Årets mest uhyggelige årstid, Halloween, falder som altid 31. oktober. Vi benytter anledningen til at se nærmere på nogle af kendislands bedste Halloween-kostumer nogensinde, så du kan blive inspireret til din udklædning.
Hollywood-stjernerne går ofte all-in på deres udklædning, men med lidt snilde og kreativitet kan du fortolker deres gode idéer, så de passer til dig.
Heidi Klum-kloner
Der er ingen, der går så meget op i Halloween som Heidi Klum. Supermodellens årlige Halloween-fest er kendt som Hollywoods største, hvor værtinden hvert år overgår sig selv med vilde kostumer.
Et af Klums bedste udklædninger til dato var, da hun mødte op med fem modeller, der fremstod som kloner af modellen. Hvis du og resten af din venindegruppe mangler et tema, er der masser af inspiration at hente her.
Heidi Klum som Jessica Rabbit
Heidi Klum har præsteret så mange gode udklædninger, at hun bliver nødt til at optræde på listen en gang mere.
Supermodellen var knap til at genkende som Jessica Rabbit, og det tog angiveligt 15 timer at påføre de forskellige implanter og sminke.
Kostumet er selvfølgelig meget svært at efterligne, men en mere beskeden Jessica Rabbit vil let kunne genskabes med den rette røde kjole og paryk, samt masser lilla øjenskygge.
Lady Gaga som spøgelse
Lady Gaga er kendt for sine ekstreme outfit, men i 2014 valgte hun et af de mest enkle kostumer til Halloween: Et spøgelse.
Kostumet er ualmindeligt let at efterligne, da alt, du skal bruge, er et gammelt lagen og en saks.
Khloe Kardashian som Storm
Du får en god grund til at gå amok med din highlighter, hvis du gør Khloe Kardashian kunsten efter, og klæder dig ud som superhelten Storm fra X-men.
Lav din egen kappe, og find en sølv paryk, så er du godt på vej. For ekstra effekt kan du købe et par hvide kontaktlinser.
Iggy Azelea som Cruella Deville
Tern er en af sæsonens største trends, så du har måske allerede et par lignende bukser i skabet – og hvis ikke, er der god grund til at investere i et par, da de også kan bruges til hverdag.
Tilføj en klassisk hvid skjorte og en stor pels, samt den ikoniske sort-hvide paryk, og du har transformeret dig selv til en af Disneys største skurke, Cruella Deville.