© Anna Stokland

Den hypermoderne mininederdel repræsenterer langt mere end sol og varme sommerdage

Mininederdelen var engang uhyr radikal og kontroversiel, men i dag sætter ingen spørgsmålstegn ved at iklæde sig en. Denne ‘normalitet’ kan vi takke modedesigneren Mary Quant for, der desværre gik bort 13. april. Vi giver dig her et indblik i mininederdelens skaber og afgørende betydning for kvindefrigørelsen i 60’erne.

Mary Quant var en britisk modedesigner, der blev fremtrædende i 1960'erne med sine innovative og modige designs, der fangede ånden fra the swinging sixties. Perioden var et farverigt modsvar til efterkrigstiden, hvor mode, kultur, kunst og musik var i fokus. Quant er bedst kendt for at popularisere mininederdelen, som blev et symbol på ungdoms revolutionen og kvindefrigørelsen i 1960'erne.

Quant er født 11. februar 1934 i London, og hun studerede illustration på Goldsmiths College, før hun åbnede sin første butik, Bazaar, i Londons Chelsea-kvarter i 1955.

Mary Quants designs, som kombinerede geometriske mønstre og skønne farver med legende og ungdommelige silhuetter, vandt hurtigt frem blandt de unge og modebevidste.

I 1965 introducerede Quant mininederdelen – en kort nederdel der revolutionerede kvindemoden og blev en øjeblikkelig sensation. Mininederdelen var revolutionerende, fordi den repræsenterede en væsentlig afvigelse fra traditionelle modenormer og konservative værdier omkring kvindemode. Den udfordrede forestillingen om, at kvinder skulle klæde sig beskedent og ikke henlede opmærksomheden på deres krop.

Mininederdelen tillod kvinder at udtrykke sig på nye og udfordrende måder, og den blev hurtigt et musthave for unge kvinder verden over. Modeikoner som Twiggy, Jackie Kennedy og Brigitte Bardot var nogle af dem, der var med til at synliggøre mininederdelen, der markerer en ende på en æra kendetegnet ved en konservativ og stringent dresscode.

For at anerkende Mary Quants store bidrag til moden blev hun tildelt en OBE (Order of the British Empire) i 1966 og en DBE (Dame Commander of the Order of the British Empire) i 2015. Hendes designs fortsætter med at inspirere og påvirke moden i dag, og hun regnes for en af de vigtigste og mest innovative designere i det 20. århundrede.

Mary Quant døde 13 april 2023, og hun blev 93 år gammel. Hun nåede derfor at opleve, hvordan mininederdelen igen har gjort sit indtog i modebilledet med ultra korte udgaver fra blandt andet Versace, Miu Miu og Isabel Marant i deres SS23-kollektioner.

Takket værd Mary Quant fremstår mininederdelen derfor som et symbol på kvinders individualitet og seksuel frihed – et budskab vi alle kan stå inde for.