4 fejl i prøverummet, du sikkert begår

Skal du ud og shoppe til den nye sæson? Læs med her, og undgå de klassiske fælder i prøverummet

© Vogue China

Den nye sæson er over os, og det betyder, at items fra efterår- og vinterkollektioner så små er begyndt at ramme butikkerne – og du skal måske have et par nye tilføjelser til garderoben?

De fleste kender formentlig til at købe et stykke tøj på shoppingturen, der bare var helt perfekt i prøverummet, men slet ikke tager sig godt ud, når det bliver prøvet på derhjemme.

Læs med her, hvis du gerne vil undgå de klassiske fælder i prøverummet.

1. Du gik ind uden at medbringe flere størrelser. Den første mest simple fejl. Selvom du er sikker på din størrelse, skader det aldrig at tage en mindre eller større størrelse med, så du kan sammenligne. Nogle gange kan selv en lille forskel betyde rigtig meget.

2. Du glemte at prøve at sidde ned. I stedet for at bruge stolen i prøverummet til at opbevare dine ting, så sæt dig ned og se, hvordan bukserne, nederdelen eller den korte kjole ser ud og føles i forskellige situationer.

© Marc Jacobs SS13

3. Du glemte at se dig selv i forskelligt lys. Prøverummet er designet til at få dig til at se bedst muligt ud, så hvis du er i tvivl, om en farvenuance passer til dig, så prøv at træde lige uden for prøverummet og betragt dig selv i et andet lys.

4. Du tog ikke en spejlselfie. Det sidste og måske vigtigste: Kameraet kan ikke lyve på samme måde som spejlet. Hvis dit outfit stadig ser godt ud på billedet, så er det officielt godkendt.