Se min bolig: Naja Silfen
Naja Silfen, der er designer hos Adax og medejer af webshoppen Mysisters.dk, bor i en fantastisk københavnerlejlighed med farver, mønstre og antikke lamper
AfTasker fylder en del i Naja Silfens (arbejds)liv. Hun er designer hos Adax og medejer af webshoppen Mysisters.dk. Og så er hun en kreativ luksushippie, som nyder familielivet i lejligheden på Østerbro i København.

Billedevæg
“Et familieportræt, en plakat og en masse børnekunst. Jeg kan godt lide at rykke rundt på de små kunstværker, og det er nemt at skifte ud og ændre udtryk. Lampen er en vintage Verner Panton.”

Køkkenreol
“Reolen i vores køkken er tegnet af arkitekten Kristoffer Brems, som er medejer af designvirksomheden &Shufl. De store rum er vildt flotte og meget upraktiske.”

Hyggekrog
“Ud over køkkenet er dette min yndlingskrog i lejligheden. Jeg sidder og troner i sofaen, og resten af familien hænger som oftest ud på tæppet, som er virkelig blødt. Vi har arvet den gamle lædersofa, lampen er fra Verner Panton, og tæppet er fra Ellos.”

Børneværelse
“Da vi så vores lejlighed første gang, faldt vi pladask for alle de smukke, gamle detaljer. Tidligere har der været en kamin her, nu er det bare en flot detalje på vores søns værelse.”

Rum i stuen
“Vi manglede et værelse og inddrog derfor enden af stuen. For at skabe lys i det nye rum, satte vi et gammelt vindue i. Under vinduet hænger der et gammelt billede af en af mine søstre og mig, en børnetegning og en julegave.”

Hjemmearbejdsplads
“Jeg arbejder hjemme et par gange om ugen. Det giver mig ro og får hverdagen med børn og arbejde til at hænge lidt bedre sammen. Lamperne er fra Tom Dixon, bordet er et gammelt skivebord, vi havde stående hos Adax, og shopperne med fugleprint er fra Adax’ nye kanvaskollektion.”

Kasser
“Da vi blev gift, fik vi en masse smukke tæpper fra Hay. Jeg synes, at det er fedt at kombinere farver, mønstre og print især i indretningen. Farverne giver de hvide omgivelser et hyggeligt modspil. Kasserne er fra Adax og blev udviklet som displays til butikkerne – de er fantastiske at gemme rod og legetøj væk i. Gulvtæppet er også fra Hay, og slangen er strikket af min søsters veninde.”

Urteholder
“Damen er en bryllupsgave. Hun skifter frisure i takt med, at vores krydderurter bliver udskiftet.”
