Chris Pedersen og Lotte Freddie om mode og sex: I dag vender vi tilbage til 50’ernes idealer
Fra p-piller og nøgne kroppe til sko som fetichobjekt. To af landets skarpeste modejournalister fortæller, hvordan sex har påvirket moden gennem årtierne
Mode er en stadigt mere intellektualiseret størrelse, men egentlig handler måden, vi klæder os på, om noget ret basalt. Om at tiltrække den andens blik. Om attrå og begær. Om sex. Lotte Freddie, tidligere model og journalist, og Chris Pedersen, modeskribent, sætter i den nye tv-serie Mode og sex fokus på, hvordan stokkonservative kønsrollemønstre, p-piller og aids-forskrækkelse har præget moden gennem årtierne.
Psst ... Se vores liste over de 15 bedste serier på Netflix.
50’erne
Voksenmode, formsyede undergevandter og en evig frygt for at ende som ‘allemandspige’ holdt stramt om formerne.
Lotte Freddie “50’erne var på alle måder noble, men også bornerte, og det hele – for kvinder i hvert fald – handlede om at være en pæn pige. Jeg kan tydeligt huske min mor sidde der i lysstriben fra vinduet og højtideligt fortælle mig, at nu måtte jeg passe på ikke at blive en allemandspige. Dengang kunne unge piger – eller kvinder for den sags skyld – jo ikke bare udleve deres seksualitet. Alle var hunderædde for at blive gravide. Og det afspejlede sig selvfølgelig i tøjet. Vi var klædt som damer – ikke som fruer, for det var trods alt for drønkedeligt – men som små damer. Tækkelige, nydelige og noble i skørter, der gik et godt stykke ned under knæene.”
Chris Pedersen “Det konservative tøj – og undertøj for den sags skyld – holdt jo ikke bare sammen på formerne rent kropsmæssigt, og tro mig, der var ellers intet, der fik lov at blævre i de formsyede og stramtsiddende undergevandter. Tøjet holdt jo også sammen om samfundsordenen: om kernefamilien, om ægteskabet og om positionerne mellem kønnene. Mændene var maskuline. Kvinderne var ultrafeminine i Diors New Look. Og der fandtes heller ingen skelnen mellem ung og voksen mode. At opfatte unge som noget særligt er et slut-60’er-fænomen. De chikke, de velklædte, dem, der satte tonen rent modemæssigt, var kvinder i fyrrerne og halvtredserne. Den teenagekultur, der senere var med til at skubbe til den seksuelle revolution og dermed fundamentalt forandre moden, var kun lige begyndt at røre på sig.”
60’erne
P-pillen satte kvinder fri til at trække i miniskirtet, og kvindekroppen blev anset som andet end en, der skulle bære og føde børn.
Lotte Freddie “Det var på mange måder en berusende tid, hvor friheden pludselig kom bragende. Og det var jo p-pillen, der forandrede alt. Den befriede kvinder for at være så afsindigt bange for at blive gravide – og derfor også for at være så helt afsindigt pæne at se på. Pillen var med til at sætte gang i hele Swinging London-epoken, hvor Mary Quant gjorde miniskirtet populært, og alle, der var vovede nok – og det var en del – trak i glinsende vinylstøvler, hvor nogle gik til langt op på låret.”
Chris Pedersen “Netop de britiske stilikoner – med Twiggy som det altoverskyggende eksempel – forandrede fuldstændigt den kvindelige silhuet. Det timeglasformede look blev erstattet af et ultratyndt og drengekropsagtigt ideal. Det er siden blevet kritiseret sønder og sammen, men det androgyne ret-op-og-ned-look handlede jo ikke kun om at være tynd, men også om at se kvindekroppen som andet end en fertil krop, der skulle bære og føde børn. Det var en del af den frigørelsesproces, som p-pillen havde banet vejen for. Det gjaldt også den ikoniske Vidal Sasoon-style, der lod kvinder stå op, vaske deres hår og lade det falde på plads af sig selv, fremfor at sove med curlers og tørklæder og bruge timer på at blive bobbet. Og det ultrakorte pixie-hår, som Mia Farrow fik, kort før hun indspillede Rosemary’s Baby. Det, der havde været bokset inde af kulturelle forventninger og kontrol, blev sat fri. Pigerne fik lov til at opføre sig mere som drenge, og drengene begyndte pludselig at ligne piger. Og forældregenerationen var helt vildt forargede, kan man læse i datidens magasiner. Men det er jo det, der sker, når mænds og kvinders magt mødes, så behøver de ikke være ekstremt meget mænd eller ekstremt meget kvinder. De mødes på midten. Det begyndte at ske i 60’erne og foldede sig ud i det årti, der fulgte efter.”
70'erne
Fri kærlighed, vildtvoksende kønsbehåring og bløde, nøgne kroppe udviskede (næsten) skellene mellem kønnene.
Chris Pedersen “Den tid er så nøgen. Den er simpelthen så bar. Rexona-reklamer med nøgne mænd og kvinder fotograferet bagfra på en strand og stort set ikke er til at skelne fra hinanden med deres lange løse lokker og bløde utrænede kroppe. Det sjove er, at det samtidig er så helt uskyldig en æra. Det var jo ikke en seksualiseret nøgenhed, men en naturlig nøgenhed. Når Bianca Jagger kom gående med nedknappet skjorte og et blottet venstre bryst, blev det betragtet som uskyldigt. I dag ville sådan et fritsvævende bryst blive bortcensureret med emojis og udråbt til nipple-slip overalt.”
Lotte Freddie “Der var ingen, der løftede så meget som et øjenbryn. Jeg havde den mindste lille bikiniunderdel på, der næsten ikke dækkede noget som helst, og ingen bh. Mange havde ingen bikini på overhovedet. Det var bare helt naturligt. Og uskyldigt. Og så begyndte det naturelskende look også at overtage med maximoden med lange batikfarvede og spraglede kjoler og trompetbukser, som begge køn bar. Det var blomsterbørnenes mode, og den blev jo i virkeligheden også en måde at ophæve skellene mellem mænd og kvinder – det var lidt svært at se, hvem eller hvad der gemte sig under det lange hår.”
Chris Pedersen “Men 70’erne er ikke bare hippier og blomsterbørn. Punken er et slut 70’er-fænomen langt mere end det er et egentligt 80’er-fænomen. Modeskabere som Malcolm McLaren og Vivienne Westwood tog meget fra undergrunds- og netop sexmiljøet. Gummi, lak, læder og seler. Alt, hvad der kunne provokere, blev hentet frem. Og noget af det, der virkeligt provokerede, var en iscenesættelse af den nøgne hud, så den pludselig så knap så naturlig og uskyldig ud. Der er et skønt billede fra McLarens og Westwoods butik i London, hvor alle ekspedienterne står med ryggen til, og ballerne er skåret fra af gummibukserne. Det er et billede, dér varsler afgørende nyt lige der i slutningen af 70’erne og på kanten af 80’erne.”
80'erne
Skulderpuder og aids-angst forskansede både mænd og kvinder i sportstrænede, firskårne og bredskuldrede silhuetter.
Chris Pedersen “I 80’erne sker der også det, at den der frie krop og frie seksualitet får en kæmpe og uafrystelig forskrækkelse, fordi aids pludselig bliver en sygdom, alle skal forholde sig til, og alle bliver helt afsindigt bange for. Det sunde, veltrænede og usårlige look kommer til at dominere modebilledet fuldstændigt. Uigennemtrængelige firkantede silhuetter gjort af skulderpuder og skarptskårne, trænede overkroppe. Det bliver især tydeligt i homomiljøet, hvor det at se kernesund, stærk og veltrænet ud bliver idealet og en form for magtsymbol.”
Lotte Freddie “Hetereoseksuelle var ikke så bange herhjemme. Der gik lidt tid, før det gik op for os, at faren også gjalt os. Gitte Lee, skuespilleren Christopher Lees kone, skrev til mig og fortalte om en ny sygdom i Hollywood, hvor homoseksuelle mænd, der arbejdede med mad, blev afskediget af frygt for smitte. Jeg foreslog, at vi skrev om det på Berlingske, men det blev afvist.”
Chris Pedersen “Det var selvfølgelig en angst, der var størst i homomiljøet, men den rev og flåede altså i en hel ungdomsgeneration, for sex var jo pludselig blevet dødsensfarligt. Jeg er ikke i tvivl om, at det prægede det årtis mode fundamentalt: Aids bliver en realitet og BUM, så er folk klædt på i bredskuldrede suits, træningstøj og pletfrie hvide sneakers. Alt bliver ultrakontrolleret igen. Den frie nøgenhed og frie seksualitet er pist forsvundet.”
Lotte Freddie “Når jeg ellers tænker på 80’ernes skulderpuder, tænker jeg på Melanie Griffith i Working Girl.”
Chris Pedersen “Ja, arketyperne på den professionelle kvinde prægede også moden dengang. 80’erne sender for alvor kvinder på arbejdsmarkedet som powerkvinder og moderne amazoner. Og den nøgenhed, der jo trods alt stadig er, får et andet udtryk: langbenende, stærke pragteksemplarer af kvinder, som fotografen Helmut Newton fotograferer. De er ikke decideret muskuløse, men sporty, trænede og sunde.”
90’erne
Modebranchen erkender, at sex sælger.
Chris Pedersen “90’erne har en enorm dobbelthed over sig. Der er minimalisme på den ene side. Med Helmuth Lang og sort-hvid Prada i nylon. Det er ret tækkeligt og underspillet. Næsten det hele går jo helt op i halsen. Og på den anden side er der Tom Ford, opfinderen af porn chic, som jo virkelig brugte sex, da han skabte Gucci. Og supermodellerne og Versace. Med guld, perler og kavalergange. Og det er jo ikke særligt underspillet. For at sige det mildt.”
Lotte Freddie “Gianni Versaces kjole, som Elizabeth Hurley bar til premieren på Fire bryllupper og en begravelse – holdt sammen over den bare hud med kæmpe, gyldne sikkerhedsnåle – er berømt som that dress. Det var neo-punk empowerment, der hyldede kvindelige former. I øvrigt er jeg stadigvæk vild med supermodellerne. Deres æra er bare aldrig overgået.”
Chris Pedersen “Og de blev jo så store, at modebranchen ikke rigtigt havde råd til dem. Det første, Anna Wintour gjorde, da hun kom til Vogue, var at sætte pop- og filmstjerner på forsiden, og det blev startskuddet til en sammensmeltning af mode, musik og film. 90’erne blev tegnet af en amerikansk pop- og berømmelseskultur, hvor markedskræfterne bragede derudad, og forbrugskulturen gik amok. Det gik for alvor op for branchen, at sex sælger, og at også mandekroppen sælger varen. I halvdelen af Bon Jovi-videoerne optræder han i hvid tanktop og stramme jeans, og Bruce Springsteens mest berømte cover er et billede af hans røv, der vrikker. 90’erne gav os den mandlige pinup og bragte den kvindelige tilbage. Nøgne kroppe blev brugt til at sælge alt fra solbriller til dyner.”
00’erne
Købstransaktionen går hen og bliver en orgastisk oplevelse i sig selv, og (svinedyre) sko og tasker får status som fetichobjekter.
Chris Pedersen “Den udvikling, der blev sat i gang i 90’erne, når sit højdepunkt og nok også sit loft i 00’erne. Et årti, hvor du ikke kan komme uden om at tale om Sex and the City. Serien sætter ved første øjekast kvinder fri til at gøre, hvad de vil i sengen, men hævder jo også på en eller anden mærkelig måde, at kvinders egentlige frigørelse i virkeligheden ligger i retten til at forbruge. Den frie kvinde er hende, der kan købe lige præcis de Manolo Blahnik-sko, hun har lyst til. Det er en tid, hvor det at købe tøj i sig selv bliver ophøjet til en form for orgastisk oplevelse.”
Lotte Freddie “Vi begynder at tale om regulære shopaholics, vi skriver endda bøger om dem. Om modeforbrugeren, der kun kan få sit næste fix, når hun køber nyt. Det er kun der, hun kan opleve et rush. Når hun shopper.”
Chris Pedersen “Derfor er det jo heller ikke et tilfælde, at netop de dyreste varer – sko og tasker – går hen og bliver en form for fetichobjekter. Skoene kan ikke blive høje, skøre, vilde eller dyre nok. Taskerne kan ikke blive prangende eller kostbare nok. Pludselig bliver de solgt til 60.000 kroner i Louis Vuitton. Det er helt vildt at læse modeblade fra de år, for det, der står i dem, er totalt skrupskørt. Der bliver skrevet forherligende, ukritisk og næsten kælent om tøj, tasker og sko. Og sex – altså den rigtige sex – bliver pludselig også noget, der skal forbruges og prøves. Det er her, vi får butikker som Lust, der sælger sexlegetøj, men præsenterer dildoer og sexdukker på samme måde, som man præsenterer sko og tasker i en highendbutik. Munthe og Simonsen laver et modeshow nede på Kakadu – en gammel stripbar. Burlesquedanseren Dita Von Teese bliver ikke bare mainstream, men et regulært modeikon. Sex, mode og forbrug blender helt sammen i en og samme organisme i en tid, hvor sex igen er blevet ufarlig, og der igen skal eksperimenteres for fuld udblæsning. Alt skal prøves af, og man kan købe sig til det meste. Hvis man har råd.”
