Isabel Marant: “For mig handler hverdagsmakeup om kun at bruge ét produkt”

Vi har mødt den populære franske designer, som har lavet sin første makeupkollektion for L'Oréal

Isabel Marant
© Isabel Marant for L'Oréal

Det Vilde Vestens vildskab møder majestætiske Paris i Isabel Marants første makeupkollektion, som den franske designer har lavet i samarbejde med ditto ærkefranske L’Oréal. Kollektionen er til stærke, moderne cowgirls med et travlt liv, hvor der ikke er en cowboy i miles omkreds. Hør designerens tanker om parisisk stil, feminisme og den altafgørende frihed.

Hvad vil du gerne give kvinder med din første makeupkollektion?

“De produkter, du har brug for hver dag til et liv, hvor det går stærkt – lige præcis det, jeg selv gerne vil have i min makeuppung. Jeg angreb arbejdet med kollektionen på samme måde, som jeg gør med mine tøjkollektioner: Det skal være brugbart, hver dag, overalt. For mig handler en cool parisisk stil ikke om den perfektion, vi ser på de sociale medier, men en naturlig elegance: helt naturlig om dagen og statement-opdateringer som mørke øjne eller røde læber om aftenen – men aldrig begge dele på samme tid, og altid med lidt kant. Det uperfekte har sin helt egen charme.”

Samarbejdet med L’Oréal er formuleret som ‘Paris møder Det Vilde Vesten’. Hvad er det ved den periode, der inspirerer dig?

“Jeg elsker myten om Det Vilde Vesten. Den der grænseløse livsstil, hvor der hele tiden er nye horisonter og muligheder for uendelige eventyr. En moderne tolkning af Det Vilde Vesten har også været et tema i mine tøjkollektioner. Vildskaben, det rebelske ... det bliver ved med at inspirere mig.”

© Isabel Marant for L'Oréal

Hvordan kan man se perioden i kampagnen?

“Det Vilde Vesten møder nutidens Paris. Så det første billede er selvfølgelig en kvinde, der rider på en hest. Kampagnen handler om stærke kvinder, der tør sparke til støvet, ranke ryggen og gøre sig klar til at duellere i byernes by. Heltinder, der ikke lader sig nøje med status quo. Verden tilhører dem, og det ved de. Og der er ikke en cowboy i miles omkreds.”

Hvorfor makeupprodukter til et travlt liv?

“Jeg spurgte mig selv om, hvad jeg har jeg brug for, som jeg ikke allerede har. Og svaret er makeup, der ikke kræver så meget, fordi vi allesammen altid er på farten. Der er jo ingen, der tager hjem for at skifte efter en lang arbejdsdag. Jeg ville lave nogle praktiske produkter, som du lige hiver op af tasken, og som du kan lægge på allevegne, og som er små nok til, at du kan have dem med dig overalt. Og så var det vigtigt for mig, at de var multifunktionelle – nemme at bruge og nemme at tage med dig.”

Hvordan besluttede du dig for, hvad du ville have med af produkter?

“For mig handler hverdagsmakeup om kun at bruge ét produkt. Et lag mascara eller lidt læbestift eller en lille smule øjenskygge. Så jeg lagde ud med de tre produkter, da jeg lavede kollektionen. Og derefter tilføjede jeg lidt farve til kinderne. Jeg forestiller mig et look, hvor du ikke prøver for meget, lidt tilfældigt. Nem, naturlig elegance.”

Hvad påvirkede dit farvevalg?

“Farverne skulle være hors du temp-farver – tidløse. Det populære moderne parisiske look med et twist. Vi har for eksempel tre røde læbestifter, så den moderne kvinde kan dresse up.”

© Isabel Marant for L'Oréal

Er Isabel Marant-kvinden en enspænder eller en del af en større gruppe?

“Jeg kan ikke lide tanken om at putte folk i kasser. Men jeg ser ‘min pige’ som en selvstændig kvinde, der vælger sin egen vej – men mødes med andre kvinder på vejen for at følges ad noget af tiden.

Hvordan vil du med få ord beskrive fransk stil?

“Fransk stil er stil. Det er lidt svært at definere det parisiske look. Det er en ubekymret nonchalance uden at prøve for meget – elegant, ikke prætentiøst. Jeg synes, at min stil er meget parisisk.”

Hvorfor tror du, at resten af verden begærer parisisk stil så meget?

“Det spørgsmål bliver jeg ofte stillet. Jeg tror, at parisere er berømte for ikke at overdrive deres stil. Et lille touch af charme. Men selvom det måske ikke ser ud, som om at franskmænd arbejder for deres stil, så gør de det altså.”

Hvordan definerer du skønhed?

“Skønhed handler om at omfavne dig selv, det giver dig selvtillid.”

Hvordan begyndte din rejse mod at blive designer?

“Jeg ville faktisk studere økonomi, men fordi jeg ikke kunne finde det tøj, jeg gerne ville gå i, i butikkerne, begyndte jeg at lave det selv. Og det er faktisk sådan, mit mærke blev grundlagt.”

Hvad motiverer dig til at blive ved med at være uafhængig?

“Lige siden jeg var ung, har jeg haft kreativ frihed, og det kommer ikke til at ændre sig. Frihed er altafgørende for mig.”

Du har nu stået i spidsen for dit mærke i over 24 år. Hvad er dine største bedrifter?

“En af de ting, jeg elsker allermest, er at se nogen på gaden i noget tøj, jeg lavede for mange år siden. At se en af mine kjoler eller et par støvler blive elsket sæson efter sæson er for mig noget af det største.”

© Isabel Marant for L'Oréal

Hvordan håndterer du den berømmelse, der følger med din popularitet?

“Jeg betragter ikke mig selv som berømt. Jeg bliver ikke genkendt hele tiden, og heldigvis er folk i Paris meget tilbageholdende – de vil gerne være cool, og det passer mig helt fint.”

Hvordan har du det, når du ser dig selv i spejlet?

“Jeg hviler i den, jeg er, og jeg er ikke bange for, at tiden går. Jeg ser tidens gang. I mine øjne er det at blive ældre noget smukt, der ikke behøver at blive gjort noget ved, men jeg gør da ting for at holde mit sind og min krop sund. Jeg er glad for at være her og lave det, jeg gør.”

Hvorfor er du så inkognito på de sociale medier?

“Jeg har et liv. Jeg er en travl, arbejdende kvinde. Jeg har simpelthen ikke tid til at bruge min tid på de sociale medier. Men jeg er nysgerrig på, hvad mine kunder siger om mit brand. Tidligere var det svært at få kunders feedback og holdninger, det har de sociale medier lavet om på.”

Hvem er din superhelt?

“Agnès Varda, en af filmgenren New Waves få kvindelige filminstruktører. Jeg kan godt lide det, hun står for i forhold til fransk film, og det, hun har gjort nemmere for feminismen.”

Betragter du dig selv som feminist?

“Jeg er ikke militant feminist, men lighed er så rodfæstet i mig, at jeg ikke tænker over folks køn, når jeg tænker på dem. Størstedelen af dem, der arbejder i min virksomhed, er kvinder, men det er ikke en bevidst strategi. Jeg gør ikke et politisk statement ud af det, de var bare de rette personer i det rette øjeblik.”