© Flair Magazine

Her er modefilmen, der kan blive din nye The September Issue

I en ny dokumentar får du et helt unikt og levende indblik i den tidligere Vogue-kvinde Grace Coddingtons kreative sind. Se traileren lige her

Den 75-årige Grace Coddington med det karakteristiske røde hår er nu atter at finde i en ny kreativ rolle i modeverdenen, efter hun forlod sin stilling som kreativ direktør på amerikanske Vogue.

I samarbejde med det luksuriøse smykkebrand Tiffany & Co. har hun stået i spidsen for at skabe den første reklamekampagne for brandet med kendisser i front.

Her har hun stylet de fire modedarlings Lupita Nyong'o, Elle Fanning, Christy Turlington Burns og Nathalie Westling i brandets efterårsdesign. Den kreative proces har filmskaberen R.J. Cutler, der også står bag modedokumentaren The September Issue fra 2009, formået at fange på film.

Resultatet er blevet til en dokumentar med titlen Some Style Is Legendary, og traileren indikerer, at du får et helt unikt og levende indblik i Grace Coddingtons kreative sind, hvor hun som altid udviser sin store kærlighed til moden.

Se traileren nedenfor, hvor Grace Coddington også fortæller, hvorfor hun elsker farven blå, der er Tiffany & Co.'s varetegn.