© Petiteknit.com

Mette lever af sin hobby og inspirerer dagligt 276.000 følgere på Instagram

Kvinden bag det succesfulde brand PetiteKnit deler ud af sine inspirationskilder, strikkeopskrifter og giver tips til nybegyndere.

Du kan glemme alt om, at strik kun er en aktivitet for gamle bedstemødre og strikkeklubber. Det kreative håndværk har fået et kæmpe comeback, som spreder glæde, skåner miljøet og reducerer stress og søvnløshed.

En person, der i stor stil har tilsluttet sig tendensen, er 31-årige Mette Wendelboe Okkels, der lever af at designe og sælge strikkeopskrifter både til danskere og internationale kunder gennem brandet PetiteKnit.

De smukke og moderne design inspirerer dagligt hendes 276.000 følgere på Instagram til at forny garderoben med hjemmestrik.

Vi har taget en snak med Mette om tankerne bag den selvstændige karriere og det succesfulde brand.

Hvorfor valgte du at starte PetiteKnit? “Jeg har altid strikket. Og drømt om at have egen virksomhed. Jeg startede PetiteKnit for fire-fem år siden, da jeg fornemmede, at der var et marked for mine opskrifter. Det var den kreative energi, der drev mig, og det er det stadig i dag. Jeg ønskede at skabe et inspirerende univers af strik til både kvinder og børn – og lidt mænd.”

Hvorfor tror du, at det er blevet så moderne at strikke? “Jeg tror, at det dels har noget at gøre med, at strik også er meget moderne i modeindustrien. Og så tror jeg også, at det passer godt ind i tidens ånd, hvor man søger nærvær, ro og bæredygtighed. Her passer strik godt ind.”

Har du selv opdaget en stigning i interessen for strik? “Ja, jeg synes, at interessen er stigende. Og jeg synes også, at folk ser mindre skævt til én, hvis man sidder og strikker i det offentlige rum. Jeg oplever, at det er blevet mere cool at strikke. For fem år siden var jeg den eneste, der sad og strikkede til forelæsninger på universitetet. Nu er der rigtig mange, der gør det.”

Hvor søger du inspiration? “Alle steder! Det kan både være på gaden, i magasiner, på Instagram eller fra en tilfældig farvekombination eller struktur, jeg ser. Jeg kan både blive inspireret af det rent visuelle i modebilledet, men også inspireret af en særlig konstruktion eller nørdet strikketeknik, som jeg har lyst til at prøve af.”

“Det var den kreative energi, der drev mig, og det er det stadig i dag. Jeg ønskede at skabe et inspirerende univers af strik til både kvinder og børn – og lidt mænd.”

Hvilken af dine strikkeopskrifter er den mest populære? “Det er nogle af de mest basic opskrifter, tror jeg. Jeg tjekker med vilje ikke op på, hvilke der sælger bedst – jeg vil ikke være drevet af salgstal, men hellere strikke det, jeg har lyst til. Hvis jeg skal være i det her game i mange år, er det vigtigt for mig, at det er den kreative energi, der styrer mig, og ikke salgstal. Men jeg har på fornemmelsen, at det er for eksempel Ingen Dikkedarer Sweater, Sunday Sweater eller Louisiana Sweater. Og lige for tiden måske min Stockholm Slipover – vestetrenden er stærk lige nu!”

Har du selv en personlig favorit blandt dine opskrifter? “Uh, jeg har mange. Og det kan godt skifte. Lige nu er jeg ret glad for min Stockholm Slipover. Men jeg bliver heller aldrig træt af en helt basic sweater med en helt klassisk konstruktion som for eksempel Louisiana Sweater.”

© petiteknit.com

Har du nogle tips til dem, der vil begynde at strikke?

“Der er mange gode begynderopskrifter på markedet. På min hjemmeside kan man for eksempel finde Novice Sweater, som er skrevet helt uden forkortelser og uden svære teknikker. Og så er der hjælpevideoer til alle trinene i opskriften. Hvis man gerne vil igang, er det bare at købe opskriften, tage ned i sin lokale garnbutik og få råd og vejledning til, hvilket garn man skal købe. Og så gå hjem og slå masker op.

Det gode ved at handle i sin lokale garnbutik – udover at det altid er godt at støtte de lokale – er, at man så kan tillade sig at gå ned og få hjælp, hvis man taber en maske eller sidder fast på anden måde. De har som regel også strikkecaféer eller klubber, hvor man som nybegynder kan få masser af hjælp. Og til sidst vil jeg anbefale at følge en masse strikkeprofiler på Instagram. Der er ikke noget så inspirerende og motiverende som at se, hvad andre har gang i. Der kan man også søge masser af hjælp.”

Se flere flotte strikkeopskrifter på petiteknit.com