Ida Karstoft: "Hvis ikke jeg er fodboldspiller, hvem er jeg så?"

Hvad går dine dage med i øjeblikket?

"I sommer opsagde jeg mit job og gik fuldtid som professionel atlet. Dagene går primært med træning, men jeg bruger også tid på behandlinger, sports psykolog, diætist, møder, branding og på at snakke med medierne."

"Da jeg opsagde mit job og blev professionel atlet, troede jeg, der ville være en masse tid til at gå rundt og kede sig. Men indtil videre synes jeg godt nok, jeg har haft travlt. Det er lidt overvældende, men det er jo det, man går og håber og drømmer om – at blive i stand til at leve af sin sport."

Hvornår startede du din karriere indenfor sportensverden?

"Jeg har altid været glad for at dyrke sport. Jeg har gået til ridning, gymnastik, billedkunst og hip hop – og håndbold har jeg spillet i 8 år. Men alle andre spillede fodbold, så det ville jeg også. Jeg har spillet fodbold i 12 år og håndbold i 8 år. Som barn går man oftest til sport, fordi det er sjovt og spændende og for at mødes med sine kammerater."

"Da jeg blev 14-15 år, begyndte jeg så småt at stille større krav til mig selv, min udvikling og mit hold. Derfor skiftede jeg også til nabo-klubben, da de spillede i en højere række. Træneren havde set et talent i mig og sendte en talent-scout ud for at se mig spille. Jeg lå i kramper af nervøsitet 10 minutter efter kampstart, men han nåede alligevel at se noget i mig, så jeg blev udtaget til ungdomslandsholdene af DBU."

Hvordan har rejsen fra fodboldverden til atletikverden været?

"Det var ikke planen, at jeg skulle dyrke atletik. Jeg skulle være på landsholdet i fodbold. Jeg var kommet til Brøndby IF med min første professionelle kontrakt. Planen var, at jeg skulle til udlandet og spille for en stor klub og leve der – men det blev det ikke til. Jeg var meget skadet i Brøndby, og skader har været en stor del af min sportskarriere."

"Man balancerer oftest lige på grænsen af at presse kroppen. Under et skadesforløb blev jeg scoutet ude på fodboldbanen af en atletiktræner, der kunne se, at jeg skilte mig ud fra de andre piger. En vinterdag i 2016 prikkede han mig på skulderen og spurgte, om jeg nogensinde havde trænet løb. Jeg tænkte bare... Hvem fanden træner løb? Man løber da efter en bold."

"Trods alt var tidspunktet helt rigtigt. Michael tilbød at teste mig ude i Sparta atletik-klub, hvilket føltes godt. Selvom jeg havde meget spilletid på fodboldbanen, var der noget, som føltes forkert rent personligt og mentalt, så da jeg blev introduceret til atletikken, føltes det som et åndehul"

Hvordan var det at stå på scenen og modtage 'Intet er umuligt'-prisen?

"Det var en stor aften. Hele sidste år været helt vanvittig. Alt er gået op i en højere enhed, og det var en stor anerkendelse at få den aften. Særligt når man kiggede på, hvem jeg var oppe imod – for det var ikke hvem som helst. Vi manglede bare Jonas Vingegaard, så havde vi ligesom toppen af poppen. Det var et stort skulderklap, at nogen kunne se, hvor jeg kommer fra, hvor jeg er nu, og hvilken rejse jeg har været på."

Hvad har det krævet af dig, at komme dertil på den relativ korte tid?

“Det er jo relativt sent at starte som 20-årig til en ny sportsgren – jeg tror, jeg endte i holdsport, fordi jeg ikke var blevet præsenteret for andet. Jeg kan godt se nu, at jeg nok trives bedre i individuelt sport. Hver eneste træning handler om at forbedre mine resultater. På den måde er det meget givende at dyrke atletik.”

“Hvis du spørger min træner, handler det nok om min nysgerrighed. Jeg er altid frisk og veloplagt, når jeg møder ind. Derudover skader min genetik nok heller ikke. Det er mere en leg for mig at prøve nye øvelser. Jeg føler, jeg kan mærke fremgang for hver gang, hvilket gør, at jeg bliver sulten efter træningen.”

Hvordan var det at skifte fra en professionel fodboldkarriere til atletik?

"Det var svært i forhold til min identitet. Det er jo noget, man ofte hører efter en afsluttet karriere – hvad skal man så? Hvis jeg skiftede, hvad ville der så ske med identitet? Ikke bare som fodboldspiller, men som sportsudøver. Jeg var ikke lovet nogen stor karriere i atletik. Jeg kunne kun binde det op på, hvad min træner Michael så i mig, og derfor havde jeg ingen idé om, hvad jeg gik ind til."

"Jeg kan huske, at jeg tænkte; Hvis ikke jeg er fodboldspiller, hvem er jeg så? Jeg frygtede, om jeg var god nok som Ida, der studerer eller arbejder – ligesom alle andre. Fordi jeg har haft den identitet i så mange år, og har bundet hele mit liv op på sporten, var det svært at se for mig. Det var også min fodboldkarriere, der gjorde, at jeg havde et økonomisk fundament til, at jeg kunne bo i København. Der var da bestemt også en prestige i at spille for Brøndby og på landsholdet."

Hvad byder fremtiden på nu? Har du noget bestemt i pipeline?

“Jeg har prioriteret ikke at løbe indendørs for at blive klar til udendørssæsonen. Ellers er der et VM i Budapest til sommer, hvor jeg mangler et par hundrededele af et point for at kvalificere mig. Man kan både kvalificere sig på point og på kravet – jeg går efter kravet, når jeg er så tæt på. Ellers håber jeg bare på at få endnu en god sæson, når jeg skal ud og konkurrere med verdens bedste.“

“Næste år er der OL og EM, hvor jeg håber, at min EM-medalje kan blive skiftet ud. Det helt store mål nu er, at jeg kvalificerer mig til OL og forhåbentligt gør en god figur der.”