Fedty: ''Sådan undgår man et hjem, der ligner alle de andre på Instagram''

Du kender måske Maria Barfod som den seje kvinde bag DJ-pulten, hvor hun går under navnet Fedty. Her får du et smugkig ind i hendes hjem, hvor en helt særlig genstand har fået plads blandt Mågestel og krystalglas.

Fedty-by-Polina_0983-copy

Fedty-by-Polina_0983-copy

© Polina Vinogradova

Hvad er dit favoritrum?
"Det må være mit soveværelse. Jeg bor med tre drenge, så soveværelset er mit helle, hvor jeg kan trække mig tilbage og få lidt alenetid. Jeg har fået en dejlig lydisoleret dør for et par år siden. Det er også her, jeg har to malerier af min favoritkunstner Monica Kim Garza.”

Hvad har du i dit hjem, som andre ikke har?
"Det må nok være en DJ-pult i køkkenet – blandt Mågestel og vitaminpiller.”

Hvordan vil du beskrive din stil?
"Som en rodebutik. Vi har ingen plan for, hvordan her skal se ud. Vi køber, hvad vi mangler, og gerne brugt. Vi vil hellere have godt håndværk – og så er det brugte ting – end at smutte en tur i ILVA og få et hjem, der ligner alle andres.”

Hvad har du senest brugt max. 1.000 kroner på til dit hjem?
"Det er en Jacob Holdt-plakat fra Galleri V1. Jeg elsker kunst og finder meget inspiration her. Jacob Holdt gjorde et kæmpe indtryk på, da jeg var så heldig at opleve ham fortælle om sin bog Amerikanske billeder til et foredrag, da jeg gik i folkeskole. Siden har jeg fulgt hans arbejde. Plakaten taler sig ret godt ind i tiden, vi er i lige nu, hvor vi har været i et mærkelig limbo, fordi corona har sat verden på pause – på godt og ondt. Det gode er, at det måske har fået mange til at reflektere over tilværelsen, og så har det givet plads til at blandt andet Black Lives Matter har fået vigtig taletid. Det er en sag, vi alle skal kæmpe for, og måske især dem, der ikke selv oplever racisme. Vi har fået tid til at suge viden til os, hvilket kan skabe gode samtaler om emnet, og hvilket forhåbentlig kan rykke grænser. Derudover går al profit fra hver solgte kopi til The Ubuntu House, som er et dialog- og healing-center for minoriteter i København.”

Hvad er det bedste fund i dit hjem?
"Al min kunst i dens pragt – og så måske mine lysestager og vase fra Reflections Copenhagen. Når solen står ind på dem, ændres farverne, og så reflekterer de på vores vægge i smukke psykedeliske regnbuer. Det kan noget.”

Hvad er dit bedste indretningstip?
"Det har jeg slet ikke. Så skulle det måske være at købe en ting ad gangen. Så køber man ikke for mange ting samme sted, og sådan undgår man et hjem, der ligner alle de andre på Instagram.”