Se min bolig: Maggie Kempinska
Vi har besøgt billedkunstner Maggie Kempinskas funkisvilla fra 60'erne og fået et kig i hendes garderobe, der er inspireret af franske kvinder
AfHendes tøjstil er underspillet afslappet og inspireret af franske kvinder. Hendes hjem er en sanseeksplosion af farver. Kom indenfor i den 43-årige billedkunstner Maggie Kempinskas funkisvilla fra 60’erne.

Hverdagsuniform
“Jeg bor i stribede bluser. Det er min hverdagsuniform sammen med grå sweatshirts. Jeg ved godt, at disse måske minder meget om hinanden, men for det trænede øje er der forskel på, om striben er rød eller bordeaux.”
Bluser fra Uniqlo, Nué Notes, Mosh Copenhagen og H&M.

Indre indianer
“Jeg er vild med frynser. Jeg ved ikke helt, hvad det er ved dem, der drager mig, men der bor vist en gammel indianer inden i mig.”Støvler fra Notabene, stiletter fra Stuart Weitzman, taske fra Proenza Schouler og støvletter fra Billi Bi.
Mors stol
“Den lyserøde og skulpturelle stol er fra det italienske mærke Vitra. Den bliver kaldt ‘mors stol’, men det er nu mest af alle katten, der ligger og fælder i den.”

Sølvræv
“Jeg går mest med sølvsmykker – gerne i rhodineret sølv, så de ikke bliver for prangende. Rolex-uret har jeg ‘lånt’ af min mand. Det er et arvestykke fra hans far, så han vil ikke rigtigt af med det. Når jeg har det på, bruger jeg det mere som et smykke end som et ur. Jeg glemmer derfor at trække det op, så det går oftest helt forkert. Smykkerne er en god blanding fra Jane Kønig, Line & Jo, Maria Black, Stine A og Pernille Corydon, mens det er min datter, der har lavet fjer-
øreringene. Bakken er købt hos Hay, og resten af tingene er fra Bahne, som jeg produktudvikler for.”

Kunst
“Stort set al vores kunst er noget, jeg har lavet. Jeg var i lære hos Tal R, da jeg var i tyverne, og jeg gik også på en del kunstskoler, inden jeg endte i reklamebranchen. På et tidspunkt gik jeg ned med stress, og det fik mig til at vende tilbage til kunsten, som jeg brugte som en form for terapi. Billederne, som vi har på vores vægge, bliver tit udskiftet. Det sker, i takt med at de bliver solgt på min webshop.”
Bluse og bandana fra Mads Nørgaard, bukser fra Ganni og armbånd fra Cartier.

Afslappet chik
“Min stil er praktisk orienteret. Jeg har for eksempel kun hæle på, når det virkelig gælder, ellers går jeg mest i sneakers, flade sko og støvletter. Kvinder som franske Caroline de Maigret og Emmanuelle Alt inspirerer mig. De hviler i sig selv og udstråler en modenhed i deres stil, som oftest er underspillet og emmer af personlighed.”Buksedragt fra & Other Stories, støvler fra Saint Laurent, ur fra Rolex og armbånd er henholdsvis fra Line & Jo og et arvestykke.

Opsparing
“Jeg kan godt lide at bruge penge på sko og tasker og er næsten altid i gang med at spare sammen til en ny Chanel-taske. Det går selvfølgelig ud over tøjbudgettet, der ligger i mellemsegmentet. Så behøver det heller ikke at holde i lige så lang tid, og jeg giver mig lov til at købe nyt oftere. Mine sko og tasker bruger jeg derimod ofte i mange sæsoner og glædes over i flere år.”
Guldjakke fra Wackerhaus, jakke fra Gat Rimon, sandaler fra Gucci, bukser fra Wackerhaus, taske fra Chanel og stiletter og nederdel fra By Malene Birger.
