
Kom indenfor i baghuset på Frederiksberg hos Katrine Binné
I et lille baghus på Frederiksberg bor Katrine Binné, ejer af mærket Binné, med sin mand, sønnen Hubert og hunden Mester. Hjemmets gulve må gerne være slidte, og sengetøjet krøllet – husets vigtigste regel er, at man kan se, at her leves der.
Af
"Spisebordet har vores dygtige ven fra Nørrebro Snedkerservice lavet til os. Den lyserøde bordplade er egentlig et lidt atypisk valg for os, men jeg var fuldstændig solgt på idéen, og heldigvis er det supernemt at få lavet om, hvis vi en dag bliver trætte af det, fordi bordpladen er autolakeret. Selve bordet er lavet af massiv eg, ligesom vores vintage Børge Mogensen daybed, som vi har fået betrukket med slidstærkt hør. Det er Mesters faste plads i huset. På væggen hænger en vægtallerken af Fornasetti, og billedet har vi købt i Galleri Maeght i Paris. Selve spisebordslampen er en gammel Philippe Starck, som både min mand og jeg havde hængende i vores barndomshjem. Jeg synes, at det er så hyggeligt, at vores søn spiser under samme lys, som vi gjorde, da vi var børn.“

"Opslagstavlen bliver løbende opdateret med billeder og minder fra vores liv. Jeg elsker at stå og kigge på fotografier af vores familie og venner og fra ferier og at genlæse søde, små beskeder og breve, vi har sendt til hinanden. Fordi mit arbejde er en forlængelse af den, jeg er, og hvad jeg selv har brug for i min garderobe, hænger der typisk også postkort, labels og stofprøver fra mit brand, ligesom at nogle af mine gamle tegninger og malerier også hænger der. Jeg har altid elsket at gå på opdagelse i folks opslagstavler – det fortæller noget om, hvem der bor i huset, og er et tegn på, at her leves der. Foldestolen er en vintage Mogens Koch, som jeg har arvet fra min farmor. Hubert har en mini-version stående på sit værelse.”

"Da vi overtog huset, var køkkenet ikke mere end et par år gammelt, og selvom vi ikke var helt vilde med det stilrene udtryk, er vi generelt begge enige om at bevare det, der stadig fungerer. Oprindeligt stod køkkenet ud fra væggen og optog en masse gulvplads, så vi rykkede elementerne ind langs væggen og fik dem autolakeret i Drop Cloth fra Farrow & Ball. Bordpladen var vi længe om at beslutte os for, fordi det var vigtigt for os, at valget var tidløst. Vi endte på en travertin, simpelthen fordi det rå, levende materiale talte til os begge.”


"Både sofa og puf er fra Ikea. Vi har fået begge ombetrukket – det ternede stof på puffen er en klassiker fra Binné. Reolen har vi fået autolakeret i samme farve som væggene, Clunch fra Farrow & Ball, og ligesom med vores opslagstavle er den fyldt med ting, der betyder noget for os: Nogle af de bøger, vi er i gang med at læse eller holder særligt af, Huberts legetøj, et maleri fra min favorit-kunstner Tine Jakobsen, duftlys fra vores ferier (vi køber altid et med hjem), min svigerfars gamle PH-lampe, to vintage-trådspoler og en blomst, som aldrig dør, købt hos Fil de Fer.”

"Jeg køber sjældent blomster, men jeg er glad for at plukke en lille buket eller klippe fine grene fra vores have, afhængigt af sæson.”

"Katrine i frotte-jakke fra Binné, som er syet af et restparti håndklæder. “Den er dejlig om vinteren som cardigan og god om sommeren som jakke. Smykkerne er fra blandt andre Nadia Shelbya, MaryLou Jewellery og Ole Lynggaard Copenhagen, hvor jeg arbejdede, før jeg sprang ud som selvstændig.”

"Begge vores toiletter er malet lyseblå. Det tog mig tusinde år at finde den perfekte nuance, men jeg føler virkelig, at jeg endelig har fundet den. Farven hedder 1471 fra Flügger. Gæstetoilettet ligger i forlængelse af entréen, som er malet i Card Room Green fra Farrow & Ball. Jeg elsker de to farver sammen.” Lampen er vintage og fundet på Instagram.


"Jeg har altid en oversigt over de tekstiler, jeg arbejder med for tiden, med mig, så jeg kan sende eksempler til en kunde over mulige kombinationer. Farvekort fra både Flügger og Farrow & Ball er jeg også dybt afhængig af – ikke nødvendigvis fordi jeg er ved at male herhjemme, men fordi farver inspirerer mig.”
