Det er også sejt at være sød, når det ikke er jul

Maria Apetri, bedre kendt som Fallulah, deler sine tanker om usikkerhed, forventninger og alt derimellem i en personlig dagbog

Hver søndag i december har Maria Apetri, bedre kendt som Fallulah, delt sine tanker om usikkerhed, moderskab, forventninger og alt derimellem i en personlig dagbog her på Costume.

Herunder følger den sidste af i alt fire dele. Du kan læse første del her, anden del her og tredje del her.

Der er noget ved den søde juletid, der lige gør os danskere en tand venligere. Vi smider flittigt et “god jul” efter hinanden i butikker og til naboer, som vi til daglig ikke rigtig orker at interagere med. Vi sender måske endda et smil afsted til de fremmede medpassagerer i S-toget, hvor vi normalt har blikket fastklinet på mobilskærmen for enhver pris. Giver plads. Bygger bro. Vi opper os sgu. Og det er dejligt.

Jeg kan nemlig godt lide de der små hverdagshøfligheder, hvor vi med helt små handlinger kan gøre dagen lige dét bedre for hinanden. Men det er som om, at så snart kalenderen viser vinter uden den blødgørende effekt af nisser og Last Christmas, så vender vi blikket indad igen, vrisser “så flyt dig dog” af alle dem, der er i vejen, og det at bevæge sig rundt i gader og stræder handler mest af alt om at komme fra A til B med mindst muligt sjap på tøjet og stress-sved på panden. I get it, vi har alle sammen travlt og har pressede hverdage, der skal gå op. Men er det værd, at tingene går 30 sekunder hurtigere på bekostning af det gode humør?

De danske somre har samme effekt som julen. Vi bliver fulde på de lange, lyse nætter, hyggelige procenter i blodet, havefester, dovne dage på stranden, rare kølige briser på den lune hud. Men så er det bare lidt ærgerligt, at vi med sommer og jul sammenlagt kun har omtrent to-tre måneder om året, hvor vi er milde og rare, for i de resterende måneder, synes jeg altså, man skal kigge langt efter overskud og almindelig god gammeldags venlighed.

Og ja, kan godt selv høre, hvor Morten Korch-agtig jeg lyder. Og måske er ideen om de gode gamle dage en illusion, der har kørt på repeat siden hulemændenes tid. Men altså ... jeg synes ikke, vi er så søde ved hinanden derude, sådan helt generelt.

I dag, da jeg stod i en butik, hvor en anden kvinde også stod med en barnevogn, fik vi lige et passiv-aggressivt “æjjsh, barnevogne” hvislet ud af siden af munden på en ældre dame, der syntes, vi med vores blotte tilstedeværelse var dybt irriterende. Lige efter tænkte på, at jeg skulle have hvislet “æj, sure gamle damer” tilbage som et ret sjovt comeback, men var selvfølgelig ikke hurtig nok på aftrækkeren. Og det var egentlig fint nok. For nok havde det føltes ret tilfredsstillende i øjeblikket, men så ville jeg jo egentlig bare bidrage til den sure stemning, og det gider jeg ikke.

Jeg ved ikke rigtig, om jeg sådan tror på nytårsforsæt, men jeg vil i hvert fald øve mig i at lade ting prelle af. De ting, som er ligegyldige, og så i stedet bruge energien på at smile lidt mere til min omverden. Det er let at have mistro overfor det, man ikke kender til. Hvis vi nu skal være ærlige, hvor tit tilbyder vi så frivilligt vores hjælp til turister, der står med et udslået kort i hånden og tydeligvis ikke kan finde vej til Amalienborg? Hvis de selv spørger os, så vil vi meget gerne være behjælpelige og straks træde til. Men vi tilbyder ikke først, for så skal man jo snakke til en fremmed.

Når man rejser, oplever man tit en ny åbenhed ved sig selv, hvor man falder i snak med tilfældige mennesker. Vi føler os seje og eventyrlystne, når vi kaster os ud på socialt dybt vand. Det slår mig altid mest, hvor lukkede vi danskere er, netop når jeg er vendt hjem fra udlandet. Man kan nærmest blive opfattet som lidt af en tosse, hvis man prøver at hyggesnakke i køen i Netto. Folk bakker langsomt væk med et forskrækket blik i øjnene. Men jeg vil altså blive bedre til det, for det føles godt, og verden bliver et bedre sted når vi gør os lidt umage. Så hvis jeg begynder at snakke til dig i metroen eller i kaffekøen, så er jeg hverken ved at forsøge at erhverve dig til en sekt eller ude på at lokke dig med på et pyramidespil. Jeg forsøger bare at være venlig. Også selvom det er marts.

Hvis du endnu ikke er træt af julesange, må du ikke snyde dig selv for Fallulahs udgave af Have Yourself a Merry Little Christmas: