Dansk designskole på listen over verdens bedste

Branchesitet Business of Fashion har sammensat en liste over verdens 50 bedste designskoler – og én dansk skole har fået en flot placering

For andet år i træk præsenterer branchesitet Business of Fashion en liste over verdens bedste designskoler, baseret på en undersøgelse med svar fra mere end 10.000 nuværende og dimitterede studerende fordelt på 17 lande.

Danmark figurerer på listen med Designskolen Kolding, der har fået en flot 26. plads målt ud fra en række parametre, herunder læringsoplevelse, global indflydelse og langsigtet værdi.

Førstepladsen går til den britiske designskole Central Saint Martins, der blandt andet har udklækket danske navne som Henrik Vibskov og Stine Goya.

Central Saint Martins løb også med listens topplacering sidste år, og hyldes blandt andet for sit gode ry i modebranchen og blandt arbejdsgivere.