Hvad har du senest brugt max. 1.000 kroner på til dit hjem?
“Loft til gulv-gardiner og skinnesystem til dem, som jeg har fundet i IKEA og klippet og syet til. Det er virkelig sjældent, jeg køber ting til over 1.000 kroner. Det er som om, at et benspænd for mig og min indretning er, at det ikke må være for dyrt og helst skal være genbrug. Jeg laver tit ændringer, og af den grund virker det dumt at investere i dyre ting. Jeg har arvet designermøbler og -lamper, fundet dem i storskrald eller købt dem på et loppemarked. Men jeg elsker at bygge ting selv og generelt løse så meget som muligt ved selv at lave eller bygge det. Ligesom hele mit køkken, min seng og mit spisebord, der oprindeligt er et gammelt IKEA-bord, hvor jeg har skåret en ny bordplade til.”
Hvordan vil du beskrive dit hjem?
“Funktionelt og meget småt. Hele min lejlighed er i alt 39 kvadratmeter, og jeg elsker det. Det er verdens største indretningsudfordring, men det er også det, der gør løsningerne unikke og sjove. Eksempelvis agerer det største rum i min lejlighed garderobe om morgenen, atelier om dagen, spisestue om aftenen og soveværelse om natten. Det er kun muligt ved hjælp af gardiner, gode opbevaringsløsninger og den rigtige belysning.
Jeg har ofte meget specifikke idéer omkring stemninger, som involverer farver og ting. Det er sjældent, at jeg får en ‘wow, den potteplanteskjuler er smuk, så den må jeg have’-følelse. Jeg er først nødt til at visualisere, præcis hvor og hvordan den skal bruges, og om den passer med mit sengetæppe, mine bordben og så videre. Derfor bærer min lejlighed hele tiden præg af, at der bliver skiftet ud og lavet om. Sådan har det været, siden jeg var meget, meget lille. Mit værelse hos mine forældre har været vendt på hovedet, malet, tapetseret og indrettet på de vildeste måder hele mit liv. Selv hvis jeg lejer et værelse i tre måneder, kan jeg ikke lade være med at male, hænge ting på væggen og indrette det.”