Mød den danske Noora

Skam-feberen har hærget i Danmark, hvor vi ikke mindst har været begejstrede for Josefine Frida Pettersen som karakteren Noora. Vi har mødt den danske Noora, der skal gå i hendes fodspor

Hvem spiller Noora i skam
© NRK

Hvordan er det egentlig at være Karla Rosendahl Rasmussen, 24 år, der går på Den Danske Scenekunstskole og skal spille rollen som Noora, når Aveny-T opsætter den norske tv-serie Skam som teater? Vi har taget en snak med den unge skuespiller.

Hvem spiller Noora i skam

Karla Rosendahl Rasmussen skal spille Noora i teaterudgaven af Skam.

© Privatfoto / Karla Rosendahl Rasmussen

HVERDAG

Min dag begynder med ... “at jeg snoozer for længe.”

Min træningsrutine ... “har indtil for nylig bestået af en løbetur hvert halve år, men nu har jeg overgivet mig til Fitness World. Jeg er ikke til ’Stram Op’ og sådan noget overfriskt noget, men pilates og yoga er jeg begyndt at holde af.”

En hverdagsklassiker er ... “at cykle over Christiania til skolen. Vandet, fuglene, Refshaleøen i baggrunden. Jeg bliver lidt lykkelig hver gang.”

Hverdagslykke er ... “varm aftensmad. Jeg kommer ofte sent hjem, men jeg elsker, når jeg endelig bruger tid på at lave mad. Eller endnu bedre, når nogen laver det til mig.”

Min dag slutter med ... “at jeg ligger i min seng og tænker eller taler den følgende dag igennem. Nogle gange optager jeg det. Jeg har virkelig prøvet mange ting for at strukturere min hverdag og har fundet ud af, at diktafon fungerer rigtig godt til at skabe overblik over idéer, tanker og ting, jeg skal huske. Og så føler jeg mig lidt som en privatdetektiv imens.”

Jeg holder aldrig op med at bruge ... “Google. Selvom det er lidt uhyggeligt, at de overvåger mig, så googler jeg alting.”

LIV

Det bedste råd, jeg har fået, er ... “‘vær ikke bange for at være prætentiøs’. En instruktør sagde det til mig og mit hold, og det var ret grænseoverskridende at høre, for jeg har altid tænkt på prætentiøs som et fy-ord. Det er noget nordjysk, tror jeg. Det ramte mig virkelig, og jeg tænkte: ‘Gud ja, Karla, det har du altid været bange for’. Men man må jo også tænke stort en gang imellem.”

Det største, jeg har opnået, er ... “at komme ind på teaterskolen. Det var en helt vild følelse.”

Jeg bliver nervøs over ... “duer, der er lidt for tæt på mig. Fugle er de sjoveste dyr at observere, fordi de har så meget karakter, men jeg bliver altid lidt panisk, når de kommer for tæt på. Min værste frygt er, at en due skal flyve ind i mit hjul, mens jeg cykler. Lidt åndssvagt, når jeg kunne have svaret noget med verdenssituationen.”

Jeg fortryder ... “det, jeg ikke handlede på, mens tid var. At fortryde ting, man har gjort, tjener jo ikke noget formål, og derfor prøver jeg at sige til mig selv, at ting sker af en grund.”

Mine tanker om kærlighed er ... “at den har lidt trange kår i den her tid med Tinder, ‘ghosting’ og ‘maybe attending’. Vi er allesammen lidt for cool og altid på vej ud ad døren. Kærlighed kræver mod og ærlighed.”

Jeg griner altid af ... “sjove stednavne. Min søster bor ved Pøt Mølle. Det er da sjovt.”

Jeg vil helst rejse til ... “Anholt eller et sted med bjerge. Øv, hvor er Danmark dog fladt.”

Hvem spiller Noora i skam

Hele castet til den danske opsætning af Skam som teater på Aveny-T.

© Birger Storm

ARBEJDE

Min arbejdsfilosofi er ... “under opbygning. Jeg kan være ret kontrolleret, men jeg vil egentlig allerhelst være mere Hemingway og ‘write drunk, edit sober’-agtig. Altså jeg vil ikke være fuld på scenen, men gerne komme i det der flow, hvor jeg glemmer at tænke over tingene. Det er ofte der, at de bedste ting sker.”

Min arbejdsmoral er ... “rigtigt god, hvis jeg kan se, hvor jeg bevæger mig hen. Men jeg er desværre også en tvivler. Derfor er samarbejdet i teaterverdenen så godt for mig.”

Et godt arbejde er ... “varieret. At skuespillerfaget er så usikkert, er nok noget, jeg kommer til at forbande, når jeg er færdiguddannet. Men lige nu elsker jeg, at det er så foranderligt.”

På arbejde kunne jeg aldrig finde på ... “at nyde en pædagog-sandwich. Altså kompliment-kritik-kompliment-teknikken. Hvis kritikken er pakket ind, så forstår jeg den ikke. Når mine kollegaer deler deres ærlige holdning, og hvis det kommer fra et rent sted, vil jeg til gengæld altid gerne høre det.”

I weekenden ... “vil jeg bare gerne være fuld og dum. Jeg elsker altså at have tømmermænd.”

ALT DET, DU IKKE MÅ GÅ GLIP AF