"Det var selvfølgelig svært, for vi stod midt i vores første store krise og kunne ikke blive enige om, hvordan vi kom ud af den"

Udramatisk virkelighed

Parret sidder i de bløde sofaer i deres lejlighed på allerøverste etage i indre by med udsigt over en endnu vinternøgen Kongens Have. Deres ældste datter, Kenya på 6 år, er netop afleveret i skole, og deres lille pige, Lelou på bare fire måneder, svæver over gulvet i en vugge fastgjort til loftet. Hun sover trygt og tungt i en blød puppe af økologisk bomuld. Mathilde Gøhler har haft base her siden foråret 2020, hvor hun og Remee flyttede fra deres villa på Strandvejen og samtidig fandt ud af, at de helt fundamentalt ikke kunne blive enige om, hvor de nu skulle slå rod.

De ville forskellige ting, havde forskellige behov og drømme og kunne ikke finde ud af at forene dem, før det gik op for dem, at det måske ikke nødvendigvis skulle ske under samme tag. De rykkede ind i lejligheden i byen og i en villa med udsigt til vandet i Vedbæk, hvor Remee også kunne huse sit studie, sine virksomheder og parrets fælles charity-fond My Foundation. Og stille, men sikkert, blev det klart, at det med at have to baser, men ét familieliv, var netop det, de havde brug for.

“Der var meget sladder og mange overskrifter, om at vi var flyttet fra hinanden, men virkeligheden var meget mindre dramatisk,” siger Mathilde Gøhler.

“Vi ville gerne være sammen, men vi havde virkelig brug for forskellige ting. Jeg havde fået nok af store huse og mørke, tomme villaveje. Jeg følte mig utryg og isoleret. Jeg ville gerne have noget mindre, og jeg ville ind til byen, mens Remee oplevede det som meget konfronterende. Han bliver hele tiden stoppet på gaden, og selvom folk gør det for at være søde, så er det svært hele tiden at være så synlig.”

“Jeg har slet ikke brug for luksus og strandvejsliv. I virkeligheden er jeg supersimpel. Men jeg vil gerne have tingene samlet omkring mig. Det fungerer bedst for mig, når jeg kan gå fra den ene opgave til den næste ved bare at åbne en dør. Jeg vil gerne minimere logistikken, så vejen mellem, at idéen opstår, til at jeg kan eksekvere på den, bliver så kort som mulig,” siger Remee Jackman.

“Det var selvfølgelig svært, for vi stod midt i vores første store krise og kunne ikke blive enige om, hvordan vi kom ud af den, uden at den ene af os skulle gå voldsomt på kompromis. Og det var først, da vi begyndte at overveje, hvordan vi kunne indrette os på to baser, men stadig være én familie, at det begyndte at åbne sig for os og falde på plads på en ny måde, der virkelig fungerede for os begge to,” siger han.

De to matrikler synes da også at afspejle deres beboere til perfektion. En villa af muligheder med udsigt over havet og den endeløse horisont. Og en lys og blød rede på toppen af en travl, men tryg hovedstad.

“Vores forskelligheder har været der helt fra starten, men de har nok ikke været så tydelige, fordi vi meget hurtigt blev forældre og derfor helt naturligt ikke fyldte så meget hver især. Det er først nu, at vi har været nødt til at handle på det,” siger Remee Jackman.

Fælles grundværdier

Mathilde Gøhler var 22 år, da hun mødte Remee Jackman på dengang 41. Fire måneder senere var hun gravid. Og selvom deres datter endnu kun fandtes som et lille væsen, der voksede i maven imellem dem, var det, som om de blev en familie, næsten før de blev et par.

“Det var overraskende. Men det skræmte mig ikke. For jeg var fuldstændigt klar over, at Mathilde var den, jeg skulle have børn med,” siger Remee Jackman. Han blev selv far for første gang som 25-årig. Til Emma, der i dag er 23. Dengang skræmte tanken ham fra vid og sans. Ansvaret for et lille nyt og sårbart liv var overvældende. Og selvom han kastede sig ind i faderskabet med alt, hvad han havde i sig, og i dag er far til en “meget smuk, kærlig og begavet ung kvinde,” så følte han sig langt mere klar til forældreopgaven anden gang.

Mathilde Gøhler havde det – på trods af sin unge alder – på samme måde. “I virkeligheden var jeg mere nervøs for at skulle træde ind i en form for stedmorrolle for Emma end for selv at skulle blive mor til mit eget barn. Hun var 15 år dengang, og jeg var helt sikkert bange for at træde forkert som en ung kvinde, der pludselig skal være del af en teenagers liv. Men vi klikkede fuldstændigt med det samme, måske fordi vi genkendte noget i hinanden,” siger hun.

“Emma har en følsomhed, som jeg genkender i mig selv. Hun er meget opmærksom på andre. På stemninger og på, hvordan mennesker omkring hende har det. Men hun er samtidig virkelig god til at mærke sig selv og tage gode og rigtige beslutninger for sig selv. Det, synes jeg, er så stærkt, og det beundrer jeg hende for.”

Kenya kom til verden i 2015, og i dag, hvor Lelou er ankommet, tæller familien fem. Fem forskellige individer med et aldersspænd på over fire årtier.

“Alle demografiske grupper er repræsenteret i vores familie,” griner Remee Jackman. “Med en klar overvægt af piger.”

Aldersforskellen mellem hans døtre bekymrer ham ikke. For i virkeligheden handler det ikke nødvendigvis om, hvornår og om man vokser op sammen, men om de værdier, man deler som søskende. Og midt i deres store forskellighed er det her – på de mest grundlæggende parametre, der handler om de grundværdier, man sætter højest og vil give videre til sine børn – at Remee og Mathilde har allermest til fælles.

De kommer ellers fra to vidt forskellige verdener. Remee er født af en psykisk syg mor. Hun afleverede ham på en politistation, da han var 3 måneder gammel – i det, han i dag ser som den “største kærlighedsgave, man kan give sit barn” – og Remee voksede op hos sine adoptivforældre, der ud over deres egne børn også havde taget to børn med autisme til sig. I Solrød Strand i et fladt og firkantet forstadskvarter til København.

Mathilde derimod er født på landet. I Hjørring i det vindblæste og vidstrakte Nordjylland. Hun voksede op som den ældste af to søstre i en kernefamilie på en gård med dyr, omgivet af natur og marker.

“Min historie læses jo som en meget tragisk fortælling, selvom jeg ikke selv oplever den sådan, mens Mathildes omvendt lyder meget idyllisk. Men sandheden er, at vi begge to har oplevet flere af livets svære sider som børn end de fleste andre, der vokser op i det her land, og at vi begge er meget optagede af at give vores egne børn en tryg opvækst, der er rig på oplevelser og eventyr, men først og fremmest på stor kærlighed og ægte nærvær,” siger Remee.

“Jeg har fået meget af min grundlæggende ro fra min opvækst på landet. Men der var meget få penge i min barndom, og tingene blev meget usikre især efter mine forældres skilsmisse. I virkeligheden oplevede jeg en stor utryghed som barn og voksede også op i et miljø, som jeg i dag kan se, at jeg på mange måder har været alt for følsom til at trives i. Jeg er helt klar over, at jeg overkompenserer for de oplevelser med legetøj og tøj og gaver til Kenya. Og nu også Lelou. Jeg kan ikke bære, hvis de skulle føle, at de manglede noget, eller ikke mærker, at de er set og elsket, og at de altid er ønskede. Lige her hos os,” siger Mathilde.

“Omvendt er jeg meget bevidst om, at Kenya også forstår, at vi er en meget privilegeret familie. Det er vigtigt for mig, at hun forstår og mærker taknemmelighed og ved, at det ikke er alle børn, der har et liv som det, hun har.”

Spørgsmålet er, hvad der sker med den tryghed og det nærvær, som både Mathilde og Remee vægter højt, nu hvor de har fordelt familielivet på to matrikler i stedet for en enkelt. “Det er måske det, der har overrasket os mest. At både Kenya og Lelou trives så godt i de her rammer,” siger Mathilde Gøhler.

“Vi lever jo stadig sammen,” siger Remee Jackman.

“Vi bevæger os bare frem og tilbage som en familie mellem to forskellige baser. På den måde er forandringen ikke så stor. Vores familie er stadig en enhed. Men de gange jeg så rent faktisk er i Vedbæk kun med Kenya, mens Mathilde er her med Lelou, sker der noget nyt, som vi faktisk ikke havde forudset. For det er ret fantastisk at være sammen bare far og datter. Det er en helt ren kontakt mellem barn og voksen med et fuldt fokus og nærvær.”

“Vores døtre er meget forskellige. Præcis som vi er. Det er allerede tydeligt nu, selvom Lelou stadig er så lille. Kenya er eventyrlysten og modig. Hun går ind i alting med et stort mod og en kæmpe nysgerrighed på livet. Hun er hele tiden klar på mere, mens Lelou har brug for en helt anden form for ro,” siger Mathilde Gøhler.

“I den forstand afspejler de jo virkelig os. Og ligesom vi med den her måde at indrette os på kan rumme vores forskellige behov, kan vi også imødekomme deres. Fordi vi både kan dele os op og være sammen.”

Der findes to matrikler, men én familie. Og det fungerer både for de voksne og for de små. Alligevel er det ikke sikkert, at det skal blive ved med at være på den måde.

“Nu har vi løftet blikket og opdaget en anden måde at være sammen på, som virkelig virker for os lige nu. Men det er ikke sådan, at vi tænker, at vi nødvendigvis skal fortsætte på den her måde. At det er for altid. Vi ved bare endnu bare ikke, hvordan det kommer til at forme sig,” siger Remee Jackman.

“Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at vi skal derhen sammen.”

FOTOGRAF Rasmus Weng Karlsen/Linkdetails MAKEUP Claudia Prins/Agentur CPH HÅR Sabina Simmelhag/Agentur CPH FOTOGRAFASSISTENT Santiago de le Vega STYLISTASSISTENT Thea Guldager LOCATION Tak for lån af showroom til Arne Aksel