5 uundværlige indretningstips til dig, der bor småt
Hvordan får man mest muligt ud af få kvadratmeter? Her er en håndfuld værdifulde fif, der alle har mærkbar effekt
AfDet er muligvis en stor mundfuld at indrette et hjem på flere hundrede kvadratmeter, men vi vil vove at påstå, at det er en langt større udfordring, når pladsen er trang.
Hvis du bor i en lille lejlighed, eller på et enkelt værelse, skal du nøje overveje, hvordan du får mest muligt ud af dine kvadratmeter. Derfor har vi samlet fem skarpe tips til indretning af det lille hjem – inklusiv et par sejlivede myter, du bestemt ikke bør tro på.

1. Hæng ting højt på væggene
Jo mindre et sted er, desto højere bør du hænge ting på væggene. Hvad end det er hylder, kunst eller spejle, vil det bidrage til, at din bolig syner større.

2. Lær at prioritere
Når du bor på få kvadratmeter, bør du ikke have for mange ting. Selvom du på bedste Tetris-manér kan klemme en masse møbler ind i din stue, vil rummet utvivlsomt tage sig bedre ud, hvis du er i stand til at udvælge og fokusere din indretning.

3. Montér møbler på væggene
Møbler, der skal monteres på væggen, er ideelle til det lille hjem, da de er lige så anvendelige som almindelige møbler, men ikke optager gulvplads.

4. Lukket opbevaring
At have rigeligt med opbevaringsmuligheder er nøglen til et ryddeligt hjem. Hvis du bor småt, bør du gå efter 'lukkede' møbler med skuffer eller lignende, som camouflerer kaoset, frem for åbne hylder, der hurtigt får et rodet udtryk på grund af de mange forskellige elementer.

5. Vælg store møbler
Det er en sejlivet myte, at små hjem rimer på små møbler. Du skal derimod gå efter store møbler, hvis du bor småt, da det vil snyde øjet til at et rum syner større. Hvis du vælger små møbler, vil du derimod få et hjem, der minder om et dukkehus i voksenstørrelse.
