Har du set samarbejdet mellem Hello Kitty og Soulland?

Soulland og Hello Kitty har teamet up og skabt en kollektion, vi slet ikke vidste, vi manglede. Kollektionen varmer helt ind i vores indre børnehjerter, og samtidig ville vi glædeligt klæde os i hvert et item.

teaser
© @karla_alajdi

Hvis der er noget, som rigtig kan bringe følelsen af lykkelig nostalgi op i os, så er det gode minder fra barndommen. Som dengang hvor en overvældende glæde skyllede gennem kroppen, når der var tegnefilm om fredagen, eller dengang hvor en lille hvid kat iført overalls og rød sløjfe var en af vores største idoler.

Det var netop den følelse, vi alle kunne mærke igen da Silas Adler og Jacob Kampp Berliners brand, Soulland, lancerede deres nye kollektion: Soulland x Hello Kitty. Og selvom det er længe siden, at den lille søde kat dekorerede alt vores interiør, accessories og diverse andre items, så holder det os på ingen måde tilbage fra varmt at byde Hello Kitty tilbage i vores hjerter – og ikke mindst vores gaderober.

Det er med god grund ikke første gang, at et brand har taget den London-baserede japanske karakter til sig. I december 2021 gik Blumarine og Ssense sammen om en Y2K-inspireret capsule-kollektion, hvor det netop var det søde væsen, som havde fået tildelt rollen som hovedperson.

Hello Kitty fik også vist flaget i Balenciagas SS20-kollektion, hvor en taske dekoreret med karakteren blev langet over disken til intet mindre end 17.600 kroner.

Soulland er nu det seneste brand i rækken, som har taget Hello Kitty til sig, og det har de uden tvivl gjort virkelig godt. Det er i hvert fald en kollektion, vi bestemt ville elske at præge vores egen sommergarderobe med.

Herunder har vi udvalgt fire af vores favoritter fra kollektionen, og hvis du vil udforske den fulde kollektion, kan du finde den lige her.