Derfor er Maison Margielas omsætning steget med 30 %

Ansættelsen af den skandaløse chefdesigner, John Galliano, har gjort underværker for modehuset Maison Margiela. Læs hvorfor her

Det var et vovet træk, da Maison Margiela valgte at hyre John Galliano som chefdesigner.

Andre modehuse ville ikke røre designeren med en ildtang, efter han blev fyret fra sin stilling som chefdesigner for Dior og sit eget mærke, som følge af en stribe anti-semitiske udtalelser.

Men ansættelsen af Galliano har vist sig at være risikoen værd. Det fortæller Renzo Rosso, ejeren af selskabet OTB, der kontrollerer Maison Margiela.

Maison Margiela SS16 designet af John Galliano

Den italienske forretningsmand afslører blandt andet, at Margielas omsætning allerede er steget med 30 procent.

“Det er et helt andet firma nu. Du kan mærke energien derinde, det er helt utroligt. Det var virkelig nødvendigt at ansætte en ny person til at tage det næste skridt, fordi Martin (Maison Margielas grundlægger, red.) ændrede reglerne i modebrancen," fortæller Rosso til modesitet WWD.

Og Galliano har allerede fået vendt op og ned på tingene hos Maison Margiela. Modehuset plejede før at prioritere ready-to-wear over couture, men det er ikke længere tilfældet:

“Før i tiden lavede vi bare en kollektion og prøvede at opgradere den til couture, og så gjorde vi noget ekstra ud af showet. Med ham (Galliano, red.) kommer modeshowet først. Alt det andet kommer efter couture. Så takket være John, er jeg nu begyndt at tænke anderledes," udtaler Rosso.

Psst ... Se hele Balmain x H&M-kollektionen

John Galliano lever i dag en mere anonym tilværelse end i Dior-tiden – nu kommer han ikke engang ud og bukker efter sine modeshows.

Fremtiden for Galliano hos Maison Margiela byder på en masse nye udfordringer; I midten af næste år lancerer modehuset herretøj, og i 2017 præsenteres en ny duft, som designeren skal udvikle.

Og Rosso er ikke i tvivl om, at Galliano er den rette mand til jobbet:

“Vi passer godt sammen. Vi er begge meget modige og lige revolutionerende. Modebranchen er fyldt med mennesker, der er optagede af sociale medier og gør skøre ting, bare for at få folk til at tale. Det vil jeg ikke tage del i. Jeg vil bare gerne have skønheden og drømmen. Det er det, jeg vil have, han (Galliano, red.) skal fremme: Skønhed og drømme."

FÅ DE SENESTE NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE – TILMELD DIG COSTUMES NYHEDSBREV HER