Anna Emma Haudal: “​​Der er ingen, som kan elske sig selv 24 timer i døgnet, men vi kan i det mindste prøve at gøre det 20 procent af dagen”

Et opgør med kærlighedens stereotyper

Det er svært at få meget om filmen ud af Anna Emma Haudal, da vi møder hende på Østerbro forud for premieren. Hun må gang på gang stoppe sig selv, fordi hun er lige ved at røbe for mange detaljer. Alligevel står optageren på 1 time og 36 minutter, da vi er færdige med interviewet – så der er ingen tvivl om, at Anna Emma Haudal har meget på hjerte, når det kommer til Venuseffekten.

Det hele begyndte for omtrent to og et halvt år siden. Anna Emma Haudal var flyttet tilbage til sin barndomsby, Odsherred, og havde stor succes med sin serie Doggystyle, men der var samtidig en anden fortælling, der rumsterede i hendes hoved: nemlig Venuseffekten.

Filmen skildrer kvinderne Liv, der kommer fra en tryg provinsiel tilværelse, og Andrea, der lever et kaotisk storbyliv. Trods forskellige baggrunde og personligheder forelsker Liv sig i Andrea. Liv tvinges til at finde ud af, hvad kærlighed er og betyder, når man afviger fra den firkantede forestilling om, at kærlighed er noget, der kun sker mellem en kvinde og en mand – en opfattelse, der ellers gør sig gældende i det provinssamfund, hun kommer fra.

Det er langt fra tilfældigt, at Anna Emma Haudal har kastet sig over netop den fortælling. Historien udspringer af et sammensurium af hendes egne observationer – lige fra familiesammenkomster til en gåtur i byen – og hendes venners oplevelser.

Man bliver gift, får to børn – gerne en pige og en dreng – køber en hund, måske også en kanin, har to biler og bor i et hus. Anna Emma Haudal bliver provokeret – faktisk rasende – af den grundopfattelse af kærlighed, som hun gang på gang møder i samfundet. Den 'konventionelle' opfattelse, som hun kalder den.

“Der er stadig en konventionel opfattelse af køn, familieformer og kærlighed. Kærlighed kan opstå mellem alle levende væsener uanset køn, alder, opvækst, miljø og økonomisk baggrund. Du kan have kærlighed til en plante. Man kan blive forelsket i et træ. Folk elsker deres dyr,” siger Anna Emma Haudal. At dømme ud fra den tiltagende volumen på hendes stemme er det her et emne, der ligger den 33-årige instruktør meget på hjerte.

Der skal også være plads til dem, der er for meget

Anna Emma Haudal beskriver særligt én situation, som var med til at sætte skub i tankerne om hendes nye film.

“Jeg gik på gaden for nogle år siden, og foran mig gik en ung fyr med et treårigt barn, det var måske hans nevø, og en lille pige ved siden af. Manden kysser den her nevø kærligt på hovedet, da pigen i sjov siger: ‘Ad, drenge må ikke kysse drenge’," erindrer Anna Emma Haudal.

"Det skreg bare i mit hoved: ‘Nej, nej, det må du ikke sige til ham! Tænk, hvis han en dag bliver forelsket i en dreng, og så har han lært, at drenge ikke må kysse drenge’,” siger hun med frustration i stemmen og slår med et slam hænderne i bordet.

Hun er forarget over, hvor mange som i 2021 har et 'konventionelt' billede af kærlighed. Og hun drømmer om, at hendes film kan rykke ved den forestilling.

Venuseffektens karakterer inkluderer både Liv, som kommer ud på en personlig rejse, hvor hun skal lære at elske sig selv, og Andrea, som i højere grad hviler i sig selv. Accept af forskelligheder og selvkærlighed er blot nogle af de emner, som bliver taget op i Venuseffekten – uanset hvem man er.

Det er en vigtig pointe for Anna Emma Haudal. Og det var det også, da hun fik at vide undervejs i arbejdet med filmen, at karakteren Andrea ikke helt passede ind i fortællingen, fordi hun var 'for meget', hvilket fik hende til at udbryde: 'Der skal også være plads til dem, der er alt for meget!'

"Andrea er en karakter, som har en vildskab og maskulinitet i sit væsen. Det er meget sjældent, at der er plads til den slags kvinder, men der er masser af dem – de bliver bare ikke repræsenteret i film. Jeg oplevede blandt andet, at når konsulenter kom ind og så filmen, og de skulle give feedback, så syntes de, at Andrea var alt for meget. Men det er jo præcis det, vi skal lære at elske ved hinanden," siger Anna Emma Haudal.

Hun erkender dog også, at selvom hendes ønske er, at folk skal gå fra biografen efter hendes film og elske sig selv bare en my mere, så er det langt nemmere sagt end gjort.

"For rigtig mange mennesker er noget af det sværeste at kunne lide sig selv og føle sig god nok. Der er ingen, som kan elske sig selv 24 timer i døgnet, men vi kan i det mindste prøve at gøre det 20 procent af dagen,” siger hun.

"Jeg havde svært ved at forstå, hvorfor man ikke ville væk fra provinsen”

Venuseffekten er en historie om at frigøre sig fra de forventninger og mønstre, vi har med hjemmefra. Den løsrivelsesproces er noget, Anna Emma Haudal selv kan nikke genkendende til.

Da hun blev student, kunne det ikke gå stærkt nok med at flytte fra sine forældre i Odsherred og ind til København. Anna Emma Haudal havde nemlig en idé om, at provinslivet ikke var hende, og at der var 'røvsygt' på landet.

"Jeg var optaget af, hvordan det kan være, at man kan tage afsted og føle, at man er bedre end dem, der ikke flyttede ud, men som blev boende og købte hus. Det følte jeg selv. Jeg havde i hvert fald svært ved at forstå, hvorfor man ikke ville væk fra provinsen,” siger hun.

Ikke nok med, at Anna Emma Haudal syntes, at provinsen var kedelig: Hun oplevede også, at der ikke var plads til dem, som skilte sig ud. Det gjaldt blandt andet i hendes egen familie, hvor det var klart, at ikke alle typer af kærlighed var velkomne. Og i sin omgangskreds oplevede hun, at folk kommenterede på dem, der skilte sig ud – uanset om det gjaldt deres etnicitet, seksualitet eller at de havde en vild hårfarve eller en anderledes hobby. Alt sammen noget, hun tillagde provinstilværelsen, da hun pakkede sine ting sammen og rejste mod København.

Hun er dog siden vendt tilbage til sin barndomsby – for tiden i København viste hende, at græsset ikke nødvendigvis er grønnere på den anden side. Selvom hun altid havde forestillet sig, at der i byen ville være mere plads til forskellighed, var realiteten, at alle talte ens og så ens ud – og at man helst skulle have et bestemt par sko på for at passe ind.

Faktisk oplevede Anna Emma Haudal, at folk i København i høj grad indsnævrede sig i miljøer med andre, der tænkte præcis som dem selv. Hun tog endda sig selv i at slette venner på Facebook, som havde holdninger, der provokerede hende. Og dét skræmte hende: For hvordan skal vi nogensinde blive klogere på hinanden og vores forskelligheder, hvis vi lever i ekkokamre?

Hun havde måske sat byen op på en piedestal. Og hun indså hurtigt, at hendes oplevelse med at ville væk fra barndomsbyen for enhver pris er noget, som rigtig mange unge kender til.

Selvom man kunne tro, at historien er inspireret af Anna Emma Haudals eget liv, er det langt fra tilfældet, siger hun. Men hun afviser ikke, at der er brudstykker, der minder om det. Hendes største inspiration fra sit eget liv er nemlig den altoverskyggende præmis om, at vi bør være bedre til at rumme folk, der ikke ligner os selv. Den accept har hun nemlig selv manglet.

"Jeg skilte mig jo selv ud i folkeskolen, hvor alle gik til ridning, og jeg gik til teater. Derudover har jeg altid haft underligt tøj på og er blevet gjort nar ad på grund af det. Det er heldigvis ikke noget, der har sat sig i mit væsen, for jeg havde et ret godt selvværd, men jeg havde uhyggelige oplevelser sammen med andre, som blev mobbet. En af mine gode venner sprang ud i gymnasiet, og han fik tæv i byen, når vi gik på diskotek,” siger hun.

Uligheden raser i filmbranchen

Hun søgte ind på filmskolen, fordi Lars von Trier og Thomas Vinterberg havde gået der, og i en alder af 6 år så hun Riget for første gang.

Anna Emma Haudal sætter ikke sit lys under en skæppe. Og det skal hun heller ikke, hvis hun gerne vil frem, fortæller hun. Det er nemlig en hård branche, hun arbejder i. Særligt, når man er kvinde.

Som blot 5-årig vidste Anna Emma Haudal, at hun ville være forfatter. Det ledte hende til optagelse på Filmskolen, og i dag kan hun kalde sig manuskriptforfatter. Men det har ikke været uden knubs, at hun har opnået sin drøm om at lave en spillefilm. Filmbranchen er nemlig hård for kvinder, fortæller hun – og hun efterlyser ligestillingen.

"Det er benhårdt at være kvinde i filmbranchen. Der bliver generelt talt anderledes til kvinder end til mænd, og der er større tillid til mænd end til kvinder – især i de ledende roller. Det omhandler alt fra, hvordan man formulerer sig til henholdsvis en kvindelig og en mandlig instruktør, til hvad journalister spørger den kvindelige og den mandlige instruktør ind til i interviews,” fortæller hun.

"Jeg har oplevet meget mansplaining: Altså hvor mandlige skuespillere og andre funktioner på settet skal forklare mig, hvordan jeg skal gøre og instruere. Men faktisk også fra kvinder, der føler, de er højere i hierarkiet, fordi de har mere erfaring,” siger hun.

Men det har også lært hende meget. Hun ved nemlig, at det håndværk, hun elsker, og som hun med raketfart er ved at dygtiggøre sig inden for, kræver erfaring. Og hvis de erfarne har noget at lære hende, så lytter hun gerne. Hun ved nemlig også godt, at hun endnu har meget at lære.

Og hun vil gerne være en af de bedste.

'Venuseffekten' havde premiere 18. november og kan ses i biograferne landet over.