Acne Studios udforsker nye græsgange og lancerer en interiørkollektion, der giver mærkets populære halstørklæder nyt liv.
I interiørkollektionen er halstørklæderne blevet forvandlet til et oversize tæppe og to puder i forskellige størrelser. Derudover præsenterer Acne Studios en række håndlavede krus, der er inspireret af halstørklæderne.
Puder og tæpper er lavet i en patchwork-stil, som tydeligt afspejler de forskellige halstørklæder, der er blevet brugt i designprocessen. De håndlavede krus er udført i forskellige farver og print, og inspirationen fra tæpperne skinner igennem i de skarpe kontraster mellem farverne på hanken og selve kruset.
Hvert design i Acne Studios’ interiørkollektion er unikt, og det hele lander online torsdag 6. december.