24 timer med Ganni: Kom eksklusivt hjem til parret bag succesen

Mød parret bag Danmarks største modesucces, Nicolaj og Ditte Reffstrup, som vi har fulgt en vinterdag i København

© Josephine Löchen
1 / 13

Forrige år solgte parret bag Ganni lidt over halvdelen af deres succesvirksomhed for et svimlende millionbeløb. Alligevel har hverken Nicolaj eller Ditte Reffstrup en fornemmelse af at være kommet i mål. De er stadig ‘insecure overachievers’, der kan få lettere panikangst over, om det, de gør, er godt nok.

Costume har fulgt dem en vinterdag i deres og Gannis nye virkelighed. Til en snak om forretningssucces og familieliv, om (grønne) ambitioner og benhård protestantisk arbejdsmoral. Og om at give de værdier, de hver især tog med sig fra en opvækst i provinsens arbejderklasse, videre til deres børn.

07.30 Morgenmad og mildt kaos © Josephine Löchen
2 / 13

07.30 Morgenmad og mildt kaos

Vintermørket ligger stadig tæt om det endnu småslumrende villakvarter på det indre Østerbro i København. Familien Reffstrup har lige fået øjne, men er allerede bagud. Der hersker et mildt og søvndrukkent kaos i murstensvillaens højloftede køkken. Bare tæer, uglet morgenhår og endnu ikke færdigsmurte madpakker. Det digitale ur på komfurets front viser 7.40, selvom klokken endnu kun er 7.30. Det er stillet frem med fuldt overlæg.

“Vi snød os til 10 ekstra minutter for et år siden i et sidste desperat forsøg på at komme lidt på forkant,” siger Ditte Reffstrup, der som den eneste i familien rent faktisk er kommet i tøjet. Hun griner.

“Det har ikke virket. Overhovedet.”
“Vi må nok bare affinde os med, at det altid vil være lidt kaotisk. Der bliver bare aldrig helt strømlinet hjemme hos os.”

Nicolaj Reffstrup, der stadig har det tøj på, han faldt i søvn i, da han puttede parrets tre børn, forsøger at få et overblik over de to ældstes tennistasker. Betty Lou på ni og Jens Otto på seks skal til træning senere på dagen, og der plejer at mangle en ketsjer og i hvert fald én tennissko. Det gør der også i dag. Seksårige Jens Otto finder den i virvaret af sko i entréen. Han lægger den triumferende i tasken, mens parrets yngste, Rita Sofie på halvandet – eller Lille, som hun bliver kaldt – piler lykkeligt hen over gulvet. I strømpesokker og med bare buttede ben. Ligesom resten af familien er hun ikke i nærheden af at være klar, selvom klokken nu rent faktisk er gået hen og blevet 7.40.

© Josephine Löchen
3 / 13

Det er lidt mere end et år siden, ægteparret Nicolaj og Ditte Reffstrup solgte 51 procent af Ganni. Den virksomhed, de for ti år siden startede op som et lillebitte firma i et hjørne af en lejlighed, og som de siden forvandlede til en af dansk modes største succeser. Ganni har i dag 21 egne forretninger og sælges i over 400 butikker verden over. Hos Liberty London og Matches Fashion, Net-a-porter.com og Galeries Lafayette.

Med salget af succesvirksomheden – for et svimlende millionbeløb – og en ny CEO for bordenden kunne man nemt få den tanke, at parret Reffstrup har sænket farten. At de som minimum må være i færd med at tage tilløb til at hvile på den betydelige bunke laurbær, de har samlet under sig. Men det er ikke tilfældet.

Ditte har stadig det endelige ord i alle Gannis designtiltag. Hvert et print og snit skal forbi hendes blik og vendes i hendes hænder, før de lander på runways og i butikker. Og Nicolaj, der ellers har kunnet afhænde en del af sine ansvarsområder som administrerende direktør, har bare kastet sig over nye: CSR, Tech og udviklingen af tøjvirksomhedens bæredygtige profil. Ugens første morgenmøde på Gannis hovedkvarter i indre by venter. Fittings, kollektionsprøver og skype-konferencer med udenlandske filialer er linet op i parrets tætpakkede kalender.

© Josephine Löchen
4 / 13

Og lige nu skrider tiden. Helt som den plejer. Nicolaj indfanger Lille og får hendes små fødder stukket i en lyseblå flyverdragt.

“Hun er en genbrugsbaby,” siger han.

“Vi prøver så vidt muligt at klæde hende på i hand-me-downs fra forskellige venners og vores families børn, så hun er gået hen og blevet lidt skizofren i sin tøjstil. Nogle gange er hun preppy, andre gange mere rock ’n’ roll.”

Han smiler, men det er i virkeligheden alvorligt ment. Nicolaj Reffstrup har været optaget af bæredygtighed og klima, længe før resten af modebranchen blev det. Han kan tale både længe og indgående om de grønne ambitioner for Ganni. Om de forpligtelser, virksomheden har indgået for at reducere plastforbrug og C02-udledning, om kortlægning af Gannis C02-aftryk og om at købe aflad for samtlige ansattes klimafodspor. Familien er selvfølgelig allerede selv C02-neutral.

Men lige nu presser en anden virkelighed sig på. Betty Lous cykelnøgle er pist forsvundet. Det er ikke første gang, et medlem af familien har forlagt en nøgle. Det er nærmest business as usual, og en plan b bliver hurtigt udklækket. Alle tre børn må ned i Christianiacyklen. Den nyindkøbte bil (parrets første) bliver helt i overensstemmelse med de grønne idealer stående i garagen, da Ditte og Nicolaj sætter cyklerne i bevægelse og forsvinder ud i det endnu tætte morgenmørke; mod skole, vuggestue og Gannis hovedkvarter.

9.15 Mandagsmøde, Frederiksholm Kanal © Josephine Löchen
5 / 13

9.15 Mandagsmøde, Frederiksholm Kanal

“Gannis succes hviler på hele holdets indsats. Det bliver tit overset, men det er faktisk sådan, det er,” siger Ditte.

Lige nu står det hold linet op i hovedkvarterets store lyse fælleskontor. Ikke på den regelrette og uniforme måde, men snarere på den lidt afslappede, for ikke at sige decideret løsslupne facon. Alle er med få undtagelser klædt i Ganni-design. Klare farver, chunky strik, pufærmer og leopardprint. Ugens første morgenmøde er i fuld gang, og medarbejderne rapporterer fra deres respektive afdelinger. De lytter interesseret og opmærksomt og bryder ud i et kollektivt grin, da en lidt forstemt medarbejder som det sidste punkt på dagsordenen afslører, at toilettet på 2. er stoppet og ‘off limits’ for i dag.

“Vi har aldrig hyret efter anciennitet og CV, men på mavefornemmelse, energi og en intuitiv forståelse for brandet. Når vi har mødt det rigtige menneske, har vi skabt det rigtige job,” siger Ditte:

“På den måde føles det mere som en familie end som en virksomhed.”

Det var i høj grad den familie – og den uhøjtidelige, ligefremme og legende stemning, der gennemsyrer både virksomhedskulturen og det tøj, Ganni laver – som parret først og fremmest var optagede af at værne om, da de i 2016 indledte forhandlinger med nye potentielle partnere. Valget faldt på den LVMH-tilknyttede kapitalfond L Catterton, der også repræsenterer giganter som Celine, LouisVuitton og Givenchy.

Ikke kun fordi de med en partner i modebranchens absolutte sværvægtsklasse har fået adgang til netværk, knowhow og samarbejdspartnere, de hidtil kun har kunnet drømme om, men også – og måske især – fordi de følte sig forstået.

© Josephine Löchen
6 / 13

“De kom ikke med det højeste bud. Langtfra. Men det var de rigtige at gå med, fordi de forstod, hvad Ganni går ud på, og hvad det er for en forretning, vi også fremover vil drive,” siger Nicolaj.

“Vi har flere gange kunnet trykke på en knap og vælge at køre det fuldstændigt kommercielt for bare at pumpe penge ud. Men det har aldrig været måden, vi har gjort det på. Vi har sagt nej til en masse store kunder og samarbejdspartnere, fordi vi ikke mente, de var rigtige for os. Og de valg forstår vores nye partner. De forstår, at det er vigtigt for os at passe på Ganni og på virksomhedens DNA og brand. Også i den proces, vi er i gang med nu, hvor vi vokser. Ikke mindst internationalt.”

Der er mange gode grunde til at passe godt på Ganni. Den åbenlyse er, at Ganni slet og ret er noget så relativt sjældent som en god forretning i en ellers presset modebranche. Med en imponerende millionomsætning, der kun spås at vokse sig større de kommende år. Og 10 nye forretninger planlagt alene i 2019. Men Ganni er også hjerteblod. Et livsprojekt, som hverken Nicolaj eller Ditte vil gå på kompromis med.

“Det er så vanvittigt, alt det, der er sket på de sidste ti år, at jeg faktisk kan have helt svært ved at tale om det,” siger Ditte og bliver pludselig rørt. Tårerne kommer bag på hende. Hun tørrer dem lidt forvirret af kinderne.

“Ej undskyld, men det er simpelthen så voldsomt. Der er sket så mange ting, og det har været så vildt for os. Tænk på, at vi startede som en lillebitte geschæft i en lejlighed, og at vi undervejs har fået tre børn. Det har været vildt intenst. Fantastisk, hæsblæsende og vidunderligt, men vi har jo også været ved at skide i bukserne flere gange. Tro mig, jeg har haft hundredvis af søvnløse nætter med afsindigt ondt i maven.Vi kastede jo alt ind på projektet uden at have nogen garantier.”

© Josephine Löchen
7 / 13

Nicolaj og Ditte Reffstrup var outsidere i den etablerede modebranche: Hende, der kom med en baggrund som indkøber, og ham, der kom fra Tech-verdenen, og som ved lidt af et tilfælde – fordi de forelskede sig – sammen kastede sig ud i at virkeliggøre en drøm om at skabe tøj til den københavnske pige. Pigen, der selvsikkert, men afslappet cykler gennem hovedstadens brostensbelagte sidegader i sneaks, småblomstret kjole og hoodie. Ganni-pigen.

“Jeg har da nogle gange følt, at vi lidt var det der EM-hold fra ‘92, som ingen regnede med. For vi var helt klart underdogs. Men vi samlede lige så stille vores eget hold og viste, at vi godt kunne gøre os gældende på banen,” siger Ditte og fortsætter:

“Det skøre er, at ingen af os jo tænker, at vi er i mål. Der er ikke nogen af os, der bare har lyst til at læne os tilbage og være fede. Jeg tænker hele tiden, at vi kan gøre det bedre. Det er ikke, fordi jeg skal sammenligne os med Ronaldo eller noget, men han er nok verdens bedste fodboldspiller.”

“Ja, han er ret god,” siger Nicolaj.

© Josephine Löchen
8 / 13

Ditte griner og fortsætter: “Men det virkelig fede ved Ronaldo er jo, at når han er færdig til træning, så tager han hjem og træner videre. Det kan lyde lidt hårdt, men på en eller anden måde kan jeg bare enormt godt lide den måde at gå til sit arbejde på. Det er der, jeg selv har det bedst. Når jeg gør mig umage for at blive bedre.”

“Det er ren Max Weber. Total protestantisk arbejdsetik,” siger Nicolaj.

“Det skal gøre ondt, før det gør godt. Du skal yde, for at du kan nyde. Det er helt klart det, der driver os begge to. Vi er insecure overachievers. Vi er begge to vildt bange for, at det, vi gør, ikke er godt nok. Stadigvæk. Så vi er indstillede på at knokle, til vi falder om. Vi kommer også begge to fra landet, og der er nok lidt mere jantelov kørende. Du skal ikke tro, du er noget.”

Nicolaj og Ditte er rundet af henholdsvis jysk og fynsk arbejderklasse – eller af ren leverpostej, som Ditte udtrykker det. De er begge vokset op i provinsbyer. I Hirtshals og i Gelsted, nærmere bestemt, og i familier, hvor forældrene passede deres arbejde, og børnene langt hen ad vejen passede sig selv. Ditte gik til fodbold og dagdrømte. Længe og meget. Nicolaj spillede håndbold og tømte relativt hurtigt det lokale bibliotek. Først for børne- og ungdomslitteratur. Og senere for faglitterære værker.

“Det var godt og trygt og nok først og fremmest ret gennemsnitligt. Vi kommer begge to fra en baggrund, hvor vores forældre ikke hele tiden stod og klappede os på hovedet og syntes, det, vi lavede, var fantastisk,” siger Nicolaj.

“Og det tror jeg faktisk har været ret godt,” siger Ditte.

“I hvert fald for sådan en som mig. Jeg har en veninde – der også er i den kreative branche – som på et tidspunkt sagde: ‘Ej Ditte, tænk hvis bare vi var vokset op i byen og havde gået på Bernadotteskolen, så havde det bare været så meget bedre for os.’ Men det tror jeg bare overhovedet ikke, det havde været. Jeg tror faktisk, at det der med at kæmpe for noget – ikke bare at få det foræret – men virkelig give alt for det. Det har været et helt afsindigt drive at have.”

12.30 Fitting © Josephine Löchen
9 / 13

12.30 Fitting

En lyslevende model indtager rummet. De første protyper på Gannis næste kollektion skal gennem en sidste fitting, og Ditte er ikke vild med at arbejde med giner. Hun vil helst se tøjet på et rigtigt menneske af kød og blod. Så hun kan se, hvordan det falder og bevæger sig med kroppen.

“Det handler nok om, at jeg startede med at stå i forretning og klæde folk på. Det er det, jeg altid har elsket at gøre. Tøj er ikke en intellektuel øvelse for mig. Det interesserer mig overhovedet ikke. Jeg er interesseret i at give folk det rigtige tøj på, det, der klæder dem, bringer deres skønhed frem. Det, der gør dem smukke.”

Hun smiler til den unge lyshårede model, der smiler tilbage. Iført kjole i slangeprint med pufærmer og med de bare ben stukket i et par grove støvler. Hun ser unægtelig smuk ud.

Ditte Reffstrups designhold er mere end fordoblet siden salget. Ganni har fået stærke nye kræfter ombord. Folk, der har arbejdet for brands som Proenza Schouler og Balenciaga. Hun kan mærke, at de løfter designprocessen. At de flytter den andre og nye steder hen.

“Men det er fortsat Ganni-pigen, vi designer til. Hende på cykelstien. Det kommer ikke til at ændre sig.”

“Jeg er vildt taknemmelig for teamet, for mine kollegaer og for at have et arbejde, hvor jeg ikke hele tiden kigger på uret for at tælle ned til at få fri. Det kan godt være, at andre har mere fri, når de har fri, men det der med at gå på arbejde, fordi man elsker det, man laver, og elsker at være i det. Det, tænker jeg, er en enorm gave.”

© Josephine Löchen
10 / 13

Parrets to ældste børn, Betty Lou og Jens Otto var med på kontoret, fra de var helt små, og Ditte og Nicolajs yngste datter – Lille – kom med på job, allerede da hun var bare et par dage gammel. Der har aldrig været vandtætte skodder mellem arbejdslivet og privatlivet. Grænserne har været mere flydende for Ditte og Nicolaj Reffstrup.

“Der er helt sikkert den der trend med work/life-balance, men for alle iværksættere er det jo bare et vilkår. Både praktisk og mentalt. Du kan aldrig slippe arbejdet helt. Vores held er, at det har været vores begges vilkår,” siger Nicolaj.

“Vi har begge to arbejdet. Meget. Men vi har også begge to været sammen med vores børn. Hvis den ene af os bare havde været breadwinner og den anden hjemmegående husfar, kunne det godt være, at vi var kørt død i det. Eller død i hinanden. Men vi er stadig gode til at feste, til at være familie og til at arbejde sammen. Vi synes stadig, at hinanden er den sjoveste, for der er jo ikke nogen af os, der er gået i stå. Hverken på hjemmefronten eller på arbejdet.”

Nicolaj kunne alligevel godt drømme om at lade sig pensionere inden for en overskuelig årrække. Men ikke sådan helt for alvor.

“Det giver bare en anden frihed at kaste sig ind i projekter, hvor man ikke samtidig skal drifte en virksomhed. Den vej kunne jeg godt tænke mig at gå.”

Ditte derimod har ikke tænkt sig at flytte sig fra chefdesignerstolen. Ganni producerer fire kollektioner om året. De har alle hendes aftryk. Og det vil de blive ved med.

“Jeg bliver helt høj af mit arbejde. Jeg bliver et gladere menneske. Og jeg bliver en bedre mor. Jeg kommer ikke til at stoppe. Det kan jeg lige så godt sige, som det er.”

15.30 Tennistræning med Betty Lou og Jens Otto © Josephine Löchen
11 / 13

15.30 Tennistræning med Betty Lou og Jens Otto

Vinterens sparsomme dagtimer er ved at rinde ud, og mørket er allerede begyndt at lægge sig om B93’ tennisanlæg på det ydre Østerbro, da Nicolaj ankommer til træning med de to ældste.

Betty Lou lægger ud, mens Jens Otto må vente, til det bliver hans tur. Han og Nicolaj slår sig ned på en repos over tennisbanernes skarpt optegnede hvide streger. Herfra kan de følge med i Betty Lous træning på banen nedenfor. Hun er lige rykket op på et hold for børn, der udviser særligt talent – eller i hvert fald er særligt indstillede på at give den en ekstra skalle. Den 9-årige pige træner fast tre gange om ugen.

“Der er mange på hendes alder, der er meget dygtigere,” siger Nicolaj. Han smiler, da Betty Lou rammer bolden helt skævt og sender den langt ud af banen i en stor blød og retningsløs bue.

“Men hun har sin mors stædighed. Hun er gjort af den samme blanding af sårbarhed og selvsikkerhed. Hun vil gerne blive god, når hun kaster sig over noget. Lige nu vil hun spille tennis. Og helst hele tiden.”

Betty Lou og Jens Ottos hverdage er tæt pakkede med fritidsaktiviteter. De to børn går til noget hver dag: tennis, fodbold, dans, sang og klaver. Men ligesom Nicolaj og Ditte synes at være ret upåvirkede af debatten om work/life-balance, synes de også at være temmelig uforfærdede, når det handler om en af tidens andre store bekymringer. Den om, at moderne børn går til alt for meget.

“Det er selvfølgelig noget, vi vender en gang imellem. Men når sport bliver en naturlig del af hverdagen, er det ikke noget, børn sætter spørgsmålstegn ved. Vi lander altid på, at så længe de synes, det er sjovt, så kører vi på. Og vi synes begge to, at sport er vigtigt,” siger Nicolaj.

© Josephine Löchen
12 / 13

“De lærer at indordne sig, indgå i fællesskaber og yde deres bedste – ikke bare for sig selv, men også for de andre på holdet. Ligesom alle andre forældre vil vi gerne give nogle værdier videre, som de kan stå på, når vi ikke kan følge dem længere. Det er også derfor, vi ikke flytter nord for København, men bliver på Østerbro. Det kan man selvfølgelig grine af og hævde er mindst lige så ensrettet og privilegeret som Hellerup eller Gentofte. Men vi synes trods alt, her er lidt større diversitet. Vi vil gerne vise, at det ikke er alle, der er født ind i familier af entreprenører og direktører. At man selv har ansvar for at forme et liv, der giver mening for en selv, men også bidrager med noget for andre.”

Det er måske værdier, som de fleste forældre bestræber sig på at indpode i deres børn, siger han. Men for Nicolaj og Ditte er der også en anden dimension på spil.

“Jeg kunne godt forestille mig, at vi kommer til at sætte nogle rammer for, hvordan vores børn skal arve. Der er ingen af os, der har lyst til, at de bliver magelige. De skal ikke miste sulten og lysten til at kaste sig ud, hvor det er svært, og det begynder at koste blod, sved og tårer, bare fordi de rent økonomisk kan lade være,” siger han.

“Det er jo, når man sætter sig selv på spil, at livet føles mest intenst. Det er der, man mærker, at man er levende. Helt grundlæggende er det den følelse, der har drevet både mig og Ditte. Og stadig driver os. Den vil vi ikke tage fra dem.”

Han ser ned på Betty Lou, der i samme øjeblik sætter i bevægelse nede på banen. Hendes gummisko hviner mod det blanke banegulv, da hun med sammenbidt koncentration løber frem mod bolden, standser op og svinger sin ketsjer. Denne gang rammer hun den helt rent.

Go Ganni © Josephine Löchen
13 / 13

Go Ganni

  • Ganni blev stiftet af blandt andre Frans Truelsen i 2000. I 2008 indtrådte Ditte Reffstrup i firmaet, og i 2009 blev Nicolaj Reffstrup partner og medindehaver.
  • Ægteparret solgte i december 2017 51 procent af aktierne i virksomheden til den amerikanske kapitalfond L Catterton, der er ejet af blandt andre modegiganten LVMH.
  • Ganni råder i dag over 21 egenbutikker og sælges i mere end 400 butikker verden over. 10 nye butikker er planlagt alene i år.
  • Nicolaj Reffstrup, 44 år, og Ditte Reffstrup, 41 år, bor på Østerbro sammen med deres tre børn, Betty Lou på ni, Jens Otto på seks og Rita Sofie – eller bare Lille – på knap to år.