Se min bolig: Maria Foerlev
Kom med ind i galleriejer Maria Foerlevs kunstverden på 240 kvadratmeter på Østerbro. Et personligt hjem med knald på farver og skæve indslag
AfMaria Foerlev, der er indehaver af galleriet Etage Projects, bor i en 240 kvadratmeter smuk, smuk lejlighed på Østerbro i København.
39-årige Maria bor sammen med sine to børn, datteren Uma og sønnen Storm, i en lækker lejlighed, der emmer af kunst og personlighed.
Læs med, når vi spørger Maria om sin boligsmag og sit favoritsted i lejligheden, og når Maria Foerlev tager os med ind i sin smukke og meget unikke københavnerlejlighed.

For Maria er rejsen mod sin egen, personlige stil det mest spændende, og hun er end ikke sikker på, at hun har fundet sin egen stil endnu:
“Det kan være, jeg som 80-årig sidder enten i et rendyrket minimalistisk hus eller i et tosset samlerhjem. Det, der er vigtigst for mig er, at ting har en historie, en betydning – og at der ligger tankevirksomhed bag. For mig er det en frihed ikke at have en stil, men at være åben overfor nye gode ideer.”
Kommoden på billedet er en gave fra Marias mormor, den lille skammel er af den japanske designer og arkitekt Jo Nagasaka, og Tucan-lampen er en børnelampe fra 80'erne af H.T. Huang.

“Jeg kan faktisk lide alle farver, men der er farvekombinationer, jeg holder specielt meget af: lavendel/orange, blå/aubergine og bordeux/lyserød.”
Billedet viser et hjørne i Marias stue med lænestol af Luigi Colani, sidebord af Fredrik Paulsen, fotografi af Alastair Philip Wiper og en lampe, der er selvgjort og en gave fra Marias ekskæreste.

Galleriejeren Maria Foerlev har svært ved at vælge hvilket rum, der er det vigtigste i hjemmet, men peger alligevel på soveværelset:
“Mit soveværelse er meget vigtigt for mig, for jeg kan ikke tænke en lige tanke, hvis jeg er træt. Så jeg har malet væggene doven blå og mat blålilla: Farver, som gør mig akut døsig.”
Når det kommer til hvilket rum, hun holder mest af i sit hjem, er Maria ikke i tvivl om, at valget falder på spisestuen:
“Der har jeg forbudt elektronik, hvilket er vejen frem, hvis man vil føre en uafbrudt snak med både børn og voksne.”
Lampen på billedet er Voie Light (fra Etage Projects) af Sabine Marcelis. Den skaber et fantastisk lys både om dagen og aftenen.

Marias yndlingsitem i sin lejlighed er lige nu skærmen, som Etage Projects har produceret sammen med den tyske kunstner Eva Berendes. Skærmen fungerer både som rumdeler og skulptur.
“Vi fandt ud af, at det kunne være sjovt at fremstille nogle mere tilgængelige udgaver. Det var en fantastisk lærerig proces at deltage i – at arbejde med det tekniske aspekt ved det masseproducerede.”

“Jeg er meget glad for min entregang. Den er 12 meter lang med farvede søjler på siderne og sorte striber i loftet, der nærmest suger dig ind.
En feng sui-dame har fortalt mig, at indgangspartiet i en bolig har stor betydning for dit liv – jeg håber hun har ret. Mit humør løftes i hvert fald hver gang, jeg kommer ind ad døren.”
Kommoden fra 40’erne og Snoopy-lampe er kreeret af Achille Castiglioni.

Maria drømmer om at købe mere kunst, der har en funktion til sin fine lejlighed:
“Nogle af de oplevelser, man søger i kunst, sker, når man interagerer med værkerne. Det er det, jeg synes, der er så fint ved krydsfeltet mellem kunst og design. Kunstnere skal helst skabe uden et funktionsparameter for øje, hvorimod designeren helst skal have netop det. Men der er en gråzone, som jeg synes, er interessant, og som udfordrer de gængse forestillinger om at kunst udelukkende skal opleves passivt.“
Billedet her viser et hjørne af kontoret. Stolen af Jo Nagasaka er fremstillet med den gamle japanske udukuri-teknik, hvor maling lægges i lag og derefter slibes ned.

Når Maria skal indrette et rum, er det for det meste baseret på instinkt og følelse. Hun forsøger at ramme en balance og harmoni i volumen og farve, men synes samtidig, at kontraster og halvgrimme indfald er vigtige for at helheden ikke bliver for ordentlig og pæn.
“Måske ser det lidt tosset ud med en stol, der har en palme indbygget i ryggen eller en rokokokommode og en tukanlampe i samme rum – men det er dér, jeg synes, det sjove sker. Jeg har en ide om, at hvis bare jeg synes, det er interessant, så skal det nok passe ind – eller i hvert fald passe til mig.”
Stolen med den indbyggede palme er af den svenske designer og gode ven af Maria, Pål Rodenius.
