"Jeg kan ikke spole tiden tilbage, men jeg kan begynde at acceptere min fortid og de mærker, jeg har fået, så jeg kan komme videre med mit liv"

Hvad er historien bag dine ar?

“Jeg kom engang slemt til skade. En historie, jeg ikke vil komme for meget ind på. Men jeg var i starten af mine tyvere og følte, at alt var håbløst. Derfor tog jeg en meget drastisk beslutning og har siden måttet leve med nogle af de konsekvenser, det har medført. Det er stadig et traume den dag i dag, men ikke desto mindre bliver jeg mere hel, som tiden går.”

Hvordan har du det med dem i dag?

“Nogle dage glemmer jeg heldigvis alt om de ar og den tid, der ligger til grund for dem. Andre dage fylder det utroligt meget, og jeg kan næsten ikke abstrahere fra det. Men sådan er det jo med livet: Det går op og ned.”

Hvad gør du på de dage, hvor arrene fylder meget i dine tanker?

“Det er ikke så meget arrene i sig selv, der tynger, men mere fortiden. I de tilfælde sørger jeg for at tale ordentligt til mig selv.”

Hvordan føles det, hvis folk spørger ind til det?

“Det hænder nogle gange, at børn måber og peger, når de får øje på mine ar, hvis jeg ligger på stranden eller går i svømmehallen. Så blinker jeg til dem og siger, at jeg engang har mødt en stor sød haj, der bare tog en lille bid af mig. Med voksne er det anderledes. Det er ikke alle, der kan klare den slags historier. Det ved man, når man møder folk. Nogle mennesker får den hele sandhed, andre får kun den halve. Men jeg er blevet bedre til at vælge folk med omhu og bedre til at passe på mig selv. Jeg ved nu, at alle ikke behøver at få del i min historie. Man kan jo ikke vælge de reaktioner, man gerne vil have, derfor skal man også være mentalt klar på at kunne tage samtalen med folk.”

Er der dage, hvor du ikke magter folks reaktioner og derfor bevidst gemmer arrene væk?

“Jeg har for det meste badedragt på i svømmehallen, men ellers gemmer jeg dem ikke rigtigt væk. Jeg har et stort ar på benet, men jeg bilder mig selv ind, at folk ikke lægger mærke til det. Jeg vil hellere kunne tage en lårkort nederdel på og have det sjovt end at skulle bekymre mig om, hvad folk tænker. Men det ville da være rart, hvis folk ikke spurgte ind til min krop i tide og utide. Om- vendt kommer jeg jo også selv til at gøre det med andre. Og tit finder man ud af, at der også er andre, der har skavanker, og det gør det jo mindre ensomt at være i, hvis man kan dele de erfaringer.”

Hvordan har du det med at dele din historie her i Costume?

“At vise arrene frem virker for mig som en åbning til at gå ind i den sorg, der er grunden til mit ar. Jeg kan ikke spole tiden tilbage, men jeg kan begynde at acceptere min fortid og de mærker, jeg har fået, så jeg kan komme videre med mit liv.”

Så det er også en del af din helingsproces?

“Jeg synes, det er på tide at vende skuden og begynde at se det smukke i den forvandling, det også har været. Ar er jo i og for sig smukke. De lyser op, de spænder huden ind, de er knudrede og mærkelige. Hvis jeg skal se det fra den lyse side, behøver jeg i hvert fald ikke at få lavet tatoveringer, når man har de ar, jeg har. Og ærligt talt: De tilføjer sgu også noget ret råt og sejt til min krop.”

TEKST Marie Alkestrup FOTO Frederikke-Agnete Svarre STYLING Clara Matz