Emma Stern: Det mærkeligste, jeg har oplevet på et modeljob

24-årige Emma Stern har taget modeverdenen med storm. Vi har bedt den smukke dansker afslutte 12 sætninger om fritid, drømme og livet som model

© Guess

Emma Stern er et navn, du bør skrive dig bag øret. Siden den 24-årige dansker startede som model for tre år siden, har hun arbejdet på højtryk, blandt andet for fransk og italiensk Vogue samt Marie Claire. Derudover har Emma et tæt samarbejde med den internationale fotograf Ellen von Unwerth og har medvirket i adskillige kampagner for Guess.

Vi har bedt Emma Stern afslutte 12 sætninger om samarbejdet, fritid, drømme og livet som model.

Jeg voksede op ... “i Bagsværd, lidt udenfor København.”

Som barn elskede jeg ... “at spille fodbold og håndbold. I en periode i min barndom var der ikke en ledig dag på ugen, hvor jeg ikke enten havde håndbold, fodbold eller dans på skemaet. Jeg tror, at jeg elskede det på grund af det sociale, for jeg var ikke særlig god til noget af det.”

Min livret er ... “alt med pasta.”

Jeg blev opdaget som model ... “da jeg som 21-årig blev scoutet af LeManagement i København. Derefter tog jeg en måned til New York og der startede det for alvor, da jeg skød med Ellen von Unwerth for første gang.”

Mit første modeljob var ... “for Alice and Olivia, men mit andet job, som nok er det, der har betydet mest og som jeg altid vil huske tilbage på, var en skydning for VS Magazine med Ellen von Unwerth. Det var en ret vild skydning for en helt ny model, og nok også det, der startede det hele for alvor for mig.”

Emma på forsiden af Marie Claire og i Vogue Taiwan.

Emma på forsiden af Marie Claire og i Vogue Taiwan.

Det bedste ved mit arbejde er ... “at jeg arbejder med nye mennesker fra alle steder i verden. Jeg tror ikke, at man kan finde et andet job, hvor der er så mange kulturer repræsenteret. Jeg føler mig virkelig privilegeret, når jeg tænker over, hvor mange steder, jeg har rejst til, og hvor mange forskellige mennesker, jeg har arbejdet med. Man skal ikke undervurdere, hvor meget man kan lære om sig selv og andre ved at tage ud i verden.”

Min mærkeligste oplevelse som model var ... “på min første editorial-skydning, skød jeg en meget sexet serie på et kloster uden for New York. Det var en meget stor produktion, og vi var en del piger, der rendte rundt i undertøj og samtidig skulle være meget respektfulde over for de munke, der boede på klosteret. Det var en ret spøjs oplevelse, og nok fordi jeg var så grøn i jobbet, syntes jeg, at det var ekstra overvældende.”

Første gang jeg blev booket til en Guess-kampagne, tænkte jeg ... ”hvor vildt! Jeg blev selvfølgelig helt vildt glad Det havde længe været et mål for mig at være ansigt for et mærke som Guess. For at være helt ærlig, var det først, da den første kampagne kom ud, at det virkelig gik op for mig, hvor stort det var. Det er den første kampagne, jeg har lavet, som har være så verdensomspændende. Pludselig så jeg mit billede i de fleste storbyer, i lufthavne og i store butiksvinduer og jeg fik tilsendt billeder fra mine venner, som var på ferie diverse steder. Det var ret overvældende og det gav mig en følelse af stolthed, og samtidig var det super uvant. Jeg tror, at jeg aldrig helt vil vænne mig til det.”

Emma Stern har medvirket i adskillige kampagner for Guess.

Emma Stern har medvirket i adskillige kampagner for Guess.

Mit kendetegn som model er ... “at jeg altid bestræber mig på at være professionel og nede på jorden, når jeg er på arbejde. Jeg har måske ikke altid set mig selv som den typiske model. Forstået på den måde, at jeg egentlig er ret genert og til tider en smule introvert. Det var virkelig ikke naturligt for mig at stå foran et kamera i starten, men jeg har over årene fundet ud af at vende min generthed til noget positivt.”

Det smukkeste sted i verden, jeg har været, er ... “jeg har været så mange forskellige steder, der alle har været smukke på forskellige måder. Et sted, jeg altid husker tilbage på som mere interessant, var en skydning i Guatemala. Vi kørte en del rundt og boede på flere forskellige hoteller, så selvom jeg kun var der i tre dage, synes jeg trods det, at jeg oplevede meget. Alt var virkelig smukt, de havde en stærk kultur og alt var bare så anderledes, end hvad jeg før havde set. Det bedste ved at rejse er de forskellige kulturer, man kommer i kontakt med.”

Det bedste jeg ved, når jeg har fri, er ... “at lægge modelarbejdet på hylden. Jeg tror, at det er supervigtigt at lave noget i sin fritid, som ikke har noget med modebranchen at gøre. For mig er det at være model mit arbejde og ikke min livsstil. Det, tror jeg, er vigtigt at huske for at bevare sig selv.”

Karrieremæssigt drømmer jeg om ... “at have en lang og stabil karriere. Det er svært at sætte et specifikt mål, for alt er så uvist i den her branche. Det kan være svært bare at vide, hvordan næste uge ser ud. For ikke at blive for skuffet eller for revet med, så tror jeg bare, at jeg skal gøre mit bedste og håbe på det bedste for fremtiden. Så har jeg i hvert fald gjort mit.”