
Cara og Stella til kamp mod brystkræft
Stella McCartney har designet et lingerisæt til fordel for kampen mod brystkræft med Cara Delevingne som kampagnemodel
AfStella McCartney har aldrig været bleg for at støtte op om en god sag - hvad end det handler om dyrevelfærd eller kampen mod brystkræft.
Derfor har hun allieret sig med Cara Delevingne i anledning af den internationale brystkræft-måned, oktober. Cara poserer i et pink lingerisæt, som Stella McCartney har designet til anledningen, og en procentdel af salgsoverskuddet vil blive fordelt blandt britiske behandlings- og forskningscentre i brystkræft.
Kampen mod brystkræft ligger Stella McCartneys hjerte nært, da hun mistede sin mor, Linda, til sygdommen, og designeren håber, at hun med sin kampagne vil få kvinder til at komme kræften i forkøbet:
“Mens de fleste kender til den forfærdelige sygdom, glemmer mange at gøre en forebyggende indsats for at opdage den i et tidligt stadige. Derfor har jeg designet et sæt for at minde kvinder om at passe på deres helbred og besøge deres læge regelmæssigt," udtaler Stella McCartney.
Lingerisættet bliver sat til salg på Stella McCartneys hjemmeside 1. oktober.