Costume til modeuge i Milano - del 2
Etro, Marni og Versace holdt show. Kom med Costumes chefredaktør og nyhedsredaktør til Milano
AfTORSDAG 22. SEPTEMBER
Women and car engines hed Pradas pigede kollektion med ét stort pastelfarvet budskab: Kvinder skal ikke være bange for at klæde sig sødt - i pink pencilkirts med gule roser, plisserede blå nederdele, kjoler med tegneseriemotiver af ja- biler og blondejakker med runde, bløde skuldre. Endnu en stærk kollektion fra Miuccia Pradas hånd.

Pencilskirts er en af de helt store gengangere til foråret. Her hos Prada, der ligesom mange andre modehuse viser mave til foråret.

Dagen sluttede med Guccis pressemiddag. Costumes nyhedsredaktør Marie Vidø (tv.) og chefredaktør Rikke Agnete Dam (th.) på Restaurant Bice.

FREDAG 23. SEPTEMBER
Dagens glamourøse højdepunkt var Versace. Så for meget, så tilfredsstillende. Catwalken var mintgrøn, og som den ene havfrue efter den anden svævede modellerne ind på den i blandt andet gulvlange flagrende kjoler i lyse grønne og blå nuancer, med pastelfarvede print af søstjerner og konkylier på ultrakorte shorts og små jakker, i hvide pencilskirts og sorte tætsiddende kjoler besat med guldnitter.

Fotografernes blitzer sloges, da en solbrun Heidi Klum i stram, sort kjole fra Versace (selvfølgelig) gjorde sin glamourøse entre. Costume fik også travlt med at forevige den tyske topmodel, vi i øvrigt mødte lidt efter showet flankeret af en enkelt bodyguard. Jo, supermodeller går faktisk også rundt på gaden.

Aftenens dronning, kreativ direktør Donatella Versace, tager imod publikums begejstring i guldnitter, platinblond hår og stort smil.

Det er ikke ligefrem kotume, at amerikansk Vogues chefredaktør Anna Wintour ankommer til et show i så god tid, at hun i flere minutter sidder alene på første række i sine Manolo Blahniks (altid Manolo Blahnik) og venter. Men det gjorde hun hos Versace.

Modellerne hos Versace havde fyldigt, velplejet, glamourøst hår (kræver uden tvivl mange timer med føntørrer, curlere og hårdt arbejde). Pænt var det.

Redaktør på japansk Vogue og indehaver af en designerspækket garderobe, vi andre ikke tør drømme om: Anna Dello Russo i pink og med stor blå sløjfe på til Versace. Mindre kan ikke gøre det.

Hos Etro fortsatte den glamourøse 1920'er-stil, der også sås i Milano hos Gucci, så du kan allerede nu notere dig, at 1920'erne bliver årtiet til foråret. Navnet på Etros kollektion er da også The New Jazz Age, og kollektionen er fyldt med silkekjoler med lav talje, halterneck, lange frynser, broderier, dybe udskæringer, skinnende detaljer, blazere over aftenkjoler og masser silke, der smyger sig om kroppen og giver kollektionen et virkelig feminint og sexet præg.

Etro er kendt for sin brug af mønstre og farver. Foråret bliver ingen undtagelse, og farverne var milde nuancer som abrikos og mint mikset med stærke farver som grøn og orange plus en del sort-hvide indgange. Virkelig en gennemført kollektion.

Ikke kun gæsterne, men også modellerne hamstrede de Etro-puder, der - som hver sæson hos Etro - lå på hvert sæde: Danske Gertrud Hegelund efter Etro-showet.

Re-see hos Jimmy Choo. Er du på udkig efter det perfekte par festsko? Look no further. Britiske Jimmy Choo laver strappy guld- og sølvstiletter så overbevisende, at det eneste, man ellers behøver, er en sort kjole.

I Jimmy Choos store kollektion, som fås hos blandt andet Jimmychoo.com og hos Kassandra i København, er der masser af enkle pumps i sort og nude, perfekte til workwear, da de tit fås i forskellige hælhøjder, og desuden er ret komfortable. Men der var også masser af farver som på disse dybt lilla og mørkeblå stiletter.

Jimmy Choo har lavet helt lette plateau-sko. De tre her i lilla, sort og gråbeige komplimenterer hinanden så godt, at det ville være fristende at ønske sig dem alle tre til sommer.

Dyreprint er en anden stor tendens hos Jimmy Choo - her på husets ballerinaer med spids snude.

Costume var til re-see hos Gucci. Det giver altid et andet indtryk at se kollektion tæt på efter at have set den til showet - her kan detaljer og ikke mindst kollektionens accessories virkelig ses tæt på, og den fantastiske kvalitet, som mange internationale designere arbejder med, kommer til sin ret. Guccis Frida Giannini har ønsket at lave en kollektion til stærke kvinder. Med skarptskårne korte jakker til suits og massevis af kjoler med dybe udskæringer. Der går en klar linje gennem kollektionen: Baseret på sort og hvid og kun med brug af to andre farver: græsgrøn og en lidt brændt orange. Og ikke mindst guld. Som detaljer og på de 20'er-inspirerede aftenkjoler i form af metallic frynser og pailletter.

For første gang var der flade sko med på showet hos Gucci tidligere på ugen. Nemlig de strappy guldsandaler med sort-hvide tigerhoveder. Ikke tilfældigt, at farverne netop er som i kollektionen: guld, sort og hvid.

Guccis danske PR-chef, Robert Meeder, og Costumes chefredaktør, Rikke Agnete Dam, udvalgte deres favorit-kjoler i Guccis showroom.

En jakke med helt tynde læderfrynser. Så silkeblød og let en jakke, at man ikke med det samme fornemmer, at det er læder.

En ny version af den klassiske Bamboo-bag fra Gucci. Både i læder, pyton og den rigtig lækre udgave i sort ruskind med guld-detaljer.

Blomstret sommerunivers af sko hos det italienske skomærke Geox. 5. oktober åbner Geox butik på Købmagergade 36 i København, og derfor var Costume inviteret på besøg i mærkets showroom, hvor der var masser af sko - og masser af chokoladepastiller. Mmm.

Når man farer rundt i Milanos gader på vej mod næste show og oplevelse, er der nogle gange noget, der får én til at stoppe op et øjeblik, åbne en dør og gå indenfor: Det var netop, hvad Costumes Rikke Agnete Dam og Marie Vidø gjorde, da dette syn mødte dem: en flere etager høj Tom Ford-butik med både Tom Fords glamourøse accessories og damekollektion.

LØRDAG 24. SEPTEMBER
Klokken 12.30 (ja, eller deromkring - forsinkelser er nærmest obligatoriske til modeuger) sendte Sportmax modellerne på podiet. En cool og feminin kollektion med et sporty touch. Ligesom hos blandt andre Versace var kollektionen blandt andet inspireret af havet: sølvdetaljer og transparente detaljer reflekterede catwalkens spotlights, som når lys rammer vand. Sportmax varsler et forår med flydende plisseringer, knælange shorts, pencilskirts i blonde og yndige kjoler med blomsterprint.

Diverse smartphones bliver brugt flittigt blandt modeugens gæster: Inden, under og efter shows bliver der snakket, noteret og fotograferet.

Hvidt i hvidt hos Jil Sander, hvis rene, sofistikerede linjer (ligesom de forrige par sæsoner) imponerede. Til slut i showet gav chefdesigner Raf Simons sit bud på, hvordan en Jil Sander-brud ser ud.

Chefredaktørens Milano-shopping: En sort oversize blazer fra Zara, en pudderfavet cashmere-strik fra Gap og et par bordeaux bukser fra Martin Margiela.

En Falabella-taske fra Stella McCartney og et par sorte bukser fra Zara: nyhedsredaktør Marie Vidøs Milano-køb.

Ralph Lauren inviterede lørdag morgen til en re-see af forår/sommer-kollektionen 2012, som Costume så i New York tidligere på måneden: pastelfarver, masser af silkekjoler i candy-nuancer og ligesom hos blandt andet Gucci og Etro med lavtsiddende taljer og kropssmygende glimmerkjoler i 1920'er-stil. Udover showkollektionen så vi også Ralph Laurens linje Black Label, hvor farverne var mere klare og med en del sølv - ikke mindst sølvsko, som vi kommer til at se en del til i foråret.

En del af Ralph Laurens forår- og sommeraccessories er inspireret af 1970'erne - blandt andet en serie med flettede sivtasker og disse fantastiske sko, der var Costumes absolutte favorit blandt Ralph Laurens accessories.

SØNDAG 25. SEPTEMBER
Marnis karakteristiske detaljer, mønstre og farver gjorde, at Costumes sidste dag i Milano begyndte godt. Rigtig godt. 1960’er-mønstre og -silhouetter på knælange kjoler tilsat store øreringe. Og som noget nyt: smalle, ærmeløse kjoler.

Hos Marni var der blandt andet fokus på ryggen med dybe udskæringer og cutouts på kjoler. Naive blomsterprint imponerede også.

Søndag var store re-see dag. Hos Calvin Klein hang kjolerne fra loftet. En kollektion i delikate materialer og sarte farver som nude og fersken - brudt af helt sorte sommer-looks.

Små chokolader minimalistisk placeret på hvidt bord - alt hos Calvin Klein er gennemført i husets ånd.

Calvin Kleins CK-kollektion (på billedet hænger både herre- og damekollektionen) er casual og sommerlig i lyse toner som gul samt klar rød. Smukke silketoppe og buksedragter.

Artikel om Helle Thorning-Schmidt i italiensk Grazia. ‘Lady Gucci’ står der i underrubrikken....

Hvis du synes, du har set disse smukke sorte blonder fra Emilio Pucci før, tager du ikke fejl. De sad nemlig på Gwyneth Paltrow ved årets Emmy-uddeling. En del af Emilio Puccis kollektion skabte spanske associationer med flagrende sorte og hvide skørter med broderinger og blonder.

Glimmer og imponerende detaljer på kjole fra Pucci.
Næste stop: Paris: Mandag 3. oktober kan du læse Costumes dagbog fra modeugen i Paris. LÆS OGSÅ FØRSTE DEL AF DAGBOGEN FRA MILANO - KLIK HER.
