Caroline Bille Brahes bedste tips til vintageshopping

For model Caroline Bille Brahe handler vintage om glæden ved at samle og at skille sig ud, og med unikke fund og designhistoriske ikoner fra Saint Laurent har hun skabt et skatkammer, hun aldrig skiller sig af med. Mellem Tivolis ballongynger og karruseller, blomster og candyfloss viser hun her nogle af sine favoritfund og giver sine bedste tips, så du også kan opleve magien ved vintage.

COS_2105_RWK-Costume-Caroline-Tivoli-10_aRGB_High

\"Denim passer virkelig godt til farver, og så kan en Chanel-taske jo peppe ethvert outfit op.” JAKKE Saint Laurent JEANS Levi’s TASKE Chanel SKO Converse

© Rasmus Weng Karlsen

Hvordan vil du betegne din stil?
“Stil er svær at beskrive. Jeg køber det, jeg synes er pænt, og som lige falder mig ind. Jeg følger min intuition, og det, jeg har lyst til at gå i, ændrer sig ofte. Nogle gange er det sporty, andre gange er det vintage, og for det meste går jeg faktisk bare i pyjamasbukser og en T-shirt.”

Hvorfor kan du godt lide vintage?
“Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker tøj. For mig er vintage lidt det samme som smykker. Det er personligt, du kan samle på det, og det er så unikt. Når jeg kigger på vintagedelen af mit skab, har jeg det nærmest, som om jeg åbner en skattekiste. Jeg synes, det er sjovt at samle. For eksempel elsker jeg quiltede Saint Laurent-silkejakker, som er sjældne og svære at finde. Så når jeg finder sådan én, føles det næsten, som da jeg var barn og samlede på Diddl-kort og fik lige præcis det helt særlige kort, jeg havde drømt om. Og så synes jeg, at det er interessant at se, hvordan designere i dag, for eksempel Saint Laurent, inspireres af historien. Jeg føler ofte, at jeg har mange ting fra kollektionerne, men bare i de originale versioner. Tingene går igen.”

Hvornår går du i vintage?
“Jeg er ret sart med hensyn til mine vintageting, og det går ikke så godt i spænd med at have små børn, men ellers går jeg altid med det. Når jeg skal ud, har jeg næsten kun vintage på. Jeg har ret mange Saint Laurent-silkekjoler, så det er ofte en af dem, jeg tager på. Men jeg blander det ofte med noget andet – også med et par pyjamasbukser og en T-shirt for eksempel. Så tager jeg én af mine flotte jakker udover, og så føler jeg mig smart.”

Hvad skiller du dig aldrig af med?
“Hele min vintagegarderobe. Det er mit skatkammer. På et tidspunkt begyndte jeg at sælge vintage, men det var for svært for mig, for jeg kunne ikke bære at skille mig af med det. Og det er en virkelig dårlig forretning, hvis man beholder det hele. Så nu samler jeg kun til mig selv og på de ting, jeg elsker.”

Har du nogle gode råd til at shoppe vintage?
“Vintage i ordentlige materialer er altid en god investering. Du får et stykke tøj, som er unikt, og som du ikke ser alle andre i. Det skal helst være i god stand, men det er det meste vintagetøj, fordi det kommer fra folk, som har elsket det og derfor passet godt på det. Det er jo derfor, det stadigvæk kan leve 40 år senere. Jeg passer på det, og den næste passer på det. Så vintage er for det meste i god stand, for ellers ville det være blevet smidt ud.”

Hvad leder du efter, når du køber vintage?
“Jeg ved aldrig, hvad jeg leder efter. Tit falder jeg over noget, som jeg elsker ved første øjekast, og så må jeg købe det. Jeg kommer altid hjem med noget, jeg ikke har brug for. Jeg tror faktisk, at hvis man shopper efter, hvad man har brug for, køber man ikke vintage.”

Hvad er det ved Saint Laurent, der fascinerer dig?
“Jeg elsker deres silkekjoler, som har de smukkeste print og farver. Og så elsker jeg deres quiltede jakker fra The Russian Collection, Yves’ ikoniske Rive Gauche-kollektion fra 1976. Der er ikke særligt mange af dem tilbage, og dem, jeg har hængende i mit skab, kan snildt være de eneste tilbage i lige den model.”

Hvad er dine yndlingssteder at shoppe vintage?
“Jeg køber næsten alt mit vintagetøj på nettet. Der er en rigtigt god australsk forretning, som hedder Cara Mia Vintage, hvor jeg har købt meget. Jeg køber også på eBay, for på den måde har man jo adgang til hele verden. Ofte kan det være ældre kvinder fra landet i USA, som har nogle vilde ting. Men herhjemme er vi også virkelig gode til vintage – både butikkerne Time’s Up, Paloma og Jerome er dygtige til at finde vintage. Men altså: Hvis man er en rigtig samler, røber man jo ikke alle sine hemmeligheder...”

STYLING Caroline Bille Brahe & Annika Zobel Agerled STYLINGASSISTENT Sophia Vejs
FOTOGRAF Rasmus Weng Karlsen FOTOGRAFIASSISTENT Santiago de la Vega
HÅR & MAKEUP Line Bille
RETOUCH Werkstette
TAK TIL Tivoli for lån af location