6 tips: Sådan gør du et godt fund på vintagejagten

Der er mange fordele ved at shoppe vintage – ikke mindst at du kan finde unikke items, der tilføjer noget helt særligt til din stil. Vi guider her til, hvordan du gør et godt køb, som du kan have glæde af i garderoben de næste mange år.

Tootsie_header

Tootsie_header

Blomstrede unika-kjoler, oversized blazere, herreinspirerede loafers, klassiske designertasker og koncert-t-shirts med den helt rigtige patina. Når det kommer til mode, er der ikke meget, der slår et godt vintagefund.

Det kan løfte dit outfit til nye højder og er samtidig en god måde at tænke miljøet ind i dit tøjforbrug. Men hvordan får du fingrene i de bedste fund? Det får du seks tips til her.

1. Lav din research

I de store byer især som København og Aarhus er der mange second hand- og vintagebutikker at vælge imellem. Så hvilke skal du sætte kursen mod?

Undgå at køre forgæves ved at lave lidt research hjemmefra. Tag for eksempel et kig på butikkernes Instagram-profiler, og se, om den overordnede stil matcher din, og hvad du er på udkig efter.

Måske skal du til én butik for at finde de helt rigtige denim jeans og til en anden for at shoppe lidt dyrere investeringer som designertasker og -sko.

2. Eksperimentér

Det er altid godt at gøre dig nogle tanker om, hvad du gerne vil finde. Men hav også et åbent sind, når du går på opdagelse i butikkerne. Vintage er netop cool, fordi du har mulighed for at få fingrene i noget helt unikt og skabe din egen stil.

Vær derfor ikke bange for at tage items med i prøverummet, som er en smule mere farverige, iøjnefaldende eller vovede, end hvad du ellers har hængende i din garderobe. Måske bliver du positivt overrasket. Og hvis ikke, kan du altid hænge det tilbage igen.

3. Stock up på basics

Ligeså vel som second hand-butikker kan gemme på unikke fund og designervarer, er mange af stederne også perfekte, når du skal stocke up i din basisgarderobe.

I en butik som PRAG i København finder du uundværlige favoritter som jeans, habitbukser, t-shirts og skjorter i rækkevis. Ofte er der gode penge at spare i forhold til, hvis du skulle købe det samme fra nyt, ligesom kvaliteten også kan være bedre end i diverse highstreet-butikker.

4. Shop langsigtet

I den anden ende af second hand-skalaen er der investment pieces – som for eksempel de eksklusive vintage designertasker, mange af os drømmer om at eje en eller flere af.
Her er der som regel (en hel del!) flere penge på spil, og derfor er det en ekstra god idé at sikre dig, at du laver et køb, du både er glad for nu og i fremtiden.

Gå efter klassiske tasker, der holder mange sæsoner, og tjek eventuelt online, hvad andre skriver om funktionaliteter og slitage på lige præcis den model, du overvejer at købe. Kig også altid efter serienummer, så du er sikker på, at tasken er ægte. Shopper du online, så hold dig til hjemmesider, du kender, og hvor de kan garantere ægtheden.

Psst … Se også med i videoen, hvor Christine og Christian fra redaktionen kører til butikkerne Tootsie og PRAG for at finde vintagedetaljer til et fotoshoot.

5. Lav et garderobe-tjek

Vigtigst af alt er det, at du kommer hjem med nogle items, der ikke bare kommer til at samle støv bagerst i skabet. Det er let at blive fristet af de mange smukke farver og materialer, når du står i butikken. Men vil du faktisk komme til at bruge tøjet?

En god tommelfingerregel er at forestille dig tre outfits, dit fund kan indgå i, før du slår til. Vintage passer ikke kun med andet vintage. Tværtimod bliver din stil kun mere original af, at du mixer nyt og gammelt, og at du tør tænke ud af boksen, når du styler.

Sørg også altid for at prøve tingene på – ligegyldigt hvor billige de er. Størrelserne på second hand-tøj har det ofte med at være lidt anderledes end nutidige størrelser.

6. Vær tålmodig

Modsat almindelige butikker har second hand-butikker ofte kun én af hver vare. Udbuddet kan derfor variere en hel del, og du kan ikke altid være sikker på, at i dag er dagen, hvor du finder lige præcis det, du leder efter.

Væbn dig med tålmodighed, og husk på, at alle gode garderobeskatte kommer til den, der venter. Det er jagten værd, når du endelig får fingrene i lige præcis den ting, du har ledt efter – og finder du ikke det helt rigtige denne gang, har du jo bare en god grund til at få endnu en shoppetur med veninderne i kalenderen med det samme.

Kia2022-09

Kia2022-09