
Lykke May: “Det bedste råd, jeg har fået, er ..."
Lykke May Andersen er 33 år, skuespiller og velgørenhedsarbejder. Hun har nok at se til med sin 2-årige søn derhjemme og humanitært arbejde i Grækenland
AfHVERDAG
Min dag begynder med ... “morgendans med min rytmisk begavede søn, Shooter, som samtidig absolut er højdepunktet på min dag.”
Mit skønhedsritual er ... “at rense min hud på religiøs vis morgen og aften. I øjeblikket bruger jeg Sisleys creme mousse cleanser efterfulgt af Ling New Yorks Dual moisture emulsion, A-Dermas Crème ultra-réparatrice og Shiseidos Benefiance øjencreme. Man kan vel også beskrive mine træningssessioner med personlig træner Kasper Sandvad som et militant skønhedsritual.”
En hverdagsklassiker er ... “min søn elsker grøntsager nu. Specielt broccoli, som han kalder små træer. Så jeg laver mange wokretter og proteinpakkede salater.”
Min dag slutter med ... “Shooter går hjemme med mig for tiden, mens vi venter på en børnehaveplads. Så når han er puttet, går mine aftener med at rydde op efter ham i lejligheden, som af og til kan ligne Hiroshimas ødelæggelse. Derefter er det voksentid.”
ARBEJDE
Min arbejdsfilosofi er ... “at få folk sikkert på land i mit arbejde med den humanitære nødhjælpsorganisation Team Humanity, der hjælper bådflygtninge på de græske øer. At tilsidesætte sine egne behov for de her stakkels mennesker. Her er der ingen, der tæller arbejdstimer eller brokker sig over for korte frokostpauser.”
Min arbejdsmoral er ... “at fuldføre opgaven. Jeg laver ikke halve ting. Det er alt eller intet.”
Mit drømmejob som barn var ... “dyrlæge, forfatter eller advokat.”
Et godt arbejde er ... “udfordrende og krævende.”
På arbejde kunne jeg aldrig finde på at ... “græde. Men det har ikke altid været sådan. Jeg græd måske en håndfuld gange som model på grund af udmattelse, savn, kærestesorger, og hvad der nu ellers kan få en ung kvinde til at fælde en tåre. Som gallerist græd jeg på grund af konflikter med en kunstner eller en kollega. Som skuespiller skulle jeg ikke lave andet end at græde – jeg blev castet som en ung mor i et misbrugsforhold, som får taget sit barn fra sig. I Team Humanity repræsenterer vi styrke, sikkerhed og kærlighed. Det er vores job at have overblik og håndtere alle situationer. Gummibåde overfyldt med traumatiserede kvinder og børn. Mennesker, der flygter fra krig, død og ødelæggelse. Situationer med skæbner, som man har lyst til at græde med. Men her er det fuldstændig uetisk.”