Norsk kjoledesigner, du skal kende: “Jeg tager kvindekroppen alvorligt”
Tine Mollatt designer kjoler, som kvinder skal føle sig smukke og stærke i – og så ejer hun over tusind vintagekjoler
AfNorske Tine Mollatt lancerede ByTiMo i Oslo i 2004 med en ambition om at skabe smukke kjoler til overkommelige priser – især inspireret af hendes eget arkiv med over tusind vintagekjoler.
Mød kjoledesigneren her, og læs om hendes tilgang til design, og hvor hun henter inspiration til de smukke kjoler.

Hvad karakteriserer din tilgang til at designe kjoler? “Jeg har en baggrund som skrædder, og det bidrager til, at jeg tager kvindekroppen alvorligt. ByTiMos kjoler er designet med omhu, men vi er også optagede af, at man skal kunne mærke et historisk sus. Jeg mener ikke, at man skal fremhæve særlige dele af kvindekroppen eller skabe udfordrende design bare for at gøre det. For at kvinden kan føle sig smuk, skal kjolen fremhæve hendes bedste sider.”

Hvilke tematikker leger dine kjoledesign med? “Vores kollektioner indeholder både helt enkle kjoler og print såvel som lange design med mere iøjnefaldende mønstre og broderier. Kjolernes snit er skabt, så kvinder af alle kropstyper vil føle sig godt tilpas, uanset om de er høje eller lave, har former eller ej.”
Hvordan vil du gerne have, at kvinder skal føle sig i dine design? “Jeg elsker at hente idéer fra forskellige stilepoker og sætte dem sammen på ny. Mit mål er, at en kjole skal kunne bruges til flere anledninger, og at man kan dresse den både op og ned. Kvinder skal føle sig stærke og smukke i mine kjoler.”

Hvor henter du kjoleinspiration fra? “Jeg har samlet på vintagetøj fra hele verden i over tyve år og har et vintagearkiv med over tusind kjoler fra 1880 og frem til 70’erne. Byer som Tokyo, New York og Paris inspirerer mig meget, og jeg har fundet mange skatte både på markeder, i vintage-basarer og i små genbrugsbutikker der. Alle tidsperioder kan fascinere mig, men skal jeg pege på én særlig epoke, er det 40’erne og 50’erne. Det var en tid, hvor kjolerne blev mere funktionelle, samtidig med at de var legende og flirtende. Looket går igen i mine design i alt fra silhuetter til bittesmå detaljer – som en syning eller en knap. Når jeg tegner mønstre, kigger jeg desuden tit på gammelt porcelæn. Nogle gange kan jeg finde et blomstermotiv på en gammel kop, som jeg så tegner om, indtil det bliver til et blomsterprint på en kjole.”
