Kom på julebesøg hos CHARTs Isabella Hemmersbach
Isabella Hemmersbach, der er Deputy Director hos CHART, elsker at give gaver, og hun begynder allerede at købe dem i løbet af efteråret. Her fortæller hun om sin jul
AfForskellige juletraditioner mødes, når 32-årige Isabella Hemmersbach, Deputy Director på CHART, skal holde jul sammen med både sin og kærestens familie.
Her deler hun sine tanker om jul, traditioner og alt derimellem.

Hvor skal du fejre jul i år?
“Min kæreste og jeg skal holde jul sammen med begge vores familier, men for første gang skal vi faktisk holde jul hos os i Valby. Vi er lige blevet færdige med at renovere vores nye lejlighed, og nu er der plads til at kunne have ti rundt om bordet – og et juletræ i stuen.”
Hvad holder du mest af ved julen?
“Jeg elsker alle de lys, der er i gaderne og vinduerne, alle de kærlige tanker, der bliver lagt i gaver og julekort. Allerede fra august er julen i mit baghoved, og jeg bruger efteråret til at finde gode gaver. Når jeg falder over gode gaver på rejser og lignende, bliver de meget mere personlige, og jeg skal heller ikke stresse i dagene lige op til jul.”
Hvad er dine juletraditioner?
“Jeg kan godt lide at samle adventspakker til min nærmeste familie med kalenderlys og små gaver til hver søndag i advent. Og så elsker jeg at komme i julehumør med kliché-julesange a la Frank Sinatra, Wham! og soundtracket til Love Actually – og selvfølgelig at holde julefrokost med mine venner.”
Hvad er dit første juleminde?
“Den jul, hvor jeg havde tegnet min egen kjole, og min bedstemor syede den til mig. Det var stort, og jeg var så stolt og følte mig så fin.”
Hvordan pynter du op til jul?
“I vores familie har vi tradition for at pynte op efter min lillebrors fødselsdag 17. november, mens min kærestes familie først starter 1. december, så nu er jeg begyndt at pynte lidt op i slutningen af november – det er lidt forskelligt fra år til år, om det bliver til mere i løbet af december. Uanset hvad graver jeg Royal Copenhagens julestel frem, for jeg elsker at drikke af min julekop.”
Hvordan skal juletræet pyntes?
“Normalt har jeg mange meninger om æstetik, men lige netop når det gælder juletræet, er der så mange meninger i vores familier, at jeg synes, det vigtigste er at holde julefreden og sørge for, at alle føler, at de kan være med.”
Hvad laver I juleaftensdag?
“Tit går dagen med madlavning, borddækning og lidt gaveindpak- ning, indtil vi gør os klar med festligt tøj. Afhængigt af hvem jeg fejrer jul med, kan det også godt være, at vi tager i kirke. Det er en hyggelig juletradition.”
Hvad står menuen på juleaften?
“And, sovs, rødkål, knödel og risalamande. Men i år vil min kæreste nok gøre det til mere af en middag med forret og så videre, så selve spisningen ikke er så hurtigt overstået. Det bliver måske confit de canard i stedet for en hel and.”
Hvilken julesang er din favorit?
“Højt fra træets grønne top. Det er så fin og dansk en sang med barnet, der strammer garnet, og morens tunge pung. Det er dejligt befriende at kunne synge om julens mange facetter med et glimt i øjet.”
Hvad skal du have på juleaften?
“Åh, det bliver nok min sorte Cecilie Bahnsen-kjole. Den er rar at have på med masser af plads i, og samtidig er den fin. Og så nok enten mine diamantøreringe fra Kinz Kanaan eller store guldøreringe fra Anissa Kermiche.”
Hvad står øverst på din ønskeseddel?
“Jeg elsker at rejse. Det er sjældent, at jeg får deciderede rejser – måske også lige lidt for dyr en gave at give – men så i hvertfald noget, hvor jeg oplever noget særligt. Lige nu er det et år siden, jeg har været i Paris, som jeg plejer at tage til mindst to gange om året. Så: en rejse til Paris.”