Orit Elhanati står bag sæsonens smukkeste smykker

Du får et lille stykke historie, når du køber af smykke guldsmed Orit Elhanati. Her deler hun tankerne bag sin seneste kollektion

© PR

Hvert eneste smykke, der opstår ud af hænderne på guldsmed Orit Elhanati, er et lille stykke historie. For hende er det vigtigt at lege sig frem i den kreative proces, for vi glemmer for ofte at stole på vores intuition. Den nye X-kollektion udspringer af disse tanker.

Orit Elhanati elsker, at hendes tanker og streger bliver til minder for dem, der bærer hendes smykker. Hidtil har guldsmeden mest arbejdet i massiv 18 karat guld – og prisen er selvfølgelig derefter – hvilket har fået mange af os til at sende længselsfulde blikke efter de funklende skatte i kollektioner som Drawn, Mark Me Sky og String. Men nu har Orit Elhanati lavet kollektionen X i sølv forgyldt med 24 karat guld, som sælges eksklusivt i londonske Matches Fashion – en partner, som Orit længe har haft et godt samarbejde med.

“Fordi jeg kun arbejder ud fra materialer af den højeste kvalitet, og guld er min passion, er det fantastisk at få et andet lærred at arbejde med, som gør, at flere får mulighed for at gå med mine smykker,” fortæller Orit om den nye satsning, som blev lanceret i juli i år. Kollektionen er inspireret af samtaler, som hun har haft med sin tætte veninde, stylist Alexandra Carl. Samtaler om livet, om at ville skabe noget, om at gøre en forskel. Mennesker og farver er deres fælles inspiration.

“Jeg drages af mennesker, der har passion og styrke og stoler på sig selv. Alex er en af de mest inspirerende mennesker, jeg har mødt. Hun bærer sig selv med en naturlig styrke og elegance,” siger Orit om sin muse for X-kollektionen, som hun beskriver som et ‘yalla møder skandi’-univers.

“Jeg har aldrig været en ‘smykkepige’. Men jeg er vokset op med guld, og at hvert smykke har en historie med sig. I min verden er et smykke ikke noget, du kun tager på til en begivenhed. Det er noget, der bliver en del af dig, og noget, du kan tage med dig på din rejse igennem livet og give videre til den næste generation,” slutter Orit Elhanati.

X sælges eksklusivt i Matches Fashion i London og på Oritelhanati.com med priser fra 1.395 kr. til 9.290 kr.