Se min bolig: Fotograf Josephine Svane
Læs med, når den talentfulde fotograf inviterer dig indenfor i sit hjem, og viser dig sine yndlingshjørner fra lejligheden på Nørrebro
Af25-årige Josephine Svane bor sammen med sin kæreste i en toværelses lejlighed på Nørrebro, som parret købte sammen sidste år.
Til dagligt arbejder Josephine som fotograf, og hendes kunstneriske kreativitet skinner da også igennem i indretningen af hjemmet.
Her dominerer hjemmelavede kreationer og skæve antikviteter, for som Josephine selv siger det: “Jeg har ikke som sådan én konkret boligstil, som jeg går efter. Min mor har altid været rigtig god til at gøre mit barndomsshjem hyggeligt og personligt, så det har jeg taget med videre”.
Josephines hjem er netop personligt med stort P, og når den unge fotograf finder noget til sin bolig, hun kan lide, så køber hun det og bekymrer sig først om, hvordan det passer ind i lejligheden, senere.
Se med her og bliv inspireret til indretningen af dit hjem, når Josephine Svane viser dig sine tre favorithjørner fra hende og kærestens toværelses på Nørrebro.

Roligt kaos
“Da vi flyttede ind, stod de fleste vægge helt rå, og vi besluttede os hurtigt for at lade dem være på den måde, da de skaber en form for roligt kaos, som jeg godt kan lide. De fleste ting, vi ejer, har vi enten selv lavet, fundet eller købt på Lauritz.com. For eksempel vores kærnelædersofa - den var lidt af et kup."

Skibslak og snedkerarbejde
“Vores lille spisestue består af et sort plankebord, som en snedker har bikset sammen. Jeg har lige købt noget skibslak, som jeg vil prøve at glasere det med i løbet af næste uge. Lampen har jeg købt i en antikvitetsbutik på Nørrebrogade."
