
Med dette tip kan du udnytte pladsen i en lille lejlighed
"Indretningen kan overføres til små lejligheder, hvor man skal have plads til et soveværelse i en stue." Læs Marias tip her.
Af Glotti Press — 3. juli 2020
Maria Foerlev er indehaver af galleriet Etage Projects. Med en udsigt til Kongens Have omgiver hun sig i sin lejlighed med konceptkunst og design, der udfordrer visuelt. Og det er meningen. For i sine sammensætninger udforsker hun idéen om, hvad der egentlig er æstetisk.
Se med her, hvordan hun gør.

Det utraditionelle soveværelse virker som en installation, idet det er omkranset af florlette gardiner indfarvet i flere changerende farver, som udgør værket How to Drape Peteolinas Death af Justin Morin. Indretningen kan overføres til små lejligheder, hvor man skal have plads til et soveværelse i en stue. Metallampen Chain Lamp er designet af Franz West, der er kendt for at anvende brugsmaterialer fra hverdagen i sin kunst.

Klassiske møbler i form af PK54-spisebordet designet af Poul Kjærholm og produceret af Fritz Hansen samt kontorstolene af Charles og Ray Eames, som er vintage, men produceres af Vitra, skaber en gedigen ramme for skæve detaljer som en basketboldvase af Ulrik Weck, der forhandles hos Etage Projects. Den røde bogreol, Surface Service, er designet af Soft Baroque og er også fra Etage
Projects. Maria Foerlev er indehaver af galleriet Etage Projects, hvorfra hun bruger værker i sin private indretning for at skabe en dybde i rummene.

I stuen er der plads til gæster og familien i sofaen, puffen og stolen fra Luigi Colani, der er købt vintage. Pendlen i loftet er designet af kunstneren Fos ligesom sidebordet, Diamond, og den grønne vase, Mountain, der alle kan fås hos Etage Projects. Gulvtæppet med de mange farver er designet af Max Lamb. Det runde spejl på væggen er af Sabine Marcelis og Brit van Nerven for Etage Projects.
Maria Foerlev er indehaver af galleriet Etage Projects i Københavns Indre By, hvor hun også bor i en 150 m² stor hjørnelejlighed i en ældre ejendom ved Kongens Have. Med en baggrund i design og kunsthistorie åbnede hun Etage Projects i Borgergade i 2013.
“Efter at have beskæftiget mig med kunst, design og arkitektur kunne jeg ikke rigtig vælge, hvilken retning det skulle gå i, og tænkte: ‘Hvorfor overhovedet vælge?’.
Derfor besluttede Maria at arbejde med kunstnere, der er optaget af funktion, og designere og arkitekter, der arbejder konceptuelt. For hendes interesse er design, der udfordrer traditionel møbelkunst og har et ekstra betydningslag og funktion, der fungerer som en hage imellem brugeren og poesien, som hun udtrykker det. Marias galleri viser derfor design, der er udtænkt af kunstnere, designere og arkitekter. Det fungerer som et almindeligt galleri med skiftende udstillinger, deltagelse på mange messer og repræsentation af kunstnere.
Derudover laver Maria indretninger og giver råd om anskaffelse af collectible design. Det er design, der enten er unikt eller fremstilles i få editioner, fx design af Sabine Marcelis, Guillermo Santoma, Fos og Soft Baroque, og som sælges eksklusivt fra galleriet. “Jeg har altid antennerne ude, men er ikke altid bevidst om det,” fortæller Maria. “Jeg bliver inspireret af dem, jeg arbejder med, og henter mere inspiration på kunstudstillinger end i
møbelbutikker. Jeg kan ikke sige, at jeg i udgangspunktet går efter en bestemt stil, men indretter mig med idéer, der er omsat til æstetik.”
Hvad angår indretningsstil, har Maria en unik og udforskende tilgang. Hun er optaget af, hvordan æstetik påvirker vores liv. “Jeg har en idé om, at vores omgivelser er med til at forme os, og derfor har jeg respekt for hver en lille dims, jeg indretter mig med. Når jeg arbejder med kunstnere, der laver funktionelle objekter, eller designere, der arbejder konceptuelt, skyldes det, at de værker, man interagerer med, skaber en oplevelse, som man ikke kan få som passiv tilskuer,” siger Maria, der er glad for alle rum i lejligheden, der ligger ganske tæt på galleriet.
Rammen om lejligheden er hvid. Der er hvide vægge, hvide gulve og hvide gardiner. Det får de enkelte møbler til at stå mere frem, mener Maria.

En stemning af galleri præger indretningen i stuen. I et hjørne står standerlampen
Street Lamp i messing med stenfod, som Fos har designet. Den er fra Etage Projects ligesom glasstolen Mirage, der er designet af Guillermo Santoma. Værket på væggen i blankt spejlmetal kaldes Decrease the Mass and Run Like Hell og er af kunstneren Doug Aitken, der forhandles hos Parkett.

Baby, my self-liberated bird hedder værket på væggen af Frances Stark, der er repræsenteret på flere gallerier rundtom i verden

Glasvasen Mountain, som skal ligne en bjergvæg, er designet af Fos og er fra Etage Projects.

I køkkenet fylder kunsten også med stolen Do Not Ever Work af Rirkrit Tiravanija. Den kan købes hos One Star Press.

Entréen fungerer også som udstillingssted for kunst. Bænken ColoRing Bench er af den japanske kunstner Jo Nagasaka, der har udstillet i Etage Projects. ColoRingserien gør brug af udukuri, der er en ældgammel japansk malerteknik, hvor malingen er lagt i lag og slebet. Artek valgte i 2018 at lancere Jos ColoRing-teknik på en Alvar Aalto-stol. Standerlampen er vintage og designet af Ettore Sottsass.

Den asymmetriske stol i træ, Steltman, er designet af Gerrit Rietveld i 1963 og kan fås hos Etage Projects. Samme sted kan man få den bordeaux, nærmest magisk udseende boks af pudset polyester, Candy Cube. Sabine Marcelis står bag den

Vasen i bruneret messing er samtidig en lampe og svæver i et krydsfelt mellem kunst og brugskunst. Den er designet af Soft Baroque.

Bogholder-skulpturen med sin særlige form er bare et af de mange kunstobjekter, der pryder Marias hjem, og som udfordrer visuelt og kræver, at man tager stilling. Den kaldes Bullet Point og er designet af Guillermo Santoma. Etage Projects forhandler skulpturen.