“Vi kvinder skal støtte hinanden mere end nogensinde”

Mød to fantastiske skuespillerinder, som hver især peger på de kvinder, som de beundrer allermest

Michelle Arrouas

— 24. september 2018

Stjerneskuespillerinderne Lupita Nyong’o og Saoirse Ronan er ansigter for Calvin Kleins nye parfume, men de er ikke alene. Som et led i kampagnen for duften har de hver især udpeget to kvinder, de beundrer for at have ændret kunstscenen og kvindekampen, for ligesom deres idoler har de selv meget mere på hjerte end blot at underholde.

Lupita Nyong'o

Den ene nægtede at smide bukserne, selvom patriarkatet krævede det. Den anden var kritisk over for Vietnamkrigen i en tid, hvor det ikke var acceptabelt. Skuespillerinde Lupita Nyong’o er inspireret af to af Hollywoods ikoniske kvinder med store stemmer.

Film og tv blev censureret af staten, og kun ganske få internationale film var tilladte, da Lupita Nyong’o voksede op under regimet i Kenya. “Vi blev fodret med meget specifikke ting,” som skuespillerinden udtrykker det.

Derfor lærte hun først to – for skuespillerinden – ganske særlige kvinder at kende, da hun som voksen flyttede til USA: sangerinden Eartha Kitt og skuespillerinden Katharine Hepburn. Det er de to ikoniske kvinder, Lupita Nyong’o peger på i Calvin Kleins nye kampagne for duften Women, der er den første duft, mærkets kreative direktør Raf Simons har været med til at skabe. I kampagnen fortæller Lupita Nyong’o sammen med sin skuespillerkollega Saoirse Ronan om de kvinder, som betyder noget for dem, og som de to skuespillerinder mener har haft stor betydning for kvinder.

Eartha Kitt og Katharine Hepburn er kvinder, som levede enestående liv, og som ikke bare var et produkt af deres tid, men også endte med at forme og udfordre den. De ændrede den måde, underholdningsindustrien opfatter kvinder på, fordi de stod fast på, hvad de troede på – uanset om det som Katharine Hepburn var at gå med bukser, da det var ildeset og nogle steder ulovligt at gøre for kvinder, eller som Eartha Kitt at være kritisk over for Vietnamkrigen, lang tid før det var socialt acceptabelt – det endte med at koste hende ti år af hendes karriere i USA,” fortæller Lupita Nyong’o.

Eartha Kitt og Katharine Hepburn var begge lige så kendte for deres politiske og aktivistiske engagement som for deres præstationer på scenen og det store lærred, og siden det første bekendtskab med de to kvinder har Lupita Nyong’o forsøgt at gøre dem kunsten efter med hensyn til at balancere mellem en kunstnerisk karriere og et politisk engagement.

“De er eksempler på kvinder, der står fast på, hvad de mener, og er ærlige over for sig selv og omverdenen. Det ser jeg op til, og jeg har prøvet at efterleve det selv,” siger den 35-årige skuespillerinde og aktivist. Siden hun i 2013 fik sin debut – og samtidig sit store, amerikanske gennembrud – i filmen 12 Years a Slave, har Lupita Nyong’o vundet en Oscar, fået sin Broadway-debut, spillet med i Star Wars-trilogien og været på forsiden af utallige modemagasiner, som har udråbt hende til en af verdens nyeste superstjerner. Men Lupita er ikke som Hollywood-stjerner er flest. Hun er født i Mexico, voksede op i Kenya og var stjerne i en populær kenyansk tv-serie, Shuga, før hun flyttede til USA for at læse på Yales dramaskole. Hun er datter af en kenyansk politiker og taler spansk, swahili, luo og engelsk. Og så er hun aktivist med fokus på dyrevelfærd, nødhjælp til kvinder og ikke mindst racisme mod kvinder af afrikansk oprindelse med mørkere hud end flertallet i Hollywood – et emne, hun selv har kæmpet med personligt og nu har skrevet en børnebog, Sulwe, om.

Den handler om en 5-årig pige i Kenya, der har den mørkeste hudtone i sin familie og er fast besluttet på at finde en måde at blege den på – lige indtil historien hvirvler hende ud i et eventyr i nattehimlen, der sammen med råd fra hendes mor får hende til at se anderledes på skønhed. ‘Sulwe’ betyder stjerne på Lupitas modersmål, luo.

Sammen i vores individualitet

Lupita Nyong’o var i begyndelsen af året aktuel i filmen Black Panther, hvor hun spiller spionen Nakia, der egentlig kun skal observere, men ikke kan lade være med at engagere sig og gå til kamp for især kvinders rettigheder. Af de amerikanske anmeldere blev hun rost for at levere et mindre klichéfyldt og mere ægte portræt af en ‘leading black lady’, og det er ikke tilfældigt, at hun valgte at spille rollen i en film, der forsøger at rykke på ting politisk og ikke kun at underholde.

“Nakia er en aktivist, der handler og ikke kun taler, og det beundrer jeg meget. Det er fantastisk, når folk har så meget passion for det eller dem, de prøver at hjælpe, at de gør det uanset hvad. Af alle de karakterer, jeg har spillet, er hun nok den, jeg beundrer mest,” siger Lupita Nyong’o. På samme måde som filmene Black Panther og 12Years a Slave forsøger at rykke ved stereotyper og fordomme, håber Lupita, at hun som kampagnemodel for Calvin Kleins duft kan gøre det samme.

“Det er uprøvet farvand, det her. Ofte er billedesiden i parfumeindustrien ekskluderende, men det her er et forsøg på at inddrage flere og italesætte, hvordan vi kan skabe en mere inkluderende branche. I dag er vi meget fokuseret på individet, men individet er også et produkt af den verden, vi lever i, og de kvinder, som har banet vejen for kvinder i dag. Det er et stærkt budskab. Det er vigtigt, at vi tænker over de ting, mens vi prøver at skabe en verden med mere lighed og flere muligheder for kvinder.Vi er også sammen i vores individualitet, og det håber jeg, at vi husker på.”

Lupita bor i Brooklyn i New York og pendler mellem sit hjem der, teaterscenen på Manhattan, filmscenen i Hollywood og de afrikanske lande, hun er engageret i gennem de nødhjælpsorganisationer og – projekter, hun er talskvinde for. Når hun i dag har valgt at kæmpe politiske kampe via sin platform som stjerneskuespillerinde og ikke udelukkende som aktivist, skyldes det netop, at hun tror på, at vi er nødt til at fokusere på det individuelle, for at vi kan være til nytte for andre.

Saoirse Ronan er 24 år. Og en af Hollywoods førende feminister. Ikke fordi hun har holdt dundrende kamptaler, kritiseret filmindustrien eller er kommet med bombastiske udtalelser, men fordi hun i en årrække har arbejdet med instruktører og manuskriptforfattere om at skabe mere nuancerede, komplekse og realistiske portrætter af de kvinder, hun spiller.

“Jeg bliver altid tiltrukket af roller, der er afrundede, velskrevne og komplekse, og særligt dem, der tegner et mere ærligt billede af, hvad det vil sige at være kvinde,” siger Saoirse Ronan.

Den irsk-amerikanske skuespillerinde debuterede som niårig, blev nomineret til en Oscar som 13-årig, spillede hovedrollen i blockbusteren Brooklyn som 21-årig og har i dag, som 24-årig, spillet flere større roller end de fleste skuespillere kan drømme om at nå på et liv. I Calvin Klein-kampagnen for Women har hun peget på to af de kvinder, hun føler har hjulpet hende med at definere, hvem hun er: sangerinden Nina Simone og skuespillerinden Sissy Spacek. “De har begge to en rå, ufiltreret autenticitet og frimodighed over sig, og så har de spillet en vigtig rolle i min barndom,” fortæller hun.

Ligesom Saoirse Ronan selv blev Sissy Spacek først kendt som barnestjerne. Hun brød igennem med hovedrollen i gyserfilmen Carrie i 1976, og fra Saoirse som teenager så filmen første gang, brændte Sissy Spacek sig fast på nethinden af den allerede dengang aspirerende skuespillerinde.

“Jeg havde aldrig set nogen, der så ud som hende, spillede skuespil som hende eller gav en karakter liv på samme måde som hende. Hun tog nogle meget modige valg for en på sin alder – blandt andet også med sine roller i Badlands og The Coal Miner’s Daughter. Jeg var meget ung på det tidspunkt, og det vakte genklang i alt, jeg brændte for og drømte om. Hun havde tilsyneladende viljen til at prøve hvad som helst. Hun var fri.”

Nina Simone lærte hun at kende gennem sin far. Om sommeren hørte han altid Nina Simone i sin bil, og siden da har Saoirse forbundet musikken med den tid.

“Jeg har altid tænkt, at der er en rå ægthed og sjæl over hendes stemme og musik. Hun rørte mig allerede fra en tidlig alder.”

I dag holder hun især af de to kvinder og deres arbejde, fordi deres betydning har udviklet sig for hende, i takt med at hun selv er gået fra barn til ung til voksen.

“Det inspirerer mig meget, hvordan de kunne lave de her fantastiske ting for flere årtier siden, og at deres arbejde lever videre i dag og udvikler sig med dem, der hører og ser det. Jeg vender altid tilbage til det, Nina Simone og Sissy Spacek har lavet,” siger hun.

Komplekse kvindelige karakterer

Calvin Klein-kampagnen sætter fokus på at styrke og myndiggøre kvinder, et emne, Saoirse selv har arbejdet på gennem sine roller.

“Det er vigtigere nu end nogensinde, hvor det er nemt at føle sig lidt isoleret fra alt og alle, fordi samfundet er så opdelt. Jeg synes, det er forfriskende med en kampagne, der sætter fokus på at styrke fællesskabet mellem kvinder. Og fra et parfume-mærke er det også ret nyt,” siger hun.

De komplekse kvindelige karakterer, Saoirse selv har givet liv på den store skærm, tæller blandt andre en irsk immigrant med hjemve, der ankommer til Brooklyn i filmen af samme navn, teenageren Christine, der udkæmper en daglig kamp med sin mor i Greta Gerwigs film Lady Bird, Agatha i Wes Andersons hypede Grand Budapest Hotel og hovedrollen i den store produktion Mary Queen of Scots, der kommer i biografen i begyndelsen af 2019. Fælles for rollerne er, at kvinderne, hun portrætterer, har fokus på meget andet end mænd i deres liv, hvilket er atypisk for mange Hollywood-film. Lady Bird er blevet kaldt den første feministiske udviklingsfilm, fordi den kredser om hovedpersonens forhold ikke til en fyr, men til hendes mor og sig selv.

Og det er netop de ting – forholdet til andre kvinder og forholdet til sig selv – Saoirse håber på at sætte fokus på med kampagnen og med sit skuespil.

“Vi kvinder skal støtte hinanden mere end nogensinde. Det gør vi bedst ved at opfordre hinanden til at forfølge de ting, vi er allerbedst til. For mig er Nina Simone og Sissy Spacek, som begge var kompromisløse kunstnere, eksempler på det.”