen indtil for nyligt.
Måske er det en fejl i min boglige opdragelse. Og måske vidste jeg det også godt selv, da jeg for ikke længe siden stod i en boghandel og så forsiden til Ditlevsens bog Gift. Der var et fancy, blomsterbesat dødningehoved udenpå, og jeg dømte bogen på omslaget og købte den. Jeg læste den samme aften.
Jeg havde nogle fordomme om denne her forfatter, at det var lidt lidende, lidt støvet, lidt klagende, lidt gammelt, lidt red-barnet-agtigt. Og det også fint i sig selv, men det lokkede mig ikke, må jeg erkende.
Den aften holdt jeg krampagtigt Gift foran mit ansigt og læste alle ordene. Min kære gud. Hvorfor havde jeg ikke læst den noget før?
Gift handler om Tove Ditlevsens fire ægteskaber, hvordan hun bliver narkoman og alkoholiker, og hvordan hun som ung kvinde forsøger at passe ind, men i virkeligheden ikke vil alligevel. Hun skrev den efter sin fjerde skilsmisse og var rykket ud i et sommerhus, fordi eksmanden muntrede sig i huset med sine elskerinder.
Jeg ved ikke helt, hvorfor det er noget af det bedste, jeg nogensinde har læst. Hvorfor jeg egentlig kunne relatere så godt til bogen. Jeg har aldrig været gift, jeg har ikke engang haft så mange kærester som Tove Ditlevsen. Og med hensyn til alkohol vil jeg sige, at jeg kun har et forbrug, ikke et misbrug.
Men ærligheden væltede mig helt omkuld. Hun skriver om sit rimelig fucked up liv så lige på og hårdt og uden klynkeri, at jeg følte det helt ind i knoglerne. Hun forsøger at finde et sted at passe ind blandt venner og ligesindede, hun forsøger at få et hold om kærligheden, om fremtiden, om sin passion, om sine nederlag og svagheder.
Og selvom de temaer står i en snart 40 år gammel bog, passer de ind i vores hverdag i dag. De vil passe ind i vores hverdag de næste 40 år. Hvem var kvinden bag den her bog? Og hvad var det, der drev hende ud i både misbrug og de mange ægteskaber?
Kærlighed
Tre børn med tre forskellige mænd, fire håbløse ægteskaber, jagten på det trygge, borgerlige familieliv og klaustrofobien ved selv samme. Det kan virke en smule trist. Det kan ses som et kærlighedsløst liv, men sådan var det ikke.
Skriften var kærlighed. Skriften overvandt alle forhindringer igen og igen, og det er styrken i Tove Ditlevsens bøger. Hun skrev ud fra sit eget liv, baserede bøger, noveller og digte på hendes oplevelser som pige, kvinde, hustru, misbruger, forfatter.
Når man læser Gift fra 1971, er det brutalt ærligt og komplet usentimentalt. Det er ikke en klagesang, der gives ikke skyld til nogen, det beskrives, som det var. Og det er hårdt, men ægte. For Tove Ditlevsen var først og fremmest forfatter, og det var det, hun levede for. Ikke for familien, ikke parforholdet. Hun havde misbrug, depressioner, indlæggelser, afvænninger – og tit var det her, at hun faktisk fik fred til det, hun ville.
At komme ind i et tomt rum, ingen forstyrrelser, kun ord på papir. Og dét er Tove Ditlevsens sande kærlighed. Som hun skriver i Gift: “… for mig er livet kun en nydelse, når jeg skriver.”
Flere gange blev hun indlagt på psykiatriske hospitaler, og hendes bedste bøger er skrevet på en lukket afdeling – hendes fristed i verden kaldte hun det. Hun vidste, at hun ikke ville leve længe, og skrev under en af sine indlæggelser sin egen nekrolog. Og selvom emnet i sig selv er ret alvorligt, er nekrologen faktisk ret humoristisk:
“Dødsfaldet er et stort tab for dansk litteratur, og man kan i dag undre sig over, at denne geniale kvinde aldrig fik tildelt akademiets pris eller blev medlem af den høje forsamling,” skriver hun og kommer med en rap henvisning til sin sidste ægtemand, Ekstra Bladets chefredaktør, Victor Andreasen:
“Vi spurgte også hendes sidste, nulevende mand, den gamle redaktør, hvad han følte i anledning af dødsfaldet. Først lød der ligesom en gurglen i telefonen, så kom det med grødet stemme: Bevægelsen har overmandet mig i den grad, at jeg har svært ved at finde ord for den. Jeg vil blot i al korthed sige, at dette skæbneslag har slået mig fuldstændig ud, og at Ekstra Bladet aldrig mere vil blive, hvad det før har været.”
Galgenhumor. Men hvad der ikke var megen sjov i var Ditlevsens faktiske forsøg på at undslippe livet. To år før sin død i 1976 planlagde hun et selvmord i sjællandske Rude Skov. Planen var at gå ind i skoven og dø, men hun turde ikke. Angst for naturen lagde hun sig i udkanten af skoven proppet med piller, men blev fundet af en hundelufter og overlevede.
I en klumme i Politiken senere på året skrev hun om øjeblikket: “Den uendelige lykke ved aldrig mere at skulle se noget menneske i verden.”
Selvmordsforsøget brugte hun i sin sidste, store bog Vilhelms Værelse. Her tager hovedpersonen – aka Ditlevsens alter ego – til sidst sit eget liv af en pilleoverdosis. Det vakte stor vrede i offentligheden, fordi mange mente, at hun som offentlig person og forbillede ikke kunne begå selvmord.
Men Tove Ditlevsen hørte aldrig efter andres mening. I marts 1976 gik hun ind i sin venindes lejlighed, hun tog sine piller, hun tog sit eget liv. Ved begravelsen i Kristkirken på Vesterbro mødte næsten 1.000 personer op og fulgte forfatteren til graven.