5 formidable kjoler fra H&M Conscious Exclusive
H&M har løftet sløret for årets Conscious Exclusive-kollektion, som er særligt stærk på kjolefronten. Vi har fundet vores favoritter
AfHvert år præsenterer H&M en Conscious Exclusive-kollektion, som introducerer nye bæredygtige materialer uden at gå på kompromis med designet, og dermed demonstrerer de mange muligheder inden for grøn mode.
Highstreetkæden har netop løftet sløret for årets kollektion, som er inspireret af naturens skønhed, hvilket kommer til udtryk i både print og farvepalet. Mineraler, træer og planter har inspireret designteamet til jacquard-vævninger og mønstrede stoffer, mens paletten består af blandt andet lavendel, sand, petroleumsblå og koral mikset med sort, guld og sølv.
Samtidig introducerer H&M et naturligt læderalternativ lavet af cellulosefibre fra ananasblade, samt et nyt fibermateriale, der minder om silke, men er lavet af biprodukter af citrusjuice.
Størstedelen af kollektionen består af svævende silhuetter og lette materialer i tråd med forårs- og sommersæsonen. Blandt de mange nye styles står kjolerne ud – både de lange, de korte, med og uden ærmer.
Her har vi udvalgt vores fem favoritkjoler fra H&M Conscious Exclusive 2019, som lanceres 11. april.
