“Uanset hvilken stil du er til, så investér i tøj, der holder.”

Lidt nord for København bor Heidi Hofmann, stifter af tøjbrandet Hofmann Copenhagen. Huset er tegnet af arkitekt Mogens Lassen, og her kunne drømmen om eget værelse til garderoben gå i opfyldelse.

Costume_4_005-NY

Costume_4_005-NY

© Madeleine Carstensen

“Det har altid været en drøm for mig at have mit eget værelse, kun til mig. Da vi fandt vores drømmehus i 2017, fik jeg endelig mit eget værelse, og jeg fik bl.a. en snedker til at lave et skoskab, som passede til mine behov. Vi har haft fokus på at udnytte rummet og de skæve vinkler og på at få plads til så mange bøjlestænger og overflader til smykker som muligt. Det skulle være praktisk og kunne rumme alle mine mange sager.”

Hvilke tanker har du gjort dig om indret- ningen af din garderobe?
“Min garderobe har sit eget liv. Jeg vil kalde det organiseret rod. Jeg har rigtigt mange ting og sager. Da jeg fik lavet garderoben, var det første prioitet, at jeg kunne se – og have et godt overblik over – mine sko. Jeg har så mange ting, at det er vigtigt, at jeg ikke pakker tingene for meget ind.”

Hvordan holder du overblik?
“Organisering af garderoben er en konstant ting, men jeg ved, hvad jeg ejer, og det er lige meget, hvor uoverskueligt det kan se ud for andre. Jeg har rigtigt mange vintagesmykker, og jeg køber flere, hver gang jeg rejser. Jeg har hængt knager op til mine større halskæder, og jeg bruger en masse opbevaring fra Muji til mine mange smykker. Mine forældre har hjulpet mig med at få lavet ekstra plads til mine tasker oppe under loftet.”

Smider du flittigt ud, eller er du en samler?
“Uh, jeg er en rigtig samler. Jeg elsker alle mine sager og holder meget af hver en ting, som jeg bringer hjem. Jeg køber mest vintage, som jeg finder, når jeg rejser. Men jeg er også god til at sælge ud og give væk flere gange om året. Jeg er vild med tanken om, at tøjet, skoene og smykkerne får nyt liv. Det gør mig så glad, når en person føler sig heldig ved at have fundet noget helt specielt hos mig på et loppemarked.”

Beskriv din stil?
“Fuldt fokus på gode kvaliteter, der holder i mange år. Jeg udvikler selv rigtigt mange unikke og specielle materialer, prints og broderier, så jeg er vild med alt det unikke i min garderobe. Jeg ejer ikke mange T-shirts og jeans. Det klær mig ikke og føles ikke som mig. Jeg går helst i farverigt tøj i en særligt god eller unik kvalitet. Det er tøj, jeg ikke selv bliver træt af, fordi det ikke er så trendbaseret, men handler mere om stoffet og detaljer.”

Hvad er det vigtigste element i en god garderobe?
“Uanset hvilken stil du er til, så investér i tøj, der holder.”

Én ting, alle bør have i garderoben?
“Siden jeg startede mit firma tilbage i 2011, har jeg elsket vores secondskin blondebluser. Jeg bruger dem i stedet for en undertrøje, og de er geniale under en tynd strik om vinteren, så de titter frem fra ærmet – eller i halsen på en clean skjorte eller til en kjole. En lækker feminin detalje er perfekt. Blonden er så fin og delikat, men kan stadig vaskes i maskinen. Ja tak til praktik og ynde på samme tid.”