Klubhus i Nordvest: Kom hjem til Lulu Kaarlund
Hæklede vægtæpper, genbrugsfund og en stor, dejlig altan. Kom med indenfor hos kreative Lulu Kaarlund, hvis hjemme emmer af personlighed
AfLidt af et klubhus. Sådan beskriver Lulu Kaarlund sin og bofællen Amalies lejlighed i Københavns Nordvestkvarter. Her er døren altid åben, og energien og kærligheden kan mærkes, så snart du træder indenfor. Når Lulu ikke bruger tid sammen med sine mange gæster, hækler hun vægtæpper og laver mad til events.

“Mine to bedste venner har et pladeselskab, Posh Isolation. Jeg er måske den person med mest merchandise og mindst musiksmag. Men jeg har tigget så længe om at få en lyserød trøje, og så kom den for en måned siden. Jeg har nærmest ikke haft andet på siden.”
“Jeg har arbejdet syv år med mad og vin, så det er virkelig en central del af vores hjem. Køkkenet bliver flittigt brugt.”

“Tæppet på væggen er et, jeg selv har hæklet og givet til Amalie i gave. Vaserne er nogle, vi altid køber til overpris, når vi går ned ad Nørrebrogade sammen.”
“Tekanden har jeg lige købt i Skibby på en sommerhustur. Den er oprindeligt fra Portugal, og så har den så god energi.”

“Ud over at hækle passer jeg en lille dreng, Shooter. I januar var vi i Mexico, og Julian, hans far, viste mig den håndlavede kjole, jeg har på her. Den er lige i min ånd. Smuk og så flot udført. Skoene købte jeg sidste år på Capri.”

“Stolen har jeg selv betrukket. Diskokuglen er et levn fra en fest, vi engang holdt i lejligheden.”
“Kortet er over Palæstina, fordi min bofælle Amalie har boet der. Tæppet fandt jeg i Sancerre en sommer, hvor jeg arbejdede hos en vinbonde – det var så skønt. Hele vores hjem er fyldt med kærlighed, og vi er altid mange mennesker herhjemme. Det er næsten et klubhus."

“Amalie er lige kommet hjem fra to måneder på Tahiti og tog blomsten til håret med hjem. Jeg elsker den. Trøjen har min veninde Rose Hermansen lavet – det betyder så meget for mig, at hun har lavet den.”
“Kjolen her købte jeg sidste sommer i Napoli. Jeg så den i en genbrugsbutik, men måtte vente et par timer, før butikken åbnede. Den er i et frygteligt materiale, men måtte bare købe den alligevel. Nu er det min yndlingskjole.”

“Silkekjolen, jeg har på, er fra Saks Potts. De piger laver noget virkelig sejt tøj.”
“Den gamle lysestage er fransk, og puderne er et mix fra Ikea, Saks Potts x Nomess og Chao Chao på Nørrebrogade. Sovesofaen er en klassiker fra Wegner.”

“Vitrineskabet købte jeg for en del år siden. Lige nu er det bare fyldt med rod, fordi jeg er i gang med at flytte ind i mit studio.”
