Kwamie Liv © Rasmus Weng Karlsen

"Musikken er vores, den er fælles. Den forener os og er meget større end vores forskelle"

Lige nu arbejder Kwamie Liv på sit andet album, der har taget form, mens #MeToo, Black Lives Matter og en pandemi har raset verden over. Konteksten har tvunget hende til at overveje mere end nogensinde før, hvad hun vil sige – for hvad giver mening i en tid som denne? Det er hun ved at finde ud af. Og det tager den tid, det tager. For ingen bestemmer over Kwamie Liv ud over Kwamie Liv selv.

To personer sætter sig på en tagryg under en stjerneklar himmel, der langsomt ændrer sig til regnvejr, torden og til sidst en scenisk solopgang. Et rødt lasersigte rammer den ene. Han rejser sig op med hænderne i vejret for kort efter at knække sammen over tagryggen, mens kaskader af blod bliver sendt op mod den lyserøde himmel.

Scenen udspiller sig i videoen til Kwamie Livs seneste single, 17. Imens lyder sangerindens karakteristiske, mørke stemme:

“Remember running down the hills like // We were young I thought we’d never die // I thought things would never change // But now we’re older and we’re wiser // Isn’t it crazy how time flies? // And how all the colours have changed // Oh, I wish that I knew then // What I know now.”

17 bliver en del af Kwamie Livs kommende album, opfølgeren til hendes debutalbum Lovers That Come and Go fra 2018, og den handler egentlig om et venskab, der ikke længere er en del af Kwamie Livs liv. Men den har fået ny betydning for den 35-årige sangerinde. For verden er en anden, end da hun begyndte at skrive den for et par år siden. En verdensomspændende virus, Black Lives Matter og #MeToo har vendt op og ned på alt.

“Den dér uskyld får et helt andet udtryk. Jeg ser så mange unge mennesker derude lige nu, som kæmper mod ulighed. Mange har skrevet til mig, efter de har set videoen, og spurgt, hvorfor han skulle dø til sidst. Det giver jo ikke mening, vel? Hvis man stiller sig selv dét spørgsmål, forstår man min pointe: Hans død er meningsløs,” siger hun og nævner anholdelsen af George Floyd, der ledte til den 46-årige amerikaners død, som et eksempel på den strukturelle ulighed, som vi skal kæmpe imod.

“Skal tingenes tilstand ændres, kræver det, at vi alle holder fokus på problemstillingerne og kæmper aktivt for at ændre dem. For mig handler det om vigtigheden i, at vi ikke bare læner os tilbage og tager vores rettigheder for givet. Vi har et ansvar for at lytte og lære og for at bruge vores stemmer samvittighedsfuldt, uanset hvor stor vores platform er – om man så sidder til en familiemiddag, og en person siger noget hensynsløst, eller om man har et større publikum. Lighed for alle er alles kamp.”

Skillevej

Det seneste års begivenheder har også betydet et nærmest totalt livsstilsskifte for Kwamie Liv. Normalt bruger hun halvdelen af året uden for Danmark: på PR-ture, koncerter og besøg i studiet i New York, hvor det første album blev mixet. Med de rejserestriktioner, der fulgte med Covid-19, har hun været stavnsbundet til sin lejlighed i København, hvor hun har siddet med sin guitar og lavet ny musik. De omstændigheder har mere end nogensinde før tvunget hende til at se ind i sig selv og stille spørgsmålet: Hvad er det, jeg vil sige?

“Jeg vil ikke se tilbage på den her periode, hvor vi står ved en vigtig skillevej, og føle, at jeg ikke har brugt min stemme på en måde, som føles ægte,” siger hun.

“There’s no time like the present. 2020 har for alvor vist os, at vi ikke bare kan sidde i vores egne små bobler, og det er på mange måder positivt. Bare se på Black Lives Matter, som er et meget konkret eksempel på, hvor hurtigt folk kan mobilisere sig, øge fokus og skabe forandring. Det har inspireret mig. Det er værd at kæmpe for forandring, og det er vi alle sammen ansvarlige for at gøre.”

Det nye album har hverken en udgivelsesdato, titel eller tema endnu, og det er for tidligt at sige, om nogle af de nye sange kommer til at gribe fat i de temaer, der har karakteriseret 2020. Lige nu er Kwamie Liv stadigvæk ved at observere de ændringer, der er sket og fortsat sker, og fordøje dem, og hun er midt i processen med at samle de seneste mange måneders tanker, iPhone-memoer og notater sammen til det, der skal blive et færdigt album.

“Jeg har ikke direkte tænkt, at jeg vil skrive sange om nogle bestemte begivenheder, men de ligger uden tvivl i min underbevidst- hed. Der sker vilde ting i verden lige nu. Det føles lidt som at have betragtet en eksplosion og nu se på, mens brudstykkerne langsomt falder ned fra himlen,” siger hun.

Kwamie Liv
© Rasmus Weng Karlsen

KJOLE Saint Lauren 17.125 kr.

"Jeg ser rastløsheden som en gave, for den holder mig nysgerrig og sulten på livet."

Sammen i musikken

Når Kwamie Liv taler, flyder sætningerne i en sikker strøm af konstante vekslinger mellem dansk og engelsk – et biprodukt af hendes opvækst, der har fundet sted i forældrenes hjemlande, Danmark og Zambia, men også Tyrkiet, Sverige, Sydafrika, Kenya, Irland og Bangladesh. Dengang var det morens stilling som FN- diplomat, der betød, at hun og Kwamie Liv rykkede teltpælene op og måtte etablere sig i et nyt land hvert tredje til fjerde år.

“Jeg blev født ind i et liv, hvor forandring var normaliteten. Nyt hjem, ny skole, nye venner om og om igen. Det gav mig en rastløshed, som jeg stadig mærker: Jeg elsker at rejse og ville opleve alle kulturer i hele verden, hvis jeg kunne. Jeg ser rastløsheden som en gave, for den holder mig nysgerrig og sulten på livet. Jeg ved, at jeg aldrig kommer til at læne mig tilbage og tænke: ‘Det er nok’,” siger hun.
Men den nomadiske opvækst har også en pris. For med en søskende- flok på seks i Zambia og venner spredt ud over hele verden kan savnet ramme hårdt – især i en tid, hvor verden på mange måder føles mindre, når man ikke bare kan hoppe på det næste fly.

“Jeg savner at have de mennesker, jeg har kendt hele livet, tæt på mig. Jeg har venner, som er opvokset ét sted, og som kan tage tilbage til deres barndomshjem på deres barndomsgade og nærmest sove i den samme seng, som de sov i, da de var børn. Det er så romantisk i mine øjne, for jeg har aldrig selv kendt til andet end en livsstil, hvor det var normalt at flytte ofte,” siger hun.

Opvæksten i de mange forskellige lande blandt de mange forskellige kulturer har dog særligt lært hende én ting: Uanset hvor hun rejser hen i verden, vil hun møde de samme basale følelser og tanker: kærlighed, håb, sorg, frustration, begær – temaer i livet, som går på tværs af både kultur, religion, nationalitet og køn.

“Det gør mig så meget mindre bange for de forandringer og konflikter, vi oplever lige nu. For hvis vi skærer ind til benet, er vi meget mere ens, end vi er forskellige. Og det påvirker også min kunst: Jeg vil gerne have, at alle føler sig velkomne,” siger hun.

Kwamie Liv har altid været fascineret af at fortælle historier. En af de måder, hun var sammen med sin mor på, var gennem musikken. Når moderen kom hjem fra arbejde, samlede hun guitaren op, og mor og datter sang sammen. Som 11-årig begyndte Kwamie Liv selv at spille guitar. Det åbnede en helt ny verden for hende og gav historierne nyt liv – til stor fornøjelse for hendes mor, venner eller hvem end, hun kunne få til at lytte.

“I was that kid,” siger hun og ruller ironisk med øjnene.

Kwamie Liv fortæller også om dengang, hun arbejdede som frivillig i en lejr for rohingya-flygtninge i Bangladesh. En dag hev hun sin guitar frem og begyndte at spille, og med ét blev splittelse og sorg vendt til fællesskab.

“Indtil da havde musikken været noget, jeg havde for mig selv – mit frirum. Men i det øjeblik forstod jeg, at musikken er vores, den er fælles. Den forener os og er meget større end vores forskelle.”

“Selvfølgelig har jeg oplevet ismerne”

Ved siden af musikken udtrykker Kwamie Liv sig også via en anden kunstform. Hun tegner. Og hvor kvinderne i Kwamie Livs sangtekster er melankolske og emmer af nattens knuste hjerter, udfolder en helt anden type kvinde sig i hendes tegninger: De slår i bordet og fortæller med tør humor mændene, hvor skabet skal stå. Som i en af tegningerne, hvor en person har sendt en besked med teksten: “Heeeyyyy! Long time no speak! Where u at?’ og svaret falder prompte: “Not here, G.”

Tegningerne startede som et par opslag på Instagram med en række skildringer af stiliserede, nøgne kvinder. I oktober 2019 mundede det ud i en soloudstilling på galleriet Alice Folker i København.

“Jeg elsker de kvinder. De blev født af en frustration, nok omkring samme tidspunkt som præsidentvalget i USA i 2016. Det var en frustration over at kigge rundt og tænke: Hvad er det, der sker? Hvordan kan den her mand sige ‘grab them by the pussy’ og slippe afsted med det?”

“Jeg så, hvad der sker, når man bliver set på som et objekt og ikke et menneske”

Kvinderne i hendes tegninger er altid nøgne. Med blottede bryster ryger de cigaretter, drikker alkohol, diskuterer forhold og har affærer med gifte mænd.

“De er helt klart også en reaktion på censuren af kvinder i offentligheden. Hvorfor har vi ikke den samme frihed som mænd, når det gælder, hvor meget vi vil vise af os selv? Det giver ikke mening. Vi burde alle have de samme rettigheder. Jeg synes, at det er forkert, at kvinder ikke må vælge at vise deres brystvorter på Instagram, hvis de har lyst til det – så derfor tegnede jeg i stedet en hel bunke af dem, som kan få lov til at leve derinde,” siger hun.

Sideløbende med Kwamie Livs arbejde med det kommende album er der på ny sat ild til #MeToo-debatten herhjemme. En bølge, der blev igangsat med tv-vært Sofie Lindes beretning på scenen under Zulu Comedy Galla i august og siden har tvunget mange brancher – herunder musikbranchen – til at se indad for at afdække ulige forhold, krænkelser og chikane.

“Det var inspirerende at se Sofie Linde råbe op og starte en lavine. Det var nødvendigt. #MeToo var en global bølge i 2017, men den tog aldrig rigtigt fat herhjemme indtil nu. Det, der sker, viser, at det er så vigtigt, at vi ikke bare læner os tilbage og tænker, at det er overstået. I stedet skal vi kontinuerligt holde hinanden ansvarlige for at skabe lige forhold for mænd og kvinder.”

Er det et tema, din nye musik griber fat i?
“Jeg er en kvinde. Jeg har min egen forretning. Jeg gør det. Én ting er, hvad du siger, noget andet er, hvad du gør. Jeg ser flere og flere kvinder på den danske musikscene, og deres eksistens er i sig selv med til at skabe forandring. Når du ser en empowered kvinde på en scene, som synger om noget, der ikke handler om politik – så er det stadig politisk. Selvfølgelig ville jeg gerne leve i en verden, hvor det at være en stolt og succesfuld kvinde ikke er radikalt i sig selv. Men det er små skridt i den rigtige retning,” siger hun.

Da talen falder på, om Kwamie Liv selv har oplevet at blive forskelsbehandlet igennem sin karriere på baggrund af sit køn, bliver hun stille. Det skal hun lige tænke over.

“Det er ikke, fordi jeg ikke har oplevet ismerne. Selvfølgelig har jeg det. Jeg tror ikke, at du kan leve i den her verden som kvinde og aldrig opleve sexisme. Det, vi kæmper imod, er noget strukturelt. Og oplevelserne er kun eksempler, der peger på, at strukturen er syg.”

Når Kwamie Liv taler om musikindustrien, nævner hun ofte ‘the machine’ – den etablerede branche, som hun både har set det bedste og det værste af. I dag er hun signet hos Universal – en beslutning, hun er glad for, men som hun overvejede nøje. For allerede i begyn- delsen af sin karriere, da hun boede i Irland og blev kontaktet af et pladeselskab, så hun, hvordan en fremtid i ‘maskinen’ kunne se ud, når den er værst:

“Jeg sad dér, foran en masse magtfulde mennesker, som havde en masse holdninger til tingene. Der fik jeg et indblik i, hvad der sker, når man begynder at blive set på som et objekt frem for som et menneske. Når du pludselig bliver noget, som nogen kan generere en god indkomst på. Det viste mig, hvordan nogle mennesker kan ændre sig, når der er penge på bordet. Pludselig handler det hele om, hvor mange penge der bliver lagt ind i maskinen og kommer ud i den anden ende.”

Kwamie Liv
© Rasmus Weng Karlsen

BLAZER H&M Studio 1.299 kr.
KJOLE Jerôme Studio 2.200 kr.
HALSKÆDE MED GRØN STEN vintage Givenchy hos Time's Up Vintage 1.495 kr.
HALSKÆDE Elhanti 4.600 kr.
RINGE Kwamies egne

HÅR OG MAKEUP Ayoe Nissen
FOTOGRAFASSISTENT Santiago de la Vega
MODEASSISTENT Micella Hansen

For Kwamie Liv er friheden det vigtigste af alt: Friheden til at skabe musik uden at skulle forholde sig til forventninger og holdninger fra folk med dollartegn i øjnene. Derfor har hun i dag samlet det, hun kalder sit ‘team’, som blandt andet består af hendes danske manager, hendes manager i New York, hendes grafiker, hendes kontaktpersoner på pladeselskabet Universal og de musikere, hun gennem tiden har samarbejdet med.

“Den oplevelse gjorde det klart for mig, at jeg ikke vil leve under nogens regler. Og samtidig blev jeg meget mindre bange for at vælge min egen vej og kun arbejde med de mennesker, som jeg stoler på og lytter til. Hvis jeg samarbejder med nogen, jeg ikke stoler på, så betyder det også, at jeg ikke stoler på mig selv,” siger hun.

“I min optik er det vigtigt at have fokus på kunsten. Og det kan jeg ikke have, hvis jeg i stedet fokuserer på alle andres holdninger og meninger. Derfor er jeg forsigtig med, hvem jeg omgiver mig med.”

For Kwamie Liv er det historien, der er i centrum. Om hendes kunst i fremtiden bliver i form af et teaterstykke, performancekunst eller en serie af malerier, ved hun ikke. En af de ting, hun dog har i støbeskeen, er en versnovelle. Hun begyndte at skrive den i 2019 og lagde sidste hånd på den i slutningen af januar på et motelværelse fyldt med rustikke træmøbler og en gammel skrivemaskine, midt i Los Angeles’ ørken. Teksten flød ud af hende og ned på papiret – en oplevelse, hun beskriver som magisk. Det er en fiktiv fortælling om en karakter, hvis liv forandrer sig radikalt fra den ene dag til den anden som følge af tilfældige hændelser – et scenarie, som på mange måder giver mindelser om 2020.

“Der er mange ting, vi endnu ikke ved, og vi kan stå i en helt anden situation om bare en måned. Men én ting, den her periode for alvor har gjort klar for mig, er, hvor forbundne vi allesammen er, og hvor meget vi er afhængige af hinanden,” siger Kwamie Liv.

“Jeg tror stadigvæk grundlæggende på det bedste i mennesket og er håbefuld med hensyn til, hvordan vi kommer til at forholde os til verden fremadrettet og den kunst, der bliver skabt, med disse nye tider som baggrund. Det bliver interessant at se, hvad der kommer ud af det på den anden side.”

FOTOGRAF Rasmus Weng Karlsen/Link Details STYLING Kristine Halken