Lina Rafn: Jeg er superspændt på at opleve

Er der en kunstudstilling, vi absolut ikke må gå glip af?

“Esben Weile Kjær på Arken. Esben og jeg sad til bords under en modemiddag for mange år siden, og der faldt vi i snak om rave-kultur. Han havde studeret det grundigt – jeg havde faktisk været der. I sin kunst har han en forståelse for clubbing- og party-culture, som virker genkendelig og sympatisk på mig – selvom han bestemt ikke viger tilbage fra grimheden eller det problematiske. Jeg føler mig ‘set’ i hans værker, og det sker uhyre sjældent (hvis nogensinde), at mit rave-hjerte ikke bliver knust af fejlagtighed og ligefrem foragt, når min kultur indgår i en finkulturel sammenhæng. Her har han kurateret, og det er jeg superspændt på at opleve.”

Er der en bog, som du har læst for nylig, der har gjort et særligt indtryk på dig?

“Det er desværre alt for lidt, jeg får læst, men jeg får lyst til at fremhæve Thomas Korsgaards Tyverier. Han skriver så ubegribeligt godt, og det føles naturligt, velkendt samt ukonstrueret, og samtidig er det skideubehageligt, klaustrofobisk og irriterende – men på en rigtigt, rigtigt god og charmerende måde.”

Hvilken musikgenre kan du ikke stoppe med at lytte til?

“Jeg ved reelt ikke, hvad man skal sætte på som ‘genre’, men der er en hel bølge af melankolsk, begavet, dansksproget musik, som ikke lader til at være så målrettet mod succes som mod at dele den smerte, den åbenlyst er fyldt med. Det er fra Marcus.wav og Pauline til Artige Ardit og hele vejen til Guldimund. Det er intenst, og jeg har vænnet mig til at græde i toget eller på åben gade, fordi musikken bider så hårdt i mig.”

Er der en film eller en serie, som du ikke kan slippe, og som du ser frem til at se?

“Jeg er ikke den, der genser hverken film eller serier, men der er serier, som sidder i mig, og som jeg fortsat håber lever videre. The Good Fight er en kæmpe favorit – ikke mindst fordi jeg i sin tid lagde ud med The Good Wife, som på mange måder banede vejen. I dag tænker jeg, at den vil være ubehageligt forældet, og jeg er sikker på, at The Good Fight står fint alene. Det er afgjort en voksen affære, men det morads af alvor og absurditet, som den i høj grad består af, føles (desværre) velkendt og vedkommende, og det er utroligt charmerende spillet og instrueret.”

Læs det fulde interview i magasinet, som er på gaden lige nu, hvor Lina også svarer på spørgsmål omkring, hvordan hun forholder sig til kroppen.